Politikerportræt: Kristian Grønbæk Andersen (R)

Portrættet er skrevet i begyndelsen af 2010:

Hjemmet er basen for et travlt liv

Kristian Grønbæk Andersen lige kommet ind af døren fra sit arbejde som sekretariatsleder og har lynhurtigt set, at der er kommet en anseelig bunke post.

Kristian Grønbæk Andersen følger nyhederne nøje både de regionale aviser og på nettet. – Det er en nødvendighed at være klædt på nyhedsmæssigt. Foto: Jakob Fynsk

– Det er nu ingenting i forhold til den dynge mails, der altid ligger og venter. Det er utroligt, så meget materiale og rapporter, der er i politik i dag, siger han.

Han slår sig ned i stuen, hvor reolerne er fyldt til bristepunktet med biografier og skønlitteratur. I øjeblikket synes han, Blekingegadebanden er spændende læsning.

– Jeg vil gerne prøve at forstå, hvad der får kloge mennesker til at blive så forblændede af en ideologi, at de sprænger grænserne for almindelig adfærd, forklarer han.

Den 55-årige odenseaner må dog erkende, at i regionsrådets arbejdssæson kan en bog godt vare i flere måneder. Han får så rigeligt dækket sit læsebehov på anden vis, og på en spisetruestol ligger da også en sirlig bunke aviser. Jyske Vestkysten og Fyns Stiftstidende.

Miljøskade eller gener

I stuen står et nyt bob–spil, som den radikale familiefar ønskede sig i julegave, da brikkerne til det gamle var slidt op. Ved siden af spillet står et med to små skildpadder. Det er hans 12–årige datters. Hun er familiens yngste, de andre tre er flyttet hjemmefra for at studere i enten Århus eller København, men de kommer ofte hjem, og det skal der findes tid til, understreger deres far.

– Lige nu er jeg den eneste, der er partipolitisk aktiv, men resten af familien har det også i generne, eller også er de bare miljøskadede. Så snakken går – og også om politik.

Planlægning er vigtig

Med arbejdet i Regionsrådet og Det Radikale Venstre har Kristian Grønbæk Andersen en samlet arbejdsuge på ca. 60 timer.

– Vi har en travl dagligdag, og når vi skal nå det hele er det vigtigt at planlægge dagligdagen, og at vi alle sammen hjælpes ad. Vores børn accepterer også, at jeg, for at få det hele til at hænge sammen, er nødt til at afsætte en dag hver weekend til en kontordag, hvor jeg nærlæser alt det politiske materiale, der er kommet i ugens løb. Til gengæld er den anden dag helliget familien.