Ledige job | Kontakt | Nyhedsbreve | Presse | Web-tv |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilNyhedsarkivpilNyheder 2008pilDecember 2008pilBørn skal vise vejen for syddansk erhvervsliv

Børn skal vise vejen for syddansk erhvervsliv

Digital hoppeborg, H.C. Andersen som virtuel skater-dude eller møbler, der skal samles på en bestemt måde, før de virker. Resultaterne kan blive mange af et helt nyt projekt, som Syddansk Vækstforum netop har bevilget 24 mio. kr. til.

Projektet hedder ”Leg og læring Kids’n Tweens’ Lifestyle” og løber over de næste tre år, og udføres i samarbejde mellem BIZ-ART – Center for Kultur og Erhverv og Syddansk Turisme. Det tæller i alt 36 partnere, og involverer videninstitutioner, brancheorganisationer og offentlige erhvervsfremmeaktører.

Det har til formål at gøre erhvervslivet på tværs af forskellige brancher klogere på, hvad der driver børn og unge i dag. Målet er at udvikle nye oplevelser til børn mellem 3 og 12 år, som ikke er set før. Oplevelser, der vil sætte Syddanmark på ikke blot danmarkskortet men også europakortet.

Store forventninger fra Vækstforum
Syddansk Vækstforum, der har bevilget pengene, har store forventninger til projektet.

”Hvis vi fremover skal tjene penge på turismen i Syddanmark, så skal vi gøre det, vi er bedst til, blive blandt de allerbedste og bruge vores fyrtårne til at løfte hele sektoren. Det kræver, at vi samler vores kræfter og tør satse stort. Leg og læringsprojektet Kids’n Tweens’ Lifestyle skal være med til at udvikle de syddanske attraktioner, så vi kan tiltrække den store gruppe af børn og unge, der gerne vil have det sjovt og blive klogere. Det er der mange penge i, og det passer med vores tradition for stærke syddanske læringsmiljøer,” siger Carl Holst (V), regionsrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum.

Børn er selvstændige forbrugere
Børn og unge spiller i dag en endnu større rolle i samfundet end tidligere. De er i højere grad blevet selvstændige forbrugere og har stigende indflydelse på forskellige beslutninger, der involverer dem selv – især når det kommer til ferie. Derfor ligger der et stort potentiale i at vide en masse om børns liv og holdninger. Samtidig ligger projektet i forlængelse af Syddansk Turismes satsning på netop leg og læring, og dermed får dette indsatsområde et stort boost i fremtiden.

Der er flere forskellige brancher med i projektet. Turismen er én branche, men også møbeldesign, arkitektur og teknologi er med. Projektet favner hele oplevelsesøkonomien. Og det er netop styrken og meningen med projektet, forklarer udviklingschef i Syddansk Turisme Jane Hansen.

Kobling af flere brancher er nyt
”At samle forskellige brancher, der alle arbejder med børn, er ikke set før. På den måde skaber vi et forum, hvor helt nye ideer kan blive udviklet. Projektet kan f.eks. gøre flere attraktioner endnu klogere på, hvilke møbler der vil være gode at bruge til indretning af lokaler for at bevare det legende og lærende element gennem hele oplevelsen,” siger Jane Hansen.


Siden er sidst opdateret 18-12-2008.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap