Virksomhedens sociale kapital er den egenskab, der sikrer, at ledelse og medarbejdere i fællesskab kan løse virksomhedens kerneopgaver.
I praksis forudsætter det, at ledelse og medarbejdere kan samarbejde, og at samarbejde er baseret på en høj grad af tillid og retfærdighed.
Hvorfor arbejde med den sociale kapital?
Undersøgelser viser, at produktiviteten er højere, når den sociale kapital er høj, og når medarbejderne oplever at blive behandlet retfærdigt og tillidsfuldt af ledelsen.
De viser også, at en stærk tillid kan være en buffer, når høje krav i arbejdet belaster. Og omvendt: At uretfærdighed skaber mere stress på arbejdspladsen.
Tre omdrejningspunkter i en positiv social kapital
Tillid, retfærdighed og samarbejdsevne er omdrejningspunkterne i social kapital.
Tillid handler om, hvilke forventninger ledelse og medarbejdere har til hinanden. Stoler medarbejderne på de udmeldinger, der kommer fra ledelsen? Har ledelsen tiltro til, at medarbejderne gør et godt stykke arbejde? Har medarbejderne tillid til hinanden? Disse forventninger til hinanden skabes over tid.
Retfærdighed går ud på, om den enkelte føler, at tingene går ordentligt for sig i forbindelse med beslutningsprocesser og fordeling af goder. Bliver alle relevante hørt, og får de indflydelse på beslutningsprocesser? Føler den enkelte sig anerkendt og belønnet for sin indsats?
Godt samarbejde er betinget af, at der mellem ledelse og medarbejdere er normer for gensidige forpligtelser. Det gælder også mellem medarbejderne: er der kalrhed omkring opgavefordeling, ansvarsområder og rollefordeling? Er der en fælles ide om, hvor vi er på vej hen - hvad er vores mål og hvordan kommer vi bedst derhen?
Er social kapital bare et nyt udtryk for psykisk arbejdsmiljø?
Psykisk arbejdsmiljø har traditionelt fokuseret på egenskaber ved den enkelte medarbejders job.
Med social kapital er fokus ikke længere den enkeltes job men en egenskab ved virksomheden: nemlig de menneskelige relationer i virksomheden.
(Ovenstående er citater hentet fra Branchearbejdsmiljørådets temahæfte "Ledelse - Social kapital - Inspiration og øvelser til lederen med personaleansvar)
Har du spørgsmål om praktisk indføring af social kapital på arbejdspladsen, kan du henvende dig til
Niels Jørgen Rønje, HR Personaleudvikling
Direkte tlf. 7663 1753 Mobil: 2920 1753
E-mail: Niels.Jorgen.Ronje@regionsyddanmark.dk
Siden er sidst opdateret 03-04-2012.
Kontakt HR
Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@regionsyddanmark.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00