Ledige job | Kontakt | Nyhedsbreve | Presse | Web-tv |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


Plads til de handicappede

Regionsrådsformand Carl Holst mødtes fornylig med to repræsentanter for de handicappede, Peter Skov Jørgensen, formand for Vejle handicapråd og Erik Arrild fra DSI (De samvirkende invalideorganisationer).
Mødet fandt sted i regionsrådssalen, som også var emnet for dialogen.

Dialog i regionsrådssalen
Foto: Jørgen Diswal

 

På mødet blev de enige om at lave en mindre tilretning i regionsrådssalen: Man sænker nederste repos ved tilskuerpladsen til gulvniveau, så en kørestol kan bakke ind. Hermed kommer kørestolsbrugerne til at sidde sammen med det øvrige publikum.

- Handicap organisationerne har gjort os opmærksom på nogle forhold, som ikke var hensigtsmæssige for kørestolsbrugere, og jeg er glad, for at vi nu har fundet en god løsning, siger regionsrådsformand Carl Holst.

- Det er mit indtryk, at de ofte oplever, at de ikke bliver inddraget undervejs i byggesager, generelt. I den forbindelse er jeg glad for, at vores sag har været med til at sætte større fokus på organisationernes behov for at blive inddraget. Fremover vil vi her i regionen huske at tage diskussionen med handicaporganisationerne undervejs, slutter han.

Kritik af pladsforhold
Sagen har rullet et stykke tid: I september måned bragte Vejle Amts Folkeblad dels en artikel og dels et åbent brev til Carl Holst, hvor Peter Skov Jørgensen kritiserede regionen for at vælge en nyindretning uden at tænke forholdene for handicappede ind i planerne.

- Det svarer til, at du er inviteret til fest og opdager, at værtinden, for at få bordplanen til at gå op, har placeret dig ved et campingbord over i hjørnet af spisestuen. Det vil sige, at du ikke er der på lige fod med de andre gæster, skrev Peter Skov Jørgensen.

På den baggrund foreslog Carl Holst et møde, hvor man sammen kunne drøfte, hvordan pladsen bag borgerstolen kunne integreres bedre med tilhørerpladserne i øvrigt.


 


Siden er sidst opdateret 13-11-2007.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap