FORSIDEN | WEB-TV | LEDIGE JOB | SELVBETJENING | OM SITET | LÆS OP | REN TEKST | SITEMAP |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilNyhedsarkivpilJanuar 2010pilFlere unge skal holdes fast

Flere unge skal holdes fast

I løbet af i år vil godt 3.000 unge i Region Syddanmark opgive at tage en uddannelse. Dermed rykker de tættere på arbejdsløshedskøen. Regionen øger derfor nu yderligere indsatsen for at få de unge tilbage på skolebænken.

Det sker med et nyt projekt, Hold Fast, hvor over 100 uddannelsessteder i Region Syddanmark og Region Midtjylland tager fat om de unge, der har størst risiko for at falde fra. De skal støttes allerede fra folkeskolen til ungdomsuddannelsen er taget.
 
- Det er nødvendigt, at vi styrker indsatsen for at få unge til at gennemføre en uddannelse. Vi skal bruge de midler og muligheder, der er samlet om Syddansk Uddannelsesaftale og Hold Fast, til at vende den kedelige udvikling, siger regionsrådsformand Carl Holst.

I Syddanmark er der over 20 pct., som ikke får en uddannelse, og samtidig forsvinder en række af de ufaglærte job.
- Det kan ikke understreges nok, at uddannelse er vejen frem, hvis de unge skal i arbejde. Vi har et særligt problem her i regionen, fordi der altid har været mange ufaglærte, og derfor gør vi en særlig indsats for mere uddannelse. Ellers kommer virksomhederne til at mangle kvalificeret arbejdskraft i fremtiden, forklarer Carl Holst.

Hold Fast vil bruge ungdomsvejlederne som bindeled så de unge ikke tabes på vejen gennem folkeskolen til ungdomsuddannelsen er gennemført. Projektet arbejder blandt andet med mentorordninger, indslusningsordninger, introduktionsforløb og opsamlingskurser.

- Vi går målrettet efter at få fat i de unge, som falder fra i skiftet fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne. Her er der erfaringsmæssigt mange som springer fra, og derfor en stor gevinst at hente, siger projektkoordinator Kirsten Bach Kjeldal, IBC.

Mere end 100 skoler og institutioner er med i de to regioner, blandt andet Vejle Handelsskole, IBC International Business College, VUC Fyn & Fyns HF-kursus, Rosborg Gymnasium og HF, Ribe Handelsskole, Syddansk Erhvervsskole, fem lokale UU-centre, VIA Erhvervsuddannelser, Randers Kommune og Århus Tekniske Skole.

Hold Fast er støttet af Syddansk Vækstforum og Region Syddanmark og har et samlet budget på 46 mio. kr.

Fakta:
Regeringen har et mål om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015.
I Region Syddanmark begynder ca. 95 pct. af en årgang på en ungdomsuddannelse, men der er kun omkring 79 pct. der gennemfører.

Hold Fast:
Mere end 100 uddannelsessteder i Region Syddanmark og –Midtjylland er med i projektet, der skal få flere unge til et gennemføre en ungdomsuddannelse.
Ungdomsvejlederne skal være bindeled mellem folkeskolerne og ungdomsuddannelserne.
Projektet støttes af EU’s Socialfond med 22 mio. kr. og af Region Syddanmark med 4,6 mio. kr. af det samlede budget på 46 mio. kr.

Særlige indsatsområder:
- Mentorordninger skal følge eleven gennem hele forløbet
- Indslusningsordningerne skal forbedres
- Mere målrettede introduktionsforløb og opsamlingskurser

Syddansk Uddannelsesaftale
Syddansk Uddannelsesaftale samler alle centrale aktører i regionen, og målet er at få alle til at trække i samme retning. Aftalen blev indgået i oktober.

Særlige indsatsområder:
- Overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse skal styrkes
- Undervisningen skal styrkes for at bremse det store frafald på ungdomsuddannelserne.
- Der skal gøres en ekstra indsats for at fastholde de svageste elever.
- Antallet af praktikpladser skal øges
De forskellige skoler og institutioner kan få økonomisk hjælp og støtte til projekter, som kan få flere unge til at gennemføre en uddannelse. Region Syddanmark har netop afsat 80 mio. kr. over de næste fire år til formålet.


 




Siden er sidst opdateret 11-02-2010.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@rsyd.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00