FORSIDEN | OM SITET | LÆS OP | REN TEKST | SITEMAP |
Søg

HRTil Region SyddanmarkTil HR PortalenHR PortalVærdier PolitikkerMedindflydelse / BestemmelsePersonaleforholdUddannelse/udviklingArbejdsmiljøJob

Hovedudvalgets møde 17. juni 2010

 

Referat


Human Resources - Hovedudvalget

Mødedato: 17-06-2010

Mødested: Mødeværelse 4

Medlemmer: Mikkel Hemmingsen, Lone Rasmussen, Jytte Laen, Edel Marie Laursen, May Britt Larsen, Brian Errebo-Jensen, Magga Chemnitz, Jørgen Nørris Christensen, Keld Hansen, Jesper Rønn, Allan Thimsen Pedersen, Gitte Møller, Jens Elkjær, Agnete Philipsen, Carsten Søgaard, Helle Adolfsen, Anders Meinert Pedersen, Thomas Tønnes, Helle Marie Mogensen, Karlos Maruri, Torben S. Nielsen, Leo Højrup, Hans Henrik Juliussen, Jane Kraglund, Dorte Ruge, Lis Nielsen, Hanne Ellegaard, Hans Jakobsen, Tine Dahl Hald, Niels Jørgen Rønje, Anita Bisgaard, Anne Marie Christoffersen

Afbud: May Britt Larsen, Brian Errebo-Jensen, Allan Thimsen Pedersen, Thomas Tønnes, Torben S. Nielsen, Leo Højrup, Jane Kraglund, Hanne Ellegaard

 

Indholdsfortegnelse  

Sags nr.

1. Referat fra sidste møde til orientering

2. Orientering fra møder, henvendelser m.v.

3. Opsamling - materiale fra aflyst møde i HU den 27. april 2010

4. Ny arbejdsmiljølov

5. Medarbejdertilfredshedsundersøgelse 2010 - spørgeramme

6. Overførsel af Trindvold til Kolding Kommune pr. 1. januar 2011

7. Økonomi

8. Vision for sundhedsvæsenet i Region Syddanmark

9. Sygefravær som indsatsområde

10. Personalepolitiske projekter

11. Kommunikationsplan

12. Reduktion i antallet af arbejdsulykker i Region Syddanmark

13. Enhed for Velfærdsinnovation er fra den 7. juni 2010 klar med idé- og projektbørs www.INVIA.nu i en    medarbejderversion.

14. Ændring i den reviderede lokalaftale og dispensationsansøgning om næstformandsvalg

15. Kommunikation fra dette møde

16.    Eventuelt

Bilagsoversigt

 

Referat fra sidste møde til orientering 

Sagsnr: 10/96

 

Sagsfremstilling

Referat fra sidste møde til orientering.

Beslutning i Hovedudvalget den 17-06-2010

Medarbejdersiden oplever, at mange ansatte endnu ikke er bekendt med problemstillingen om forsikringsmæssig dækning. Hovedudvalgets sekretariat vil lave et orienteringspunkt, som Fælles MED-udvalgene kan sætte på deres dagsorden, herunder drøfte, hvordan resten af områdets MED-system orienteres.

Bilag:

1 Referat fra Hovedudvalgets møde 8. marts 2010

 

2. Orientering fra møder, henvendelser m.v.

Sagsnr: 10/96

 

Sagsfremstilling

a) Man kan nu tilmelde sig til arbejdsmiljøkonferencen, brug linket: http://www.regionsyddanmark.dk/wm318047. Her kan du se program og tema-sessions for Arbejdsmiljøkonferencen 28. september 2010 i Fredericia Messecenter og samtidig tilmelde dig konferencen.

b) Balancekonference 31. august 2010, Torvehallerne i Vejle. Konferencen er overtegnet.

c) Orientering fra arbejdet med arbejdsmiljøstatus.

d) Hovedudvalgets døgnseminar 15.-16. november 2010.

e) Dialogmøde med formandskaber og arbejdsmiljørepræsentant fra Fælles MED-udvalgene i juni 2010 er aflyst. Nyt møde planlægges til efteråret.

f) Der er kommet vedlagte materiale jvf. OK 08 omkring midler til jobbytteinitiativer. Materialet sættes på dagsordenen på HU’s møde til september.

Indstilling

Til orientering

Beslutning i Hovedudvalget den 17-06-2010

a) Orienteringen givet

b) Balancekonferencen vil efterfølgende blive evalueret i Hovedudvalget for at afklare om der ønskes yderligere aktiviteter.

c) Gruppen har holdt et møde og besluttet at indsamle det der findes på FMU-niveau om arbejdsmiljøredegørelser m.v. Desuden overvejes, hvad der mere kan give mening fx sygefraværsstatistikker. Hovedudvalget vil på sit møde i oktober blive forelagt en arbejdsmiljøstatus.

d) Ledersiden ønsker at gøre arbejdsmiljø til et tema for årets døgnseminar. Det foreslås, at der på mødet i september fremlægges et forslag til program.

Der er enighed om, at fokus på at fastholde, sikre og udvikle et godt arbejdsmiljø i forandringstider og under økonomiske udfordringer er et meget vigtigt tema.

e) Dialogmødet holdes i efteråret.

f) Der er enighed om, at der kun er tale om meget små og symbolske midler til arbejdet.

Medarbejdersiden foreslår at lægge det ind i ansøgningspuljen til kompetenceudviklingsmidler, da dette system alligevel kører. Mulighederne herfor overvejes og sagen drøftes på mødet i september.

Bilag:

2a Brev - trepartsmidler til jobbytte

2b Skema - beskrivelse af jobbytte

 

3. Opsamling - materiale fra aflyst møde i HU den 27. april 2010

Sagsnr: 10/96

 

Sagsfremstilling

Hovedudvalgets møde 27. april 2010 blev aflyst. Der blev 22. april sendt en mail ud med det materiale, der skulle have været behandlet på det aflyste møde. Der var primært tale om materiale til orientering.

Til to af punkterne (Kommissorium vedr. revidering af socialt kapitel og Reduktion i antallet af arbejdsulykker) fremgik det af materialet, at der kunne indsendes kommentarer frem til 27. april 2010, hvorefter indstillingerne blev godkendt af formandskabet.

Indstilling

Til orientering og opsamlende drøftelse

Beslutning i Hovedudvalget den 17-06-2010

Om fusionen mellem Nyborgskolen og Center for Høretab kan der suppleres med, at arbejdet er godt i gang og med god og konstruktiv forandringsvilje fra alle.

Bilag:

3 Materiale fra aflyst HU-møde - samlet udskrift

 

4. Ny arbejdsmiljølov

Sagsnr: 10/96

 

Sagsfremstilling

Der er 11. maj 2010 vedtaget ny arbejdsmiljølov som træder i kraft 1. oktober 2010.

Niels Jørgen Rønje orienterer om den nye lov og konsekvenserne heraf.

Indstilling

Til orientering

Beslutning i Hovedudvalget den 17-06-2010

Niels Jørgen Rønje fortalte kort om de større ændringer i arbejdsmiljøloven 2010 med relevans for Region Syddanmark

Loven er vedtaget 11. maj – men stadig en rammelov, hvor ministeren i samarbejde med parterne skal udfylde rammerne med bekendtgørelser. Hele loven træder i kraft 1. oktober.

Ledelse og medarbejdere har større mulighed for at organisere arbejdsmiljøarbejdet, så det passer til den enkelte arbejdsplads. Forudsætningen for en afklaring er en drøftelse af arbejdsmiljøorganisationens samlede opgaver m.m.

Arbejdsmiljøuddannelsen ændres fra fem til tre obligatoriske dage indenfor de tre første måneder man er valgt/udpeget til en arbejdsmiljøgruppe. Derefter skal der være tilbud om to dage indenfor det første år. For alle medlemmer af arbejdsmiljøgrupper er der tilbud om 1½ dags årlig efteruddannelse. Indhold og form i de tilbudte efteruddannelsesdage bestemmes af den enkelte arbejdsplads.

Arbejdsgiveren skal sørge for, at der udarbejdes en kompetenceudviklingsplan for medlemmer af arbejdsmiljøgruppen. Det kan fx være et punkt i aftalen om vilkår for arbejdsmiljøgrupper. Kompetenceplanen samt efteruddannelsesplanen bør hænge sammen med de mål og indsatser, der ifølge lokalaftalen udarbejdes af Fælles MED- og lokal MED-udvalgene. Lokale aftaler mellem ledelse og ansatte og fremadrettede indsatser samt evalueringer af fremdriften er generelt et bærende princip i ændringerne i lovgivningen.

I arbejdsmiljøloven hedder det nu - på samme måde som det har været tilfældet det sidste år i Region Syddanmark - fremover arbejdsmiljørepræsentant/arbejdsmiljøleder og arbejdsmiljøorganisation i stedet for sikkerhedsrepræsentant/sikkerhedsleder og sikkerhedsorganisation.

For arbejdspladsen kan den ændrede arbejdsmiljølov være en anledning til at vurdere hvordan arbejdsmiljøarbejdet kan give endnu mere mening og værdi for arbejdspladsen.

Bilag:

4 Ny arbejdsmiljølov

 

5. Medarbejdertilfredshedsundersøgelse 2010 - spørgeramme

Sagsnr: 10/5703

 

Sagsfremstilling

Som bekendt skal der gennemføres medarbejdertilfredshedsundersøgelse for alle regionens ansatte fra 15. september – 6. oktober 2010.

Da der er foretaget leverandørskifte fra pilotprojekterne i 2009 til den obligatoriske undersøgelse i 2010 vil der være ændringer i den fælles spørgerammen. Årsagen hertil er, at der kunne må benyttes 12 spørgsmål direkte fra den fælles spørgerammen fra 2009.

Dog tilstræbes det, at den nye fælles spørgeramme ligger sig så tæt op ad den foregående, at de enheder, der gennemførte en medarbejdertilfredshedsundersøgelse i 2009, stadig har mulighed for at benchmarke på denne.

Hele spørgerammen indeholder følgende elementer:

  • Koncernspørgsmål
  • Ca. 32 fælles spørgsmål
  • Sektor spørgsmål
  • Lokale spørgsmål
  • 8 nationale spørgsmål

Derudover tilbydes 15 ekstra spørgsmål, som betyder at spørgerammen også er dækkende for en APV- både den fysiske og psykiske del. Dvs., at det er muligt at integrere APV i MTU’en 2010, såfremt dette ønskes. Det skal dog understreges, at dette er frivilligt for den enkelte enhed.

 Ovenstående betyder, at sygehusenhederne har 10 sektorspørgsmål, som er udviklet og afprøvet i 2009. Dertil skal hvert enkelt sygehus udvikle 10 lokale spørgsmål.

Psykiatrien får en samlet spørgsmålspulje på 20 spørgsmål. Det samme gør sig gældende for det sociale område.

Regionshuset inkl. satellitter fortsætter med de lokale spørgsmål, som blev afprøvet i MTU 2009.

 De 8 nationale spørgsmål er medtaget efter aftale med de andre regioner, således at der på disse spørgsmål er mulighed for benchmark regionerne i mellem. 4 Spørgsmål relaterer sig til det sociale kapitel og de andre 4 er valgt, fordi de har karakter af at være en form for konklusion eller

helhedsvurdering i.f.t. trivslen på arbejdspladsen.

Det anbefales desuden, at hovedudvalget dagsordenssætter det gode opfølgningsforløb i relation til MTU´en på dialogmødet med FMU formandskaberne i efteråret.  

Indstilling

Til orientering

Beslutning i Hovedudvalget den 17-06-2010

Under punktet deltog Camilla Berendsen og Jens Handberg fra Ledelsesakademiet, som arbejder med medarbejdertilfredshedsundersøgelsen.

Fra ledersiden er meldingen, at det er vigtigt inden medarbejdertilfredshedsundersøgelsen gennemføres, at det er klart, hvilken leder medarbejderen skal vurdere. Undersøgelsens resultater er ikke i sig selv interessante. Det interessante er de ændringer opfølgningsarbejdet medfører, der kan gøre en forskel. Derfor er opfølgningen væsentlig.

Der blev spurgt til muligheden for at vurdere på mere end en leder, de steder der er en delt ledelse. Projektet arbejder på at afklare om det kan lade sig gøre.

MED-udvalgene opfordres til at dagsordenssætte, hvordan de forbereder medarbejderne på den undersøgelse, der kommer, fx er det væsentligt at slå fast , at undersøgelsen er anonym. Ingen i Region Syddanmark har adgang til at se, hvad den enkelte medarbejder har svaret på spørgsmålene, ligesom der ikke udarbejdes rapporter for enheder med under 5 besvarelser.

De lokale projektledere har fået en igangsættelsesguide og en opfølgningsguide. De to vejledninger kan tilpasses lokalt og skal sikre gode processer og ordentlig opfølgning.

Medarbejdersiden fandt det uheldigt, at man ikke har kunnet nå at se en evaluering fra pilotprojekterne inden undersøgelsen kører i hele regionen.

Medarbejdersiden kommenterede, at der i procespapiret åbnes for, at undersøgelsen ikke nødvendigvis forankres i MED-systemet. Det er Hovedudvalgets anbefaling, at medarbejdertilfredshedsundersøgelserne forankres i MED-systemet.

Medarbejdersiden i Hovedudvalget er generelt skeptiske i forhold til APV-modulet men anbefaler at APV kører tidsmæssigt samtidig med MTU så opfølgningen kan koordineres. Argumenterne handler primært om at spørgsmålene ikke er gode nok, at undersøgelsen er anonym og, at det vurderes, at undersøgelsen kommer for langt væk fra arbejdsmiljøgrupperne og det daglige arbejdsmiljøarbejde. APV-modulet er et tilbud til de lokale undersøgelser, hvorfor brugen anvendelsen af modulet beror på lokale beslutninger. Projektgruppen tager kommentarerne til skemaet med sig.

Opsummerende konkluderes, at der fra drøftelsen vil blive taget med videre:

  • Behov for åbenhed om undersøgelsen og opfølgningen.
  • Spørgsmålene skal der arbejdes lidt videre med
  • Klarhed om hvilken leder der vurderes så det stemmer overens med hvem medarbejderen ser som sin leder.
  • Grundige drøftelser og klare aftaler i MED-udvalg og ledergrupper om opfølgningsprocessen.
  • Grundig kommunikation fx om sikring af anonymitet og opfølgningsproces.

