FORSIDEN | WEB-TV | LEDIGE JOB | SELVBETJENING | OM SITET | LÆS OP | REN TEKST | SITEMAP |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilNyhedsarkivpilNyheder 2008pilDecember 2008pilOdense - bedst til voksenpsykiatri

Odense - bedst til voksenpsykiatri

Avisen Dagens Medicins aktuelle opgørelse af kvalitetsdata placerer Psykiatrisk Afdeling P i Odense på en førsteplads, når det gælder kvalitet i behandlingen.

43 voksenpsykiatriske afdelinger fordelt over hele landet er vurderet i Dagens Medicins undersøgelse af behandlingskvalitet. Psykiatrien i Region Syddanmark tildeles en førsteplads repræsenteret ved Psykiatrisk Afdeling P i Odense. Vurderingen handler alene om behandling af patienter med skizofreni.

Kvalitet i dagligdagen

”Ingen anden afdeling opfylder så stor en del af kvalitetskravene til moderne skizofrenibehandling”, skriver avisen Dagens Medicin den 5. december 2008.

En del af recepten på god behandling er, at afdelingen har gjort de mål for kvalitet, som er fastsat i Det Nationale Indikatorprojekt (NIP), til en del af det daglige virke. På den måde har sundhedspersonalet hele tiden styr på, om patienterne får den rigtige behandling.

- I stedet for at udfylde NIP-skemaerne, når patienten er udskrevet, registrerer vi undervejs i behandlingsforløbet. Det er for eksempel med til at sikre, at patienterne altid undersøges for eventuelle bivirkninger af medicinen, og at risikoen for selvmord vurderes under indlæggelsen, siger ledende overlæge Thorkild Sørensen.

Afdeling P i Odense er også nået langt, når det handler om at begrænse brugen af flere typer antipsykotisk medicin på én gang. Jo flere typer medicin patienten får, jo større er risikoen for bivirkninger. På landsplan får 50 procent patienter med skizofreni i dag to eller flere slags antipsykotisk medicin. Afdelingen i Odense er nede på 20 procent.

Specialister og fælles fodslag

Når patienter indlægges på Afdeling P, kan de være sikre på, at sundhedspersonalet, der behandler, er specialister i lige præcis deres sygdom.

- Den specialisering er et væsentligt grundlag for, at kvaliteten i behandlingen er høj, påpeger Thorkild Sørensen. Han fremhæver også afdelingens tætte samarbejde med kommune, pårørende og brugere.

- Fælles fodslag og tæt dialog gør det muligt for os at sikre rammer for gruppen af dårlige patienter i socialpsykiatrien, så de ikke ryger frem og tilbage i systemet. – I øvrigt helt i tråd med Region Syddanmarks Psykiatriplan, der blandt andet har som mål at styrke den ambulante behandling.

Også forskning med afsæt i hverdagen med patienterne nævner Thorkild Sørensen som et af midlerne til at holde kvalitetsfanen højt.


Siden er sidst opdateret 05-12-2008.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@rsyd.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00