Forsiden | Ledige job | Kontakt | Nyhedsbreve | Presse | For ansatte | Web-tv |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilNyhedsarkivpilJanuar 2010pilOplysninger i Fyens Stiftstidende er ikke korrekte

Oplysninger i Fyens Stiftstidende er ikke korrekte

Det er ikke korrekt, når Fyens Stiftstidende i dag i en række artikler påstår, at Region Syddanmark ikke samarbejder med private rekrutteringsfirmaer om at finde kvalificerede mammaradiologer.

”Vi leder med lys og lygte efter kvalificerede mammaradiologer på mange forskellige måder”, siger ledende overlæge Walter Schwartz, mammograficentret på Odense Universitetshospital.

” Vi har blandt andet brugt flere hundrede tusinde kroner på tre private rekrutteringsfirmaer for at finde egnede kandidater. Indtil videre har samarbejdet ikke båret frugt. Eneste udbytte er én jobsamtale, som jeg har i kalenderen i denne uge”.

Det er heller ikke korrekt når Fyens Stiftstidende skriver, at rekrutteringsfirmaet Grith-Tschorn i august 2009 tilbød Region Syddanmark syv udenlandske mammaradiologer, der umiddelbart kunne arbejde i regionens mammacenter.

Region Syddanmark modtager mange henvendelser fra forskellige rekrutteringsfirmaer og både Region Syddanmarks HR-afdeling og Walter Schwartz har i efteråret haft samtaler med rekrutteringsfirmaet Grith-Tschorn for at afdække, om firmaet kan hjælpe med at finde kvalificerede medarbejdere til regionen.

I den forbindelse sendte Grith-Tschorn regionen den 5. november en liste med 18 ”mammaradiologer”. Walter Schwartz har vurderet de 18 kandidater, og har desværre måttet konstatere at ingen af dem umiddelbart er egnede. Flere af dem er ikke mammaradiologer og de fleste af dem er fra 3. verdenslande. Det betyder, at de skal igennem et langt undervisningsforløb med eksamen før Sundhedsstyrelsen eventuelt vil give dem en dansk autorisation.

Walter Schwartz påpeger i øvrigt, at samarbejdet med Region Syddanmarks HR-afdeling er velfungerende.

”Vi har en god dialog om rekrutteringstiltag. Vi koordinerer i høj grad de lokale og centrale bestræbelser på at finde kvalificerede mammaradiologer”, siger Walter Schwartz.

”Jeg vil gerne understrege, at mangel på mammaradiologer kun er en lille del af årsagen til den forsinkelse, vi har på brystkræftscrenninger. Problemer med it og sygeplejerskestrejken har også deres store del af skylden. Men vi arbejder hårdt på at finde løsninger, så vi kan komme af med den pukkel, vi har”.




Siden er sidst opdateret 27-01-2010.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap