FORSIDEN | WEB-TV | LEDIGE JOB | SELVBETJENING | OM SITET | LÆS OP | REN TEKST | SITEMAP |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilNyhedsarkivpilNyheder 2007pilJunipil44 store jordforureninger i Region Syddanmark

44 store jordforureninger i Region Syddanmark

Der er 44 store jordforureningssager i Region Syddanmark, hvor udgifterne til oprydning vurderes at overstige 10 mio. kr. Til sammenligning er der på landsplan 122 store jordforureninger. Det viser en ny landsdækkende opgørelse, som offentliggøres af Miljøstyrelsen og Danske Regioner i dag.

Prioriteres højest de steder, der truer sundheden

Oprydningen prioriteres højest på de 29 jordforureninger, der truer sundheden eller grundvandet, som skal bruges til drikkevand. Kun på én af de 29 store jordforureninger er der endnu ikke igangsat en indsats (Flyvestation Vandel). Det skyldes at forureningen ikke er kortlagt fuldt ud. På de andre grunde er en indsats i gang. Amterne havde opgaven med jordforurening frem til udgangen af 2006, og har allerede brugt ca. 315 mio. kr. på de store jordforureningssager i regionen. Den resterende indsats på de 29 jordforureningerne vurderes at koste knap 300 mio. kr.

14 steder truer søer, vandløb og havet

Hertil kommer at 14 store jordforureninger truer søer, vandløb og havet. De vil koste ca. 350 mio. kr. at rydde op, samt at en fuldstændig oprydning på Kærgård Plantage vil koste ca. det samme beløb.

I alt vil det koste knap en mia. kr. i fremtidige udgifter, at rydde alle de 44 store jordforureninger op.

- Opgørelsen viser, at vi er mere end halvvejs med en indsats overfor de store jordforureninger. Vi har i dag godt 37 mio. kr. årligt til at rydde op, hvilket ikke er penge nok. Derfor er det glædeligt, at området fik ekstra penge ved de seneste økonomiforhandlinger. Det betyder, at vi fra 2008 har fået otte mio. kr. ekstra om året til oprydningen. Det har ligget Regionsrådet på sinde at få bedre økonomiske vilkår på jordforureningsområdet. Dette er et første skridt på vejen, siger Regionrådsformand Carl Holst.

Rydder først op der, hvor der er størst trussel

Der er nødvendigvis ikke en sammenhæng mellem den økonomiske udgift til den enkelte sag og den miljø- og sundhedsmæssige gevinst ved en oprensning.

- Det er derfor vigtigt, at vi vurderer indsatsen på de store forureninger sammen med de øvrige sager, så vi rydder de forureninger op først, der udgør den største trussel. Og det uanset om det er dyre oprensninger eller ej, siger formand for det særlige udvalg for regional trafik og miljø Poul Weber

De 44 store jordforureninger i Region Syddanmark kan opdeles sådan:

  • 29 store jordforureninger truer sundheden eller grundvandet. Eksempler på sådanne forureninger er: Clip Rens ved Røde Kro, Ringe Tjære- og Asfaltfabrik, Karma Arbejdstøj og et renseri i Odense.

  • 14 store jordforureninger truer søer, vandløb eller havet. Eksempler på sådanne forureninger er Stige Ø Losseplads ved Odense.

  • En stor forurening ved Kærgård Plantage, hvor der er indgået en særlig aftale mellem Region Syddanmark og Miljøministeren om en indsats.

Arbejdet med at opspore og kortlægge jordforurening i regionen fortsætter i de kommende år. Det kan derfor ikke udelukkes, at der vil blive fundet flere store jordforureninger.

Danske Regioner og Miljøstyrelsen har udsendt en fælles pressemeddelelse om den landsdækkende opgørelse, der kan ses på www.regioner.dk.

Danske Regioner har lavet en kort ’læs let’-udgave af rapporten. Den kan ses på www.regionsyddanmark.dk/wm217514. Her kan hele opgørelsen også læses.


Siden er sidst opdateret 21-06-2007.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@rsyd.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00