Medarbejdersiden udtrykte bekymring for, om der ved spørgsmålene omkring image, spørges klart og præcist, så der ikke er tvivl om, hvad der svares på. Camilla Berendsen oplyser, at man i spørgsmålene indføjer enhedens navn, netop for at præcisere og at resultatet på imagespørgsmålene netop kan give anledning til en lokal opfølgningsdialog om medarbejdere og lederes oplevelse af arbejdspladsens image, og hvad det betyder for deres trivsel.

Konkrete kommentarer til spørgsmålsformuleringerne kan sendes til projektgruppen frem til 1. juli 2010. Send til Camilla Skytte Berendsen.

Bilag:

5a Fælles spørgeramme 3. juni

5b Projektplan juni ´10

5c Nationale spørgsmål 3. juni

5d APV-modul 3. juni

 

6. Overførsel af Trindvold til Kolding Kommune pr. 1. januar 2011

Sagsnr: 10/7235

 

Sagsfremstilling

Som konsekvens af strukturreformen skal kommunerne i Region Syddanmark hvert år vurdere, hvilke opgaver og institutioner på det sociale område den enkelte kommune vil overtage fra regionen.

Region Syddanmark har modtaget orientering fra Kolding Kommune om, at kommunen formentlig ønsker at overtage det sociale tilbud Trindvold fra den 1. januar 2011. Den endelige vedtagelse afventer den politiske behandling.

Kolding Kommunes overtagelse af Trindvold betyder, at Region Syddanmark skal overføre institutions- og overheadpersonale til Kolding Kommune.

Regionshusets MED-udvalg har på sin seneste møde vedtaget anvendelsen af sidste års kriterier for overførsel af overheadpersonale til kommunerne. Følgende kriterier for overførsel af overheadpersonale er således vedtaget:

Overordnet er overførslen til kommunen omfattet af princippet om, at man følger med sin opgave til den nye myndighed. Derudover er der følgende kriterier i prioriteret rækkefølge for overførslen:

  1. Frivillighed – den medarbejder, der ønskes overført frivilligt, skal have kvalifikationer, der matcher opgaven, der overføres til en given kommune.
  2. Vakante stillinger – kan overføres, hvis stillingen matcher opgaverne, der overføres.
  3. Udpegning – kriterier som geografi og særlige sociale forhold indgår såfremt medarbejderne er ligestillede i forhold til typen af opgaven, der overføres.

Der har desuden været enighed om, at Region Syddanmark i forhold til de ovenfor angivne kriterier – både som afgivende myndighed og som fortsat driftsherre på området – skal sikre, at de nødvendige kompetencer er til stede for at sikre en fortsat kompetent løsning af opgaverne.

Der er blevet udarbejdet en procesplan for overførslen af medarbejdere til Kolding Kommune. Procesplanen er vedlagt som bilag.

Kommunernes eventuelle overtagelse af tilbud betyder alene, at institutionspersonalet får en anden arbejdsgiver, men kommer ikke til at berøre deres ansættelsesforhold i øvrigt.

Indstilling

Til orientering

Beslutning i Hovedudvalget den 17-06-2010

Orienteringen blev givet.

Det bemærkes, at man i forbindelse med varsling skal være opmærksomme på mulige problemer som følge af, at varslingen foregår i en ferieperiode.

Bilag:

6 Tidsplan for overførsel af personale - bilag til MED-udvalgsmøde

 

7. Økonomi

Sagsnr: 10/96

 

Sagsfremstilling

Økonomidirektør Mogens Sehested Kristensen orienterer om regionens økonomi

  • Regnskab 2009
  • Statusopfølgning omkring økonomien i 2010
  • Orientering fra økonomiforhandlingerne, hvordan er den økonomiske prognose for 2011?
  • Orientering om budgetproces ift budget 2011

Indstilling

Orientering

Beslutning i Hovedudvalget den 17-06-2010

Orienteringen blev givet. Med referatet sendes en kopi af de anvendte plancher.

Der lægges i økonomiaftalen op til en væsentlig afdæmpning af væksten på sundhedsområdet.

I forhold til det sociale område finder Region Syddanmark økonomiaftalen uheldig, da den risikerer at føre til en udvanding af den regionale ekspertise på det højt specialiserede område. Der pågår arbejde med en lovændring på området. Formentlig træder den i kraft til årsskiftet. Ledelsessiden fortæller, at man planlægger at sætte mere fokus på og arbejde offensivt med regionens rolle på det sociale område.

I kommunernes aftale med regeringen er lovet mere indflydelse på måden sundhedsvæsenet drives på.

Det opleves som positivt, at økonomiaftalen også berører forventningsafstemning på et længere perspektiv end tidligere.

Det er en udfordring at effektivisere med en lavere vækst, og vi skal være opmærksomme på, at de investeringer, vi foretager også aflaster økonomien.

Der blev orienteret om en pressemeddelelse om en Vækstpakke, der handler om, at Region Syddanmark bruger 1 mia. kr. af sin kassebeholdning på at fremrykke allerede aftalte investeringer. Der er tale om investeringer indenfor:

  • FAM på Sydvestjysk Sygehus.
  • Renovering på OUH - Svendborg.
  • Samling af psykiatrien fra Haderslev og Aabenraa  i Aabenraa.
  • Parkeringshus ved OUH.
  • Sundheds IT-systemer.
  • Energispareprojekter.

 

8. Vision for sundhedsvæsenet i Region Syddanmark

Sagsnr: 10/96

 

Sagsfremstilling

Der er nedsat et særligt politisk udvalg i Region Syddanmark, som skal udarbejde en ny vision for sundhedsvæsenet i Region Syddanmark. Udvalget drøftede på mødet den 25. maj 2010 det videre arbejde omkring tilblivelsen af en ny vision. På udvalgets møde præsenterede sundhedsdirektionen de foreløbige overvejelser vedr. rammevilkår og overlap til andre visioner/planer samt en foreløbig skitse til involvering af relevante parter i forbindelse med tilblivelsen af en ny vision for Region Syddanmarks Sundhedsvæsen, herunder blev forslag til MED-proces præsenteret. På baggrund af udvalgets drøftelser arbejdes der nu videre med en mere detaljeret procesplan. Den foreløbige skitse til procesplan vedlægges til orientering og drøftelse.

Involvering af ledelsessystemet/afdelingsledelseskredsen sker parallelt og koordineret med involvering af MED-systemet, hvor ledelsessiden naturligvis også er involveret.  

Udvalget vedr. udarbejdelse af ny vision for sundhedsvæsenet i Region Syddanmark vil på det kommende udvalgsmøde den 22. juni 2010 drøfte følgende input:

  • Detaljeret procesplan for udarbejdelse af ny vision for Region Syddanmarks sundhedsvæsen
  • Notat vedr. rammevilkår og overlap til andre visioner/planer
  • Oplæg vedr. begrebsafklaring Introduktion til diskussionsoplæg vedr. indholdet i visionen.

Sundhedsdirektøren orienterer på indeværende møde om seneste status for arbejdet.

Efter Hovedudvalgets drøftelse planlægges det at orientere Fælles MED-udvalgene mhp, at de kan planlægge de to høringsprocesser bedst muligt og efter behov tilpasse mødetidspunkter herefter.

Bilaget vedrørende procesplan er et foreløbigt udkast, hvor der fortsat ikke foreligger planer for involvering af borgerne.

Indstilling

HR og sundhedsstaben indstiller til Hovedudvalget at drøfte den fremlagte procesplan og godkende planen for så vidt angår involveringen af MED-systemet.

Beslutning i Hovedudvalget den 17-06-2010

Baggrund og procesplan blev præsenteret. Der er meget fokus på at gennemføre en grundig proces, som sikrer inddragelse og bred forankring i hele Region Syddanmark.

Medarbejdersiden er meget tilfredse med den tidlige orientering. Det bemærkes, at snitfladerne til praksis, kommuner og uddannelsesinstitutioner er meget vigtig.

Hovedudvalget bakker op om den beskrevne plan for at inddrage MED-systemet. Fælles MED-udvalgene vil herefter blive orienteret om den foranstående proces, så mødeaktiviteter kan planlægges ud fra det.

Bilag:

8a Procesplan - sundhedsvision 080610

8b Planchemateriale - sundhedsvision 080610

 

9. Sygefravær som indsatsområde

Sagsnr: 10/4000

 

Sagsfremstilling

HR har indstillet til direktionen, at et af indsatsområderne i de kommende år skal være sygefravær ud fra tilgangen "Det er sundt at arbejde".

At sygefravær skal være et indsatsområde begrundes med, at der både nationalt og regionalt er meget fokus på, hvordan sygefraværssager håndteres for at sikre fastholdelse til arbejdspladsen. Samtidig ligger der en skjult personaleressource heri, som med den rette indsats kan frigives med gevinst for regionens kerneydelser.

Formålet er overordnet at kvalificere arbejdet med sygefravær, således at Region Syddanmark kan understøtte regeringens mål om at nedbringe sygefraværet med 20 % i 2015. Projektet skal munde ud i en regional strategi for arbejdet med sygefravær, baseret på seneste forskning og erfaringer - fra interne og eksterne projekter.

Tilgangen er innovativ med fokus på helhedstænkning og på at udnytte synergieffekten for hele organisationen. De erfaringer der allerede er gjort skal samles og evalueres, med henblik på at skabe evidensbaseret "next practise" på sygefraværsområdet. HR vil være med til at klæde lederne på til at håndtere indsatser på sygefraværsområde, ud fra et strategisk perspektiv, med fokus på effekt. Målet er at sænke sygefraværet, og dermed frigive flere ressourcer til løsningen af kerneopgaver.

De nærmere leverancer og målsætninger fremgår af vedlagte projektbeskrivelse.

For et projekt af denne størrelse er det afgørende, at der er ejerskab i hele organisationen.

HR vil derfor allerede i projektets start involvere ledelserne fra regionens forretningsområder, de decentrale HR-afdelinger og MED-systemet. Udmøntningen af projektet vil ske ude i organisationen, f.eks. via gennemførelse af decentrale delprojekter, samt løbende involvering af videnpersoner fra forretningsområderne.

I forhold til Hovedudvalget vil arbejdet med revideringen af Det sociale Kapitel blive tænkt ind under projektet for hermed at understøtte, at også den personalepolitiske udmøntning bliver evidensbaseret.

Direktionen behandlede HR’s oplæg den 26. maj 2010, og besluttede at sende projektbeskrivelsen i høring i organisationen.

Indstilling

HR indstiller, at Hovedudvalget drøfter projektbeskrivelsen og afgiver høringssvar til direktionen.

Beslutning i Hovedudvalget den 17-06-2010

Ledersiden præsenterede projektet. Der er tale om en ambitiøs målsætning som dækker over, at sygefraværet for hele regionen gerne skal nedbringes fra samlet set 5 % til 4 %.

Projektet har været behandlet i både direktionen, psykiatri- og sygehusledelseskredsen og vil blive behandlet af sociallederkredsen. Herfra er der opbakning og ønske om stærk ledelsesmæssig forankring. Der lægges også op til en stærk forankring i Hovedudvalget.

Arbejdet med at håndtere sygefraværet er et ledelsesansvar. Der arbejdes allerede fornuftigt med det rundt omkring, projektet skal understøtte dette arbejde.

Reduktionen på 20 % skal ske i forhold til tal for det samlede sygefravær, altså både korttidsfravær og langtidsfravær. Barselsfravær og barns 1. og 2. sygedag indgår ikke i opgørelsen.

Arbejdsmiljøgrupperne er en naturlig del, når man skriver inddragelse af MED-systemet og de tillidsvalgte.

Der udtrykkes bekymring for om reduktionen søges fundet ved at skille sig hurtigere af med de syge medarbejdere. Dette er ikke tilfældet. Projektet fokuserer på fastholdelse.

Medarbejdersiden spurgte, hvorvidt det får konsekvenser, hvis fraværet ikke reduceres i en afdeling, dette er ikke tilfældet. Reduktionen er et samlet mål. De arbejdspladser, der allerede har reduceret meget, kan have svært ved at reducere yderligere. De kan derimod tjene som gode og lærerige eksempler for andre.

Der spørges til om det eksisterende datagrundlag er godt og ensartet nok, da der er forskellig praksis og sker forskellig indberetning. Der er enighed om, at første fokuspunkt er at skaffe gode og ensartede data for sygefraværet. Det arbejdes der ihærdigt med.

Der efterspørges i det videre arbejde et klarere og tydeligere fokus på forebyggelse. Der er behov for at materiale, der sendes ud om projektet gøres klart og præcist - hvem gør hvad og hvornår. Der er her tale om den overordnede projektbeskrivelse, herunder vil opstå lokale projekter, indsatser og aktiviteter.

Der følger ikke midler med projektet. Der skal være tale om en minimal ekstra belastning lokalt. Projektet skal tænkes ind i det vi plejer at gøre fx regionens lederuddannelse.

Hovedudvalget følger op på projektet, herunder lokal forankring, udvikling af statistikmaterialet, udviklede redskaber, konkret leveranceplan og den samlede fraværsprocent.

Såfremt der etableres en styregruppe for projektet får medarbejdersiden en plads i denne. Medarbejdersiden finder en repræsentant.

Der er også enighed om, at det er vigtigt med snitfladen til kommunerne fx gennem partnerskabsaftaler.

Bilag:

9 Projektbeskrivelse - 03.06.10

 

10. Personalepolitiske projekter

Sagsnr:

 

Sagsfremstilling

Hovedudvalget besluttede på mødet den 20. januar 2010, at de personalepolitiske midler (1,5 mio.) der er til rådighed i overenskomstperioden, bruges til projekter inden for sundhed og trivsel. Hovedudvalget behandlede på mødet den 8. marts 2010 HR´s ansøgningsmateriale.

Fristen for at søge midler var den 1. juni 2010. Ved fristens udløb var der indkommet 67 ansøgninger, hvor der tilsammen søges om godt 9 mio. kr.

Dagsordensudvalget har forholdt sig til et overblik over det indkomne materiale og præsenterer på mødet et prioriteret udvalg af de indkomne ansøgninger.

Indstilling

HR indstiller at Hovedudvalget....

Beslutning i Hovedudvalget den 17-06-2010

Hovedudvalget konstaterede, at der med materialet er skabt større forventninger, end vi kan imødekomme. Medarbejdersiden bemærker at vi fremadrettet må lære af dette, så forventningerne bedre passer med de midler der er til rådighed.

Det blev aftalt, at Anita Bisgaard sammen med medarbejdersidens repræsentanter i dagsordensudvalget udvælger de projekter som støttes.

Der vil i udvælgelsen blive lagt vægt på, at midlerne bliver brugt til konkrete aktiviteter/forandringer på arbejdspladsen.

Bilag:

10a personalepolitiske midler - notat

10b Personalepolitiske projekter - overblik over ansøgninger

 

11. Kommunikationsplan

Sagsnr: 10/96

 

Sagsfremstilling

Hovedudvalget besluttede på døgnseminaret november 2009 at sætte særligt fokus på kommunikation. Hans Jakobsen fra kommunikationsafdelingen har deltaget på møderne i 2010 og har sammen med Hovedudvalgets sekretariat lavet et bud på en plan for kommunikationsindsatsen og udkast til en informationspjece.

Indstilling

Til drøftelse

Beslutning i Hovedudvalget den 17-06-2010

Der er opbakning til kommunikationsplanen. Forslag til ændringer i informationspjecen kan afleveres til Hans Jakobsen frem til den 2. juli 2010. Herefter bliver pjecen trykt.

Der arbejdes videre med planen herunder, at alle MED-udvalgsmedlemmer som udgangspunkt modtager HR-nyt, medmindre de selv fravælger det.

Bilag:

11a Kommunikationsplan

11b MED informationspjece

 

12. Reduktion i antallet af arbejdsulykker i Region Syddanmark

Sagsnr: 10/5737

 

Sagsfremstilling

Efter aftale i dagsordenudvalget har HU’s medlemmer haft mulighed for at kommentere dagsordenpunktet på det aflyste HU møde frem til den 27. april 2010.  Herefter har formandskabet godkendt indstillingen.

Indstillingen indeholdt en godkendelse af indsatsområdet og nedsættelse af en arbejdsgruppe.

 Arbejdsgruppen, der skal arbejde med reduktion af arbejdsulykker består af  Bo Jonø psykiatrien, Ole Stær Sygehus Lillebælt,  Berit Wolmar Sydvestjysk Sygehus, Anne Tolstrup Gregersen Sygehus Sønderjylland, Jeanette Nørregaard Skovhuse, Engbo og Lilleskov,  Charlotte Quaade og  Anne Wiuff Raun OUH samt  Niels Jørgen Rønje HR - Sekretariat og Arbejdsmiljø.

Der er aftalt møde i gruppen 23. juni 2010.

Indstilling

Til orientering

Beslutning i Hovedudvalget den 17-06-2010

Det er regeringens initiativ, at antallet af arbejdsulykker skal reduceres med 20 % i lighed med indsatsen på sygefraværsområdet.

Der er i arbejdet tre fokusområder:

  • Vold, mobning og chikane
  • Stikskader
  • Forflytninger

På det kommende møde vil Hovedudvalget få en månedsinddelt oversigt over antallet af arbejdsulykker i Region Syddanmark.

 

13. Enhed for Velfærdsinnovation er fra den 7. juni 2010 klar med idé- og projektbørs www.INVIA.nu i en medarbejderversion.

Sagsnr: 10/4230

 

Sagsfremstilling

Enhed for Velfærdsinnovation er fra den 7. juni 2010 klar med idé- og projektbørsen www.INVIA.nu i en medarbejderversion.

www.INVIA.nu som er et online community, kan medarbejdere på regionens sygehuse og social- og psykiatriområdet fremlægge ideer, udfordringer og behov, der vil forbedre kvaliteten eller effektiviteten i deres hverdag. Andre brugere kan kommentere og vurdere idéerne.

Fra efteråret 2010 vil INVIA.nu også være åben for patienter, pårørende og borgere, som også kan komme med idéer, der vil forbedre deres møde med sundhedsvæsenet. Virksomheder og vidensinstitutioner mv. kobles også på idébørsen. Sygehusene vil på denne måde få lettere ved at finde frem til mulige udviklingspartnere, og virksomheder får mulighed for tilbyde deres kunnen over for konkrete behov fra sygehusene.

Der oprettes et Innovationspanel, som har sit første møde 22. juni 2010. Innovationspanelet skal sammen med Enhed for Velfærdsinnovation løbende vurdere de indkomne idéer. Innovationspanelets anbefaling bruges som input til regionens og sygehusenes direktioner. De bedste ideer udvikles i samarbejde med relevante samarbejdspartnere (sygehuse, virksomheder, vidensinstitutioner m.fl.), og viser løsningerne sig at være bæredygtige i praksis, er målet at udbrede denne viden og de udviklede løsninger til gavn for andre afdelinger, sygehuse m.fl.

Via et link på de enkelte sygehuse samt regionens intranet har alle Region Syddanmarks medarbejdere fra 7. juni mulighed for at fremlægge ideer til forbedring af deres hverdag. Det er Enhed for Velfærdsinnovations ønske, at www.INVIA.nu modtages positivt hos regionens medarbejdere.

