/dwn104955" />
Give Sygehus og Dansk Røde Kors har indgået samarbejde om at inddrage frivillige i opgave-løsningen på sygehuset. De frivillige er en del af patientstøtte-ordningen fra Dansk Røde Kors og startede onsdag eftermiddag på neurologiske genoptræningsafdeling på Give Sygehus.
Tanken bag patientstøtte-ordningen er, at de frivillige har tid alene til at snakke og skabe tryghed for de patienter, der føler sig alene og utrygge. Det kan blandt andet ske ved højtlæsning, kortspil, en kort gåtur eller andet.
Hjælp til patienter med apopleksi
Neurologiske genoptræningsafdeling er primært for patienter som har haft en apopleksi i hjernen. Patienterne har ofte behov for længerevarende genoptræningsophold. For mange af patienterne kan indlæggelsestiden derfor synes lang.
Patienter og personale glæder sig til, at støtteordningen kommer i gang. De ser mange muligheder i hverdagen, hvor patientstøtten kan være med til at gøre en forskel i patientens genoptræningsforløb. Patientstøtterne kommer om eftermiddagen på hverdage.
Håber at ordningen kan udbredes
Forud for opstarten har Margit Udsen, koordinator i Dansk Røde Kors, afholdt samtaler med de patientstøtter, som har vist interesse for idéen.
Der er i dag fem patientstøtter fordelt på både mænd og kvinder.
Give Sygehus håber, at ordningen med tiden kan udvides til flere sengeafdelinger. Patientstøtte-ordningen er allerede veletableret på andre af regionens sygehuse.
Siden er sidst opdateret 16-01-2008.
Kontakt Region Syddanmark
Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@regionsyddanmark.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00