Forsiden | Ledige job | Kontakt | Nyhedsbreve | Presse | For ansatte | Web-tv |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilNyhedsarkivpilJanuar 2010pilRegionsrådet imod lukning af Skårup Seminarium

Regionsrådet imod lukning af Skårup Seminarium

University College Lillebælts beslutning om at nedlægge læreruddannelsen på Skårup Seminarium får ikke opbakning fra regionsrådet.

Beslutningen er i modstrid med regionens udviklingsplan om at alle borgere skal kunne uddanne sig i yderområderne, lyder meldingen fra regionsrådet. Dermed sender regionspolitikkerne et signal til bestyrelsen for University College Lillebælt, om at de fraråder en lukning af det sydfynske seminarium.

Regionsrådet beklager stærkt University College Lillebælts principbeslutning, fordi den betyder, at et udkantsområde både mister et videregående uddannelsestilbud og arbejdspladser. Beslutningen vil svække det sydfynske uddannelsesmiljø, have negative konsekvenser for lokalområdet og vil kunne svække rekrutteringen af lærere til folkeskolerne på Sydfyn.

"Jeg kender udmærket de argumenter, der ligger til grund for bestyrelsens beslutning. Men som regionsråd kan vi principielt ikke bakke op om beslutningen, da det strider imod vores visioner for udviklingen i regionen", siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

"Geografisk nærhed til attraktive uddannelsestilbud er helt afgørende for borgernes muligheder for at udvikle faglige kompetencer", siger Carl Holst.

Regionsrådet er derfor imod den principbeslutning om at samle læreruddannelserne på Fyn i Odense og nedlægge læreruddannelsen i Skårup, der er truffet af University College Lillebælts bestyrelse. Regionen er opmærksom på, at bestyrelsen har undersøgt de forhold, der er blevet rejst af Svendborg Kommune vedrørende alternativer til lukning.

Regionsrådet opfordrer University College Lillebælt til at kontakte Undervisningsministeriet, og rejse spørgsmålet om muligheden for et såkaldt yderområde-taksameter tilskud. Det vil betyde, at uddannelser, der ligger i yderområder vil kunne få højere tilskud per elev end uddannelser i fx Odense.

"Hvis vi skal have uddannelsessteder i yderområderne af Danmark, er man nødt til at tænke helt anderledes. Derfor opfordrer vi også bestyrelsen for UC Lillebælt til at gå til ministeren og få lavet et taxametersystem, der tager højde for, at det er dyrere at drive seminarium i Skårup end København", siger næstformand Poul-Erik Svendsen (S).

"Fordi lukningen er benhårde realiteter for Sydfyn, og kan også være det for Jelling Seminarium og andre uddannelser i regionen på længere sigt", siger Poul-Erik Svendsen.

Regionsrådet anbefaler:

Hvis University College Lillebælt fastholder beslutningen om nedlæggelsen, anbefaler regionsrådet at University College Lillebælt foretager følgende:

- at sikre, at alle på Fyn, har mulighed for at videreuddanne sig i nærområdet. Konkret anbefales det, at University College Lillebælt udarbejder forskellige løsninger fx i form af fjernstudier eller forlagt undervisning til at sikre uddannelsesudbuddet på hele Fyn.

- at sikre, at de lærerstuderende i en fremtidig situation med lærermangel, kommer i praktik i udkantsområderne. Med samlingen af de fynske læreruddannelser i Odense er der en risiko for, at de lærerstuderende kun vil orientere sig i forhold til folkeskolerne i Odense-området.

- derfor bør University College Lillebælt udarbejde en praktikpladspolitik, som sikrer, at de lærerstuderende kommer i praktik i udkantsområderne. University College Lillebælt bør sikre, at de lærerstuderende opbygger en tilknytning til udkantsområderne, som vil kunne resultere i en øget jobsøgning her.




Siden er sidst opdateret 25-01-2010.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap