FORSIDEN | WEB-TV | LEDIGE JOB | SELVBETJENING | OM SITET | LÆS OP | REN TEKST | SITEMAP |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilNyhedsarkivpilNyheder 2007pilAugustpilMasser af fans til Region Syddanmark Cup

Masser af fans til Region Syddanmark Cup

Når pucken kommer i spil ved Region Syddanmark Cup den 17.-19. august 2007, vil hundredvis af ishockeyfans fra Tyskland, Sverige, Holland, Nordirland og Danmark være med til at skabe en farverig og festlig ramme om de i alt ni kampe ved turneringen i StiftenStadium i Odense.

I anledning af turneringen har de europæiske ishockeyfans valgt at holde det årlige fantræf i Odense under navnet Ishockey Fantræf Odense 2007.

"Mange syddanskere har givetvis aldrig oplevet en ishockeykamp live. For dem er Region Syddanmark Cup en mulighed for at opleve den intense og tempofyldte kamp på isen mellem en række rigtigt gode danske og udenlandske hold", siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

"De mange fans på lægterne vil bidrage til at give den helt rigtige stemning".

Region Syddanmark er sammen med de tre ishockey-klubber i Esbjerg, Vojens og Odense gået sammen om at arrangere Region Syddanmark Cup den 17., 18., og 19. august 2007. Ud over de tre syddanske hold deltager to tyske og et svensk hold i weekend-turneringen, som afvikles i StiftenStadium i Odense.

Der er fri entré til kampene.

Skulpturer af is

I forbindelse med turneringen vil den internationalt kendte isskulptør Søren Cip Nielsen ud af store blokke af naturis fra Nordsverige skabe nogle fantastiske isskulpturer. Arbejdet med de flere kubikmeter store isblokke vil foregår foran StiftenStadium fredag, lørdag og måske søndag. Søren Cip Nielsen er i øvrigt fra Christiansfeld og dermed selv bosat i regionen.

Også noget for de spilleglade

I StiftenStadium vil der i forbindelse med turneringen blive opstillet en række spillekonsoller, så familiens yngste og andre spilleglade ishockeyfans gratis kan prøve kræfter med verdens mest udbredte ishockey-computerspil NHL 07.

Fakta:

Region Syddanmark støtter Region Syddanmark Cup med 340.000 kr.

Læs mere om turneringen på www.regionsyddanmark.dk/cup

De danske hold

SønderjyskE (tidl. Vojens):

Vandt bronzemedaljer i kampen om sidste sæsons danske mesterskab efter at have slået Esbjerg i kampen om 3-4. pladsen.

Fire danske mesterskaber - senest forrige sæson. Derudover har klubben vundet bronze tre gange, men aldrig sølv.

Nye spillere:

SønderjydskE har hentet en del nye spillere til denne sæson. Specielt den 29-årige Ryan Gaucher er et interessant navn. I sidste sæson scorede han 34 point for sin østrigske klub Linz.

Også en anden canadier, Todd Robinson, bliver et interessant bekendtskab. Han er 28 år og har spillet nogle sæsoner i de næstbedste nordamerikanske ligaer.

Og så er målmanden Patrick Galbraith - søn af Vojens´ legendariske canadiske målmand George Galbraith - vendt tilbage til klubben efter en sæson i Nordamerika.

EfB Ishockey, Esbjerg

Fik en fjerdeplads i kampen om DM sidste sæson – som nævnt efter at have tabt til SønderjyskE i kampen om 3-4. pladsen.

Esbjerg er det mest vindende danske hold i turneringen med fem danske mesterskaber samt ni gange sølv og ni gange bronzemedaljer.

Nye spillere:

20-årige Andrej Chistjakov er hentet til fiskerbyen af sin far, og Esbjerg-cheftræner, Anatolij Chistjakov, der også er ny mand i klubben. Andrej har spillet i russisk ishockey i fire år, men han startede sin karriere i Rødovre, hvor farmand i mange år var en af profilerne.

Derudover har Esbjerg hentet 32-årige den tidligere landsholdsback Torben Benjaminsen hjem fra Odense.

Odense OIK

Blev i sidste sæson slået i kvartfinalen af Esbjerg.

Har endnu sit første danske mesterskab til gode, men har vundet to sølvmedaljer og en enkelt af bronze.

Nye spillere:

Vigtigste forstærkning er nok landsholdsangriberen Thor Dresler, som OiK har hentet i Herlev. Derudover har man forstærket holdet med den canadiske back Chris Lyness, den tjekkiske back Jan Nemecek og den canadiske center Brett Lysak, der har spillet næsten 200 kampe i den næstbedste nordamerikanske ishockeyliga.

Også Odense har fået ny træner. Det er den 50-årige svensker Björn Kinding, der blandt andet er tidligere dansk landstræner. Ligesom han også tidligere har trænet både Rungsted og Herlev.

De udenlandske hold

Krefeld Penguins, Tyskland – klubben sluttede på 10. pladsen i den bedste tyske række i den forgangne sæson. Et stærkt hold hvor de tyske spillere er suppleret af blandt andet stærke finner, slovakker, amerikanere og canadiere.

EHC Munchen, Tyskland – klubben nåede semifinale i den næstbedste tyske række sidste år. Et traditionsrigt hold, hvor stærke tyske spillere er suppleret af profiler fra Østeuropa og Canada.

Rögle BK, Sverige – klubben bliver det svenske islæt ved Region Syddanmark Cup. Danskerklubben fra Ängelholm i Skåne er tæt på Elitserie-klasse, hvilket også blev demonstreret i sidste sæson. Efter en flot andenplads i den næstbedste række, Allsvenskan, kiksede man dog, da der blev dystet om de eftertragtede Elitserie-billetter i kvalserien.


Siden er sidst opdateret 08-08-2007.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@rsyd.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00