Forsiden | Ledige job | Kontakt | Nyhedsbreve | Presse | Web-tv |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilNyhedsarkivpilNyheder 2007pilNovemberpilOver 170 diskuterede fremtidens trafik

Over 170 diskuterede fremtidens trafik

Konference om infrastrukturDer var mange forslag i spil, da de syddanske udfordringer på trafikområdet blev diskuteret fredag. Blandt forslagene var blandt andet en ny Lillebæltsbro, ny østjysk motorvej, mere gods på vandet og bedre kollektiv trafik.

Allerede klokken halv ti mødte politikere og fagfolk fra hele regionen op på Hotel Trinity ved Fredericia. Der var seks foredragsholdere på dagsordenen – heriblandt professor Claus Vastrup fra Infrastrukturkommissionen – som kom med status og forslag til de syddanske udfordringer på infrastruktur-området.

Samarbejde vigtigt

Regionsrådsformand Carl Holst (V) bød velkommen, og glædede sig over, at så mange havde valgt at møde op. Han tolkede det store fremmøde som, at det er fordi, at der er et behov for en debat om, hvordan man løser de stigende trafikale udfordringer.

"Infrastrukturen er afgørende for vores muligheder for at skabe vækst og udvikling. Konferencen i dag giver jer mulighed for at være med til at sætte dagsordenen for infrastrukturens udvikling i Syddanmark," sagde han og forklarede også, at noget af det vigtigste er, at man står sammen om et fælles udspil om infrastrukturen.

"Det viser nemlig styrken ved at samarbejde, at vi kan få sat en fælles dagsorden. Det er ikke sikkert, at vi kan blive enige om alt. Kunne vi det, var det nok fordi, vi ville for lidt."

Det handler også om klimaet, sagde regionsrådsformand Carl Holst (V)

"Vi skal tænke i løsninger som kan understøtte væksten i vores region og vores ambitioner på klimaområdet," sagde Carl Holst (V).

Foto: Jørgen Diswal.

Men udfordringerne handler ikke kun om al den tid folk bruger på vejene.

"Det handler også om vækst og klima. Vi skal tænke i løsninger som kan understøtte væksten i vores region og vores ambitioner på klimaområdet."

Efter at journalist Trine Sick – der var dagens ordstyrer – også havde budt velkommen, fik Claus Vastrup fra Århus Universitet og medlem af Infrastrukturkommissionen, ordet.

Han kom med en status på, hvordan vej-, gods- og flytrafikken har udviklet sig indtil i dag og hvordan det vil udvikle sig.

"Der er i dag færre biler i Danmark end i meget af resten af Europa, men den forskel vil blive indsnævret. Indtil 2030 vil den samlede trafik på vejene stige med 70 procent," sagde Claus Vastrup.

Han kom også med forskellige bud på, hvordan man kan øge mobiliteten. Det kan blandt andet gøres ved at udvikle infrastrukturen omkring Østjylland, bruge intelligente løsninger i trafikken og få mere gods ud på havet via nemmere adgang til havnene.

Tom Elmer Christensen fra Danske Havne

"Hvis det er trægt med plads til godstrafikken på motorvejene, så er der masser af plads på havet," sagde formand for Danske Havne Tom Elmer Christensen. 

Foto: Jørgen Diswal.

Masser af plads på vandet

Pointen med at der skal mere gods ud via havnene, slog formanden for Danske Havne, Tom Elmer Christensen helt fast.

"Hvis trafikken går for trægt over Vejle Fjordbroen og på Fyn, så er der til gengæld masser af plads på vandet. Og Danmark er helt suveræn på havnefronten. Vi er nemlig det land med flest havne i Europa. Vi kan tage ti procent af den godstrafik, der kører i dag på motorvejene. Derfor tror jeg, at det bliver attraktivt at komme ud og sejle med sin lastvogn," sagde Tom Elmer.

Det eneste han efterspurgte var halvanden milliard til at forbedre adgangen til havnene.

"De penge er hentet hjem, hvis vi bare i et år kan udskyde de store infrastruktur-projekter som nye broer," sagde han og slog fast, at Syddanmark var særdeles rig på havne.

Større kapacitet med ny motorvej

Direktør Jens Egdal fra Rambøll Nyvig skitserede også nogle af de helt store problemer som Syddanmark står overfor.

"Den helt store udfordring er, at vi får 100 procent mere trafik op til 2040. Så selv om I udvider Vejle Fjordbroen og motorvejene med to spor, så er kapaciteten væk efter blot ti år."

Jens Egdal fra Rambøll Nyvig forklarede, at trafikken på vejene vil stige med 100 procent op til 2040.

Jens Egdal fra Rambøll Nyvig forklarede, at trafikken på vejene vil stige med 100 procent op til 2040.

Foto: Jørgen Diswal.

Derfor forslog han, at man i stedet byggede en helt ny motorvej, der går parallel med den østjyske motorvej.

"Det koster nogenlunde det samme at bygge en ny som at udvide en eksisterende. Men en ny giver 100 procents forøgelse af kapaciteten og den holder kapaciteten langt længere. Vi skal altså ikke bare udvide, men tænke helt nyt," forklarede han.

Og ifølge Jens Egdal har Syddanmark et stort ansvar for infrastrukturen.

"I bliver nøglen til at infrastrukturen i Jylland kommer til at fungere. Jeg ved, at Århus er nervøs for, hvordan infrastrukturen i Trekantsområdet i fremtiden kommer til at fungere."

Busbaner vejen frem

Efter pausen kom tre bud på, hvordan man via intelligente løsninger kan øge kapaciteten på vejene og i den kollektive trafik.

Konsulent Mikael Hansen, der kommer fra det private konsulentfirma IMAGITA mente, at det var tid til at komme helt ned på jorden.

"Bustrafikken har nemlig tabt markedsandele i mange år. Et af de store problemer er, at det for svært for busserne at komme frem. En løsning kunne være busbaner som der findes i blandt andet Essen i Tyskland og i Frankrig. Men det handler jo om politisk vilje."

En anden løsning er målrettede pendler-produkter, som direkte busser til motorvejene.

"Ligesom man i København har lavet Byens Net kan regionen lave Regionens Net. Og så kig på komforten. Lav internet i busserne. Fordelen er, at man kan bruge tiden."

Under den efterfølgende paneldebat blev der blandt andet diskuteret roadpricing, arbejde på forskellige tidspunkter af døgnet for at lette trafikken og en fast bro over Kattegat. Fra panelets side var der enighed om, at det vigtigste var, at aktørerne i Syddanmark fik lavet en handleplan for fremtidens infrastruktur.

Konferencen sluttede af med paneldebatBrug for statslige midler

Efter debatten samlede borgmester Uffe Steiner Jensen (S) fra Fredericia Kommune og formand for Kommunekontaktrådet i Region Syddanmark op på dagen.

Han benyttede lejligheden til at sige tak til oplægsholderne for en række gode indlæg, som hver på sin måde havde sat infrastrukturen i Syddanmark i perspektiv.

"Fra kommunernes side kan jeg sige, at vi ufortrødent vil fortsætte med at bearbejde politikerne på Christiansborg. Efter min mening er øgede statslige midler til infrastrukturen i Syddanmark helt afgørende for at vi fortsat kan udvikle vores velfærdssamfund."


Siden er sidst opdateret 30-11-2007.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap