FORSIDEN | WEB-TV | ARTIKLER | SELVBETJENING | OM SITET | LÆS OP | REN TEKST | SITEMAP |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilOktober 2010pilEU-tilskud på 75,3 mio. kr. til Sønderborg er vedtaget

EU-tilskud på 75,3 mio. kr. til Sønderborg er vedtaget

I dag, torsdag den 7. oktober, har Europa-Parlamentet vedtaget at give et tilskud på samlet 10,1 mio. € fra den Europæiske Globaliseringsfond (EGF) til en omstillingsindsats for fyrede fra Danfoss og Linak i Sønderborg Kommune.
Det svarer til 75,3 mio. kr. Hermed er det sikret, at en lang række omskolings- og uddannelsesinitiativer kan komme i gang.

Ansøgningen blev indsendt til globaliseringsfonden i september 2009 i et samarbejde mellem Region Syddanmark og Sønderborg Kommune.

Regionsrådsformand Carl Holst (V) glæder sig over, at anstrengelserne har båret frugt:

- I årets løb har processen været drøftet flere gange, men fra i dag skal de praktiske initiativer i fokus. Jeg ved, at Sønderborg Kommune er klar til at starte de mange initiativer for mennesker, der desværre stadig er ledige efter fyringerne på Danfoss og Linak sidste år. Jeg er meget glad for, at vi har været med til at sikre disse mennesker en ekstraordinær hjælp.

Europaparlamentariker Bendt Bendtsen (K) har fulgt sagen tæt i Bruxelles, og også han er glad for dagens afgørelse:

- Et fælles europæisk ansvar er vigtigt i krisetider, og EU er også relevant for mennesker i Danmark, der er blevet ramt af den pludselige økonomiske krise. Folk, der gennem et kortere eller længere arbejdsliv har arbejdet på fabriksgulvet, har brug for nye kompetencer, så de kan være med til at skabe værdi i fremtidens erhvervsliv. Processen internt i Europa-Kommissionen har været for lang, og det er en sag, vi reagerer på fremadrettet. Jeg er opmærksom på, at Odense og Kerteminde Kommuner sammen med Region Syddanmark netop har indsendt en ansøgning om støtte til de fyrede fra Lindø. Det skal tage kortere tid at få disse sager afsluttet.

Af budgettekniske årsager er tilsagnet til Sønderborg delt op i to. 8,9 mio. € til fyrede fra Danfoss (hvilket svarer til 66,3 mio.kr.) og 1,2 mio. € til fyrede fra Linak (hvilket svaret til 9 mio. kr.). Netop disse budgettekniske forhold har forsinket processen frem mod vedtagelse i Europa-Parlamentet. EU-tilskuddet kan maksimalt udgøre 65 % af de samlede omkostninger. Den nødvendige danske medfinansiering rejses ved hjælp af dagpenge og tilskud fra Sønderborg Kommune og Region Syddanmark.

EU-pengene bliver udbetalt fra Kommissionen via Erhvervs- og Byggestyrelsen til Sønderborg Kommune. Efter at EU-parlamentet nu har vedtaget tilskuddet, skal Ministerrådet sætte det endelige stempel på sagen. Derfor ligger selve udbetalingen stadig et par måneder ude i fremtiden. Ministerrådets stempel er dog en formsag. Der er nu 100 procent sikkerhed for, at pengene kommer.




Siden er sidst opdateret 01-03-2011.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@rsyd.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00