FORSIDEN | WEB-TV | ARTIKLER | SELVBETJENING | OM SITET | LÆS OP | REN TEKST | SITEMAP |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilJanuar 2009pilDesign skal give patienter gode oplevelser

Design skal give patienter gode oplevelser

Et nyt utraditionelt samarbejde mellem Odense Universitetshospital og designfirmaet Designit skal give bud på, hvordan patienternes oplevelse af hospitalet kan forbedres.

Region Syddanmark ønsker flere af disse modige samarbejder på tværs af den offentlige og private sektor til at løse udfordringer, når det gælder bedre velfærd til borgerne.

Erhvervs- og Byggestyrelsen har sagt ja til et spændende, utraditionelt projekt fra Odense Universitetshospital. Region Syddanmark giver fuld opbakning til det spændende projekt, der er et led i en større regional satsning på udvikling af nye velfærdsservices og -teknologier.

Velfærdsteknologi dækker over alle teknologier, som kan forbedre livet for dem, der modtager velfærdsydelser.

– Projektet er et originalt eksempel på, hvordan private og offentlige virksomheder kan spille sammen om at skabe fremtidens offentlige service, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Indlagte er gæster, ikke kun patienter
På hospitalets patienthotel har man i en årrække skabt gode resultater, hvad angår hospitalsservice. Her behandles patienter som gæster og ikke blot som syge. Og det kan ses som positiv effekt, både i tilfredshedsundersøgelserne og i driftsomkostningerne.

Patienter, der bliver behandlet som gæster med mulighed for at tage egne valg, bliver automatisk mere selvhjulpne. Selvhjulpne patienter aflaster personalet og flere undersøgelser viser også, at aktive patienter har en hurtigere helbredelsesrate. På den måde er der også et økonomisk rationale bag tanken om at skabe bedre kvalitet for patienterne.

– Hele den måde at tænke service for patienterne på gennem vores patienthotel er vi nærmest blevet eksperter i. Derfor er næste skridt at afprøve samme tænkning direkte i en del af Odense Universitetshospitals eksisterende kliniske afdelinger, hvor driften på nuværende tidspunkt foregår på traditionel vis, siger administrerende direktør Jens-Otto S. Jeppesen.

Designvirksomhed skal bidrage
Det er her designvirksomheden, Designit, skal bidrage med sine kreative kompetencer og udforme et nyt servicekoncept for en klinisk afdeling på Odense Universitetshospital.

– Vi er ikke låste af systemer og traditioner, men kan gå ind og se, hvad patienterne reelt oplever i løbet af en dag på hospitalet: Hvordan bliver man mødt af personalet, hvordan er skiltningen, hvordan bliver maden serveret? Det er nogle af de spørgsmål, vi stiller for at finde ud af, hvad kvalitet egentlig er for patienterne. Og hvordan vi kan højne kvaliteten i oplevelsen. Ofte er patienterne i en skrøbelig situation, når de er syge, så kan vi være med til at skabe en bedre oplevelse af et patientforløb, har vi nået målet, siger Tine Park, Designit.

Giver designernes pilotprojekt gode resultater, vil det kunne danne skole for landets øvrige hospitaler, som også arbejder med at integrere patienthoteltænkningen i den traditionelle hospitalsdel.

– Projektet falder helt i tråd med anbefalingerne fra regeringens ekspertudvalg, Erik Juhl-udvalget, som netop peger på, at det serviceniveau, vi kender fra patienthotellet, skal indgå i fremtidens sygehusvæsen.At designfirmaet nu går ind og give bud på, hvordan vi konkret kan gøre det, er et stort skridt i den rigtige retning, siger Jens-Otto S. Jeppesen.

 

mikkel.paerremand@regionsyddanmark.dk


Siden er sidst opdateret 06-01-2009.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@rsyd.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00