Indstilling

Til orientering

Beslutning i Hovedudvalget den 17-06-2010

Punktet sættes på dagsordenen igen på næste møde til en grundigere orientering..

Mikkel Hemmingsen opfordrer til, at Hovedudvalgets medlemmer besøger hjemmesiden. På det kommende møde skal det drøftes, hvordan Hovedudvalget kan understøtte, at siden bruges.

 

14. Ændring i den reviderede lokalaftale og dispensationsansøgning om næstformandsvalg

Sagsnr: 10/8369

 

Resumé

Lokalaftalen om medindflydelse, medbestemmelse og arbejdsmiljø er i løbet af efteråret 2009 blevet revideret. Den reviderede udgave udkom i første oplag i februar 2010. Idet det viste sig, at der var fortolkningsmæssige vanskeligheder med formuleringen på side 21 vedrørende valg af næstformand til LMU, trådte forhandlingsorganet igen sammen og formulerede en mere entydig sætning om næstformandsvalget:

"Næstformanden vælges som udgangspunkt af og blandt tillidsrepræsentanter. I tilfælde af, at der ikke findes en tillidsrepræsentant, kan næstformanden vælges af og blandt de øvrige medarbejderrepræsentanter. Ved valg af andre end tillidsrepræsentanter til næstformandsposten skal Hovedudvalget orienteres (via HU-sekretariatet), så der kan gives dispensation."

HR gør opmærksom på, at den første udgave af lokalaftalen ikke er tilbagekaldt. Der er i stedet trykt et nyt oplag med den reviderede formulering vedrørende formandsvalg, som kan kendes på, at den har bøgeblade på forsiden. Denne aftale er udsendt i ca. 2000 eksemplarer. Lokalaftalen vil altid kunne findes på HR-portalen i seneste opdatering.

Sagsfremstilling

HU-sekretariatet har modtaget en dispensationsansøgning fra patienthotellets MED-udvalg, som tager udgangspunkt i dispensationsmuligheden fra lokalaftalen:

Da TR i MED-udvalget på patienthotellet ikke ønsker næstformandsposten, er et menigt MED-udvalgsmedlem med 8 års MED-erfaring valgt som næstformand. MED-udvalget beder Hovedudvalget om at se positivt på dispensationsansøgning.

Indstilling

HR indstiller:

  • at Hovedudvalget tager orienteringen til efterretning og giver dispensation.
  • at Hovedudvalget drøfter, hvilken procedure der fremover ønskes i forhold til dispensationsansøgninger.

 

Beslutning i Hovedudvalget den 17-06-2010

Medarbejdersiden i Hovedudvalget ønsker ikke, at der gives dispensation, da der er en tillidsrepræsentant i området. Når man er valgt som tillidsrepræsentant har man også en forpligtelse i forhold til sådanne hverv. Der gives ikke dispensation.

Det aftales at lignende sager også fremover sættes på dagsordenen i Hovedudvalget.

Den nye lokalaftale kan findes på HR portalen http://regionsyddanmark.dk/wm201404.
Aftalen medbringes i papirversion til Hovedudvalgets medlemmer på det kommende møde.

Bilag:

14 VS: Dispensationsansøgning til HU: Næstformand i MED - Til HU disp.ansøgning   næstformand MED maj 2010.pdf

 

15. Kommunikation fra dette møde

Sagsnr: 10/96

 

Indstilling

Hvad skal særligt kommunikeres fra dette møde?

Beslutning i Hovedudvalget den 17-06-2010

Der skal særligt kommunikeres om:

  • Økonomi
  • Vækstpakken
  • Medarbejdertilfredshedsundersøgelsen
  • Sygefraværsindsats

 

16.    Eventuelt

Sagsnr: 10/96

 

Bilagsoversigt

Pkt. nr.

1     Referat fra Hovedudvalgets møde 8. marts 2010

2a   Brev - trepartsmidler til jobbytte

2b   Skema - beskrivelse af jobbytte

3     Materiale fra aflyst HU-møde - samlet udskrift

4     Ny arbejdsmiljølov

5a   Fælles spørgeramme 3. juni

5b   Projektplan juni ´10

5c   Nationale spørgsmål 3. juni

5d   APV-modul 3. juni

6    Tidsplan for overførsel af personale - bilag til MED-udvalgsmøde

8a   Procesplan - sundhedsvision 080610

8b   Planchemateriale - sundhedsvision 080610

9.    Projektbeskrivelse - 03.06.10

10a Personalepolitiske midler - notat

10b Personalepolitiske projekter - overblik over ansøgninger

11a Kommunikationsplan

11b MED informationspjece

14. VS: Dispensationsansøgning til HU: Næstformand i MED - Til HU disp.ansøgning næstformand MED maj 2010.pdf


Siden er sidst opdateret 01-07-2010.
Kontakt HR

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@regionsyddanmark.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00