Verdenssundhedsorganisationen WHO har vurderet, at Influenza A (H1N1) - tidligere kendt som svineinfluenza - er en pandemi på verdensplan. Det vil sige en situation, hvor smitten spreder sig fra person til person på flere kontinenter.
Antallet af smittede vil stige, men for danskerne og borgerne i Region Syddanmark er der ifølge Sundhedsstyrelsen generelt ikke grund til bekymring. De tilfælde, der er registreret, errelativt milde, og intet tyder på at Influenza A (H1N1) er mere alvorlig end de influenzaer, vi ellers kender til. Den store opmærksom skyldes, at den nuværende influenzavirus ikke er set før, og da smitten spreder sig fra menneske til menneske, er der grund til at være opmærksom og følge sygdommen nøje.
Sygehusene og lægerne i Region Syddanmark har forberedt sig, således at beredskabet er klar til at håndtere et større udbrud af Influenza A (H1N1). I april 2009 blev der nedsat en regional styregruppe, som siden har sørget for at koordinere indsatsen på tværs af de forskellige aktører i sundhedsvæsnet. Så hvis en borger i regionen bliver smittet, er den rette hjælp klar.
Influenza A (H1N1) er et nyt virus, der på kort tid er blevet udbredt til det meste af verden. I langt de fleste tilfælde giver den nye influenza milde symptomer, der er overstået efter få dage. Alligevel er det vigtigt at begrænse smitten. Derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen til at følge disse tre råd:
Vask hænder ofte
Influenzavirus sætter sig let på hænderne og spreder sig via håndtryk og overflader som dørhåndtag. Vask derfor ofte hænderne med sæbe.
Host eller nys i ærmet
Influenza smitter gennem virus i små dråber fra hoste, nys og lignende. Dæk derfor mund og næse når du hoster eller nyser. Brug et en-gangs-lommetørklæde eller dit ærme i stedet for din hånd.
Bliv hjemme, hvis du er syg
Influenza spreder sig let på skoler, arbejdspladser og i institutioner. Kontakt lægen pr. telefon i stedet for at møde op i venteværelset.
Personer med nedsat lungefunktion, astma, hjertekarsygdomme, diabetes eller nedsat immunforsvar kan være særligt udsatte ved influenza, og bør kontakte lægen, hvis de får influenza-symptomer. Gravide, der får influenzasymptomer, og forældre til børn under to år med influenzasymptomer, bør også kontakte lægen.
Øvrige patienter med influenzasymptomer opfordres til at holde sig hjemme.
Symptomerne på Influenza A (H1N1) er de samme som ved traditionel sæson influenza – altså feber, ondt i halsen og hoste. Man kan også få diarré.
Se Sundhedsstyrelsens hjemmeside for mere information om influenzaen. Her er også en hotline for borgere med spørgsmål til sygdommen.
Siden er sidst opdateret 31-08-2009.
Kontakt Region Syddanmark
Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@regionsyddanmark.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00