FORSIDEN | OM SITET | LÆS OP | REN TEKST | SITEMAP |
Søg

/dwn104955" /> /dwn104955" />


Vi skal være verdensmestre

Formanden for Syddansk Vækstforum, regionsrådsformand Carl Holst, da Vækstforum fremlagde sine planer for udvikling af 4 forretningsområder i 2009-2010.Foto: Jørgen Diswal.

At fastholde væksten i indkomsten på 4 pct. om året og øge værditilvæksten til 2 pct. om året. Det er målsætningen for Syddansk Vækstforum, fastslog regionrådsformand Carl Holst (V), da Vækstforum på Designskolen Kolding præsenterede de 4 forretningsområder, der skal føre til målet.

Foto: Jørgen Diswal

En ekspedient i Build A Bear i Kolding Storcenter rækker en bamse til en purung kunde. I hånden får den unge kunde det krammedyr, hun lige har brugt kærlighed, kroner og kræfter på selv at skabe.

Et eksempel på oplevelseserhverv – et af 4 forretningsområder, som Syddansk Vækstforum i 2009 og 2010 vil satse 400 mio. kr. på.

De 3 andre områder er f.eks. robotstøvsugere under området velfærdsteknologi, sundhedsmarkedet under området klynger og havmølleparker under området energi.

Alle 4 eksempler blev nævnt, da Syddansk Vækstforum 9. oktober præsenterede de 4 områder. Det foregik på Designskolen i Kolding foran ca. 200 fremmødte beslutningstagere.

”Vi skal ikke være halvgode på områder, hvor vi ikke er stærke. Vi skal være verdensmestre dér, hvor vi i forvejen er i top”, lød det fra regionrådsformand Carl Holst (V), der også er formand for Syddansk Vækstforum.

Traditionelle erhverv skal omstilles

Selv om det på overfladen går meget godt i Region Syddanmark, som direktør for Regional Udvikling Mikkel Hemmingsen udtrykte det, har regionen mistet over 30.000 jobs i den primære sektor og i produktionserhvervene.

De er godt nok erstattet af over 40.000 nye jobs primært i serviceerhverv, men det er stadig nødvendigt at øge farten. Og vejen til vækst skal ske via omstilling fra traditionelle erhverv til service- og videnserhverv.

Netop på de 4 forretningsområder er Region Syddanmark i forvejen i top i Danmark.

På f.eks. energiområdet ligger ca. 50 pct. af samtlige danske arbejdspladser inden for offshore, gartneri og mekatronik i Region Syddanmark.

Og i oplevelseserhverv står den syddanske region også allerede stærkt med store turistattraktioner som f.eks. Legoland.

De 4 forretningsområder bliver en del af en handlingsplan, som bliver endeligt vedtaget 26. november i år.

Nødvendigt at prioritere

Regionrådsformand Carl Holst understregede, at Syddansk Vækstforum vil prioritere blandt de projekter, som bliver udviklet under de 4 forretningsområder.

Vækstforum vil vælge de projekter, der har størst effekt på målsætningen – nemlig at fastholde væksten i indkomsten på 4 pct. om året og øge værditilvæksten til 2 pct. om året.

Rektor Elsebeth Gerner Nielsen, Designskolen i Kolding, med en Build A Bear.Foto: Jørgen Diswal

Elsebeth Gerner Nielsens egen datter, Alma, brugte 450 kr., masser af kærlighed og kræfter på at skabe sit eget krammedyr hos Build A Bear. Det er oplevelseserhverv, som rektoren på Designskolen Kolding gav konkrete eksempler på.

Foto: Jørgen Diswal.


Siden er sidst opdateret 10-10-2008.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@regionsyddanmark.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00