FORSIDEN | WEB-TV | ARTIKLER | SELVBETJENING | OM SITET | LÆS OP | REN TEKST | SITEMAP |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilNovember 2011pilAlle har et ansvar i ny sundhedsvision
Sundhedsvision

Region Syddanmarks nye sundhedsvision har fået sit eget grafiske layout, som borgerne vil kunne finde på udvalgte tryksager.




Alle har et ansvar i ny sundhedsvision

28-11-2011 | Af Kristoffer Voigt Rasmussen

Ny sundhedsvision, hvor borgeren har ansvaret for sin egen sundhed, er netop blevet godkendt i regionsrådet.

Der er stof til eftertanke og ambitioner i Region Syddanmarks nye sundhedsvision, som mandag eftermiddag blev godkendt på regionsrådsmødet.

”Du tager ansvar for din sundhed, sammen tager vi hånd om din sygdom”. Sådan er ordlyden på den nye vision, der indikerer, at borgernes sundhed og helbred er et fælles anliggende for både borgeren og sundhedsvæsenet.

For at opnå bedst mulig sundhed er det nødvendigt, at syddanskerne passer på sig selv og tager ansvar for deres eget helbred. Samtidig skabes den bedste sygdomsbehandling i et tæt samarbejde mellem patienten og sundhedsvæsenet.

- Vi står overfor en udfordring med stigende udgifter på sundhedsområdet og en stigning i antallet af danskere med livsstilssygdomme. Hvis vi fortsat skal kunne løfte opgaven, så bliver vi nødt til at få bedre hjælp fra borgerne, så vi i samarbejde kan bibeholde vores nuværende høje serviceniveau og sikre syddanskernes helbred, siger Poul-Erik Svendsen (S), der er formand for visionsudvalget.

Karavanen har været vidt omkring

Visionen er resultatet af næsten to års arbejde med indsamling af input fra borgere, samarbejdspartnere og medarbejdere i Region Syddanmark.

- Det har været en grundig proces, hvor vi har indsamlet input på kryds og tværs regionen. Vores rundtur med vores sundhedskaravane og kulminationen med borgermødet i Middelfart har givet en masse byggesten, som vi i sidste ende har samlet til den nye sundhedsvision, siger Poul-Erik Svendsen.

Regionen afviklede den såkaldte sundhedskaravane i foråret 2011, hvor regionsrådspolitikerne tog til Esbjerg, Sønderborg, Vejle, Odense og Middelfart og indsamlede input fra et bredt udsnit af regionens borgere - blandt andet havnearbejdere og mødregrupper.

På karavanen blev politikerne ofte mødt af en stor forståelse for udfordringerne i sundhedsvæsenet og en stor villighed til at tage mere ansvar, og det har nu sat aftryk i visionens hovedsætning.

Sundhedsvisionen er mere end én sætning


Foruden hovedsætningen så består visionen er flere sætninger. Ord som dialog, lighed og sammenhæng samt fokus på rettidighed og kvalitet er centrale i sundhedsvæsenet de kommende år. Det endelige resultat glæder også regionsrådsformand, Carl Holst (V).

- Jeg synes, visionsudvalget har fået nedfældet en vision, som fortsætter de gode ting, som vi har arbejdet med siden dannelsen af Region Syddanmark. Den nye vision kræver en indsats, hvis den skal lykkedes og ikke kun fra vores medarbejdere, men også fra borgerne, siger Carl Holst.

Visionen i sin endelige form kan ses her.

Se i øvrigt også hjemmesiden.


Siden er sidst opdateret 29-11-2011.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@regionsyddanmark.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00