FORSIDEN | OM SITET | LÆS OP | REN TEKST | SITEMAP |
Søg

HRTil Region SyddanmarkTil HR PortalenHR PortalVærdier PolitikkerMedindflydelse / BestemmelsePersonaleforholdUddannelse/udviklingArbejdsmiljøJob

Ret og pligt

Materialet om MUS her på HR-portalen er til inspiration for Region Syddanmarks institutioner, enten til at komme i gang eller til at gøre tingene på en ny måde. På det nationale plan er der imidlertid flere tiltag vedr. kompetenceudvikling, som er bindende for Region Syddanmarks medarbejdere. Dette gælder bl.a. "Trepartsaftalen" mellem regeringen og de centrale aftaleparter samt KTO-forliget 2008 for Danske Regioners område.

På det lokale plan har Region Syddanmarks Hovedudvalg vedtaget et sæt overordnede værdier for regionen samt en række politikker og aftaler, som er relevante at inddrage i arbejdet med medarbejderudviklingssamtalerne.

 

Trepartsaftalen og MUS
I Trepartsaftalen er det vedtaget, at alle medarbejdere i den offentlige sektor skal have en årlig medarbejderudviklingssamtale.
Af aftalen fremgår det, at medarbejderudviklingssamtalen bl.a. skal bruges til:

  • at kortlægge medarbejdernes udviklingsbehov
  • planlægning af kompetenceudviklingsaktiviteter
  • opfølgning på gennemført kompetenceudvikling.

Det fremgår endvidere at udviklingsaktiviteterne f.eks. kan omfatte:

  • efter- og videreuddannelse i form af kurser og kompetencegivende forløb
  • nye opgaver
  • deltagelse i interne og eksterne udviklingsprojekter
  • selvstændigt projektansvar
  • jobbytte og jobrotation eller international erfaring.

 

Udmøntningen af beslutningerne i Trepartsaftalen er konkretiseret i KTO-forliget 2008:

 

KTO-forliget 2008 og MUS
I KTO-forliget for Danske Regioners område er det besluttet, at alle medarbejdere skal have en årlig medarbejderudviklingssamtale, hvor der i dialog mellem medarbejder og leder opstilles udviklingsmål for den enkelte medarbejder eller for grupper af medarbejdere.
Det fremgår af KTO-forliget, at medarbejderudviklingssamtalerne som udgangspunkt skal være individuelle, man at man lokalt kan aftale samtalerne afholdt som gruppe-teamsamtaler.

Aftalerne i Trepartsaftalen og KTO-forliget betyder således, at medarbejderudviklingssamtalen nu er en skal-opgave for regionens medarbejdere og ledere. Der er ingen krav om, hvordan opgaven gribes an, eller hvilke emner samtalen bør indbefatte.

Udviklingsplaner
For HK's medlemmer, Teknisk Landsforbund samt Socialrådgiverne er det overenskomstbestemt, at der skal udarbejdes skriftlige udviklingsplaner. For de øvrige overenskomstgrupper er der ikke krav om skriftlige udviklingsplaner.

Region Syddanmarks personalemæssige værdigrundlag

I Region Syddanmark er der frihed for de enkelte institutioner til at tilrettelægge medarbejderudviklingssamtalerne, som de ønsker det. Dog bør de værdier og politikker, som er vedtaget af Hovedudvalget for regionens medarbejdere, i en eller anden form indgå, når medarbejderudviklingssamtalerne tilrettelægges.


Region Syddanmark ønsker at agere sådan, at både brugere og medarbejdere oplever:

  • Ordentlighed i det vi gør og siger
  • Vækst i fagligheden
  • Rum til fornyelse

Disse værdier gælder naturligvis i høj grad også for medarbejderudviklingssamtalerne, hvor det er oplagt at udfolde værdierne i praksis.

 

Personalemæssige politikker og MUS
Region Syddanmarks personalemæssige værdigrundlag er konkretiseret i en række politikker og aftaler, som det kan være relevant at inddrage i medarbejderudviklingssamtalerne. Det drejer sig bl.a. om personalepolitikken, arbejdsmiljøpolitikken, aftalen om det sociale kapitel i Region Syddanmark samt lokalaftalen om medindflydelse, medbestemmelse og arbejdsmiljø. For et samlet overblik over disse politikker henvises til HR-portalens sider om værdier og politikker. Nedenfor er oplistet et uddrag fra politikkerne, som f.eks. kunne inddrages i medarbejderudviklingssamtalerne:

 

  • Fokus på balance mellem arbejdsliv og privatliv gennem fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse
  • God omgangstone
  • Det skal være sjovt og udfordrende at gå på arbejde
  • Nye udfordringer, evt. via alternative karrieremuligheder
  • Fokus på at forebygge arbejdsbetinget stress
  • Fokus på at den enkelte medarbejder trives på arbejdspladsen.

 

 


Siden er sidst opdateret 11-02-2011.
Kontakt HR

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@regionsyddanmark.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00