Ledige job | Kontakt | Nyhedsbreve | Presse | Web-tv |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilNyhedsarkivpilNyheder 2007pilNovemberpilHvordan ser fremtiden ud for Strandvængets beboere?

Hvordan ser fremtiden ud for Strandvængets beboere?

Det bliver indirekte emnet, når Region Syddanmark i næste uge inviterer en kreds af medarbejdere og samarbejdspartnere til fuldstændig at nytænke, hvordan man kan sikre udviklingshæmmede et godt liv i tidssvarende rammer.

Det er debatten om Strandvænget, der gør spørgsmålet aktuelt: Botilbuddet er ikke tidssvarende, og hvis man i dag skulle bygge de 160 boliger, der er på Strandvænget, hvordan skulle de så se ud? Ville de fx ligge samlet på ét sted?

Konferencen ”Fremtidens botilbud” finder sted på Strandvænget i Nyborg og sker i et samarbejde mellem Region Syddanmark, Nyborg Kommune og Landforeningen LEV – sidstnævnte er den organisation, der repræsenterer beboerne.

På konferencen vil man bl.a. kunne høre, hvilke erfaringer, man har gjort sig i Norge. I 1988 vedtog man dér, at alle handicapinstitutioner skulle nedlægges og at borgerne i stedet skulle bo i lokalsamfundet.
En mulighed er også, at man i stedet bygger boliger med færre fællesrum og hvor der højst bor 4-5 personer i samme enhed. Her vil en repræsentant fra Sverige komme og fortælle om deres erfaringer til at udforme fremtidens boliger.
 
Dagen vil være opdelt i to seancer: Om formiddagen vil scenen blive sat gennem en række inspirerende oplæg. Om eftermiddagen vil der blive arbejdet videre i workshops, hvor deltagerne kan bidrage med egne erfaringer. De forskellige input skal bruges til den plan, der skal laves for Strandvænget i 2008.

135 personer har tilmeldt sig konferencen. Her i blandt vil være pårørende, repræsentanter fra kommunerne og regionsrådet, fag- og interesseorganisationer, Servicestyrelsen, Center for ligebehandling, Danske Regioner, andre regioner, Strandvænget og socialområdet i Region Syddanmark.

Pressen er velkommen til at deltage hele dagen. Har man kun mulighed for at være med noget af dagen, vil der fra kl. 15.45 være opsamling på de modeller og tanker, der er blevet udviklet i eftermiddagens workshops.

Konferencen finder sted tirsdag den 20. november kl. 08.30 - 17.00 på Hotel Nyborg Strand, Østerøvej 2 i Nyborg.

Se vedlagte program/invitation.

Liste over konkrete tiltag på Strandvænget siden februar 2007.

Fakta om Strandvænget.


Siden er sidst opdateret 16-11-2007.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap