FORSIDEN | WEB-TV | LEDIGE JOB | SELVBETJENING | OM SITET | LÆS OP | REN TEKST | SITEMAP |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilNyhedsarkivpilMaj 2010pilTorben Bøge Mikkelsen bliver ny forstander på botilbud i Nyborg

Torben Bøge Mikkelsen bliver ny forstander på botilbud i Nyborg

Region Syddanmark har ansat Torben Bøge Mikkelsen pr. 1. juni som forstander for Engbo, der er et botilbud for udviklingshæmmede i Nyborg, og en del af det tidligere Strandvænget. Han er godt bekendt med regionens arbejde på socialområdet, da han tidligere har været afdelingsleder på døgninstitutionen Egely, der er en anden af regionens institutioner. De sidste fire år har han været forstander for Det Gamle Mejeri, der er en selvejende institution for sent-udviklede og bogligt svage.

Torben Bøge Mikkelsen

Torben Bøge Mikkelsen er i forvejen godt bekendt med regionens arbejde på socialområdet, da han tidligere har været afdelingsleder på døgninstitutionen Egely, der er en anden af regionens institutioner. Foto: Jørgen Diswal.

 

- Totalt set bliver det en kæmpe udfordring. For mig er det vigtigt, at Engbo er et sted, hvor pårørende kan anbringe deres kære, i vished om at alle gør deres yderste for at gøre en forskel, siger han.

Som ny forstander kommer han til at stå overfor nogle store byggeopgaver. Engbo flytter fra den nuværende adresse i Nyborg til nybyggerier i henholdsvis Kerteminde og Nyborg over de næste tre år.

Samtidig står Engbo som de øvrige botilbud, der er opstået af det tidligere Strandvænget, aktuelt overfor store økonomiske udfordringer med at tilpasse antallet af medarbejdere. Botilbuddet har brugt for mange penge de sidste to år, hvilket betyder, at tilbuddet er i gang med en nødvendig tilpasning af medarbejdertallet.

Jens Jørn Bøvling, der er driftsdirektør på det sociale område i Region Syddanmark, glæder sig rigtig meget over, at Torben Bøge Mikkelsen har sagt til jobbet.

- Der ligger et stort arbejde i at få tilpasset opgaverne med borgerne og i organisationen. Men jeg tror, at Torben med hans ledererfaringer og baggrund er den helt rigtige til at gennemføre det, siger Jens Jørn Bøvling og uddyber:

- Derudover vil der løbende være en stor opgave i at sikre den nødvendige belægning på Engbo, hvilket jeg også tror, at Torben med hans erfaringer fra det private har en god baggrund for at medvirke til.

Om Torben Bøge Mikkelsen:

  • 44-årige Torben Bøge Mikkelsen er uddannet socialpædagog i 1991, og har siden suppleret med Fyns Amts lederuddannelse i situationsbestemt ledelse og en mastergrad i NLP fra Dansk NLP institut i Århus.
  • Har de sidste fire år været forstander for Det Gamle Mejeri i Vester Nebel, der er en selvejende institution for sent-udviklede og bogligt svage.
  • Var fra 2004 til 2006 afdelingsleder på den sikrede døgninstitution Egely i Nørre Aabye på Fyn.
  • Bor i Middelfart med sin kone og deres fælles datter på fire år. Har to drenge på 18 og 21 år fra tidligere ægteskab.

Fakta om Engbo:

Engbo er en af tre institutioner under det tidligere Strandvænget, der ved årsskiftet blev delt op i tre mindre institutioner.

 

Billede af Torben Bøge Mikkelsen kan downloades her

 




Siden er sidst opdateret 17-06-2010.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@rsyd.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00