Syddanmark får brug for råstoffer, når der de kommende år skal bygges veje og nye sygehuse. Region Syddanmark har ansvaret for at sikre, at der er råstoffer nok, og nu skal råstofplanen revideres.
Det er blevet tid til at revidere den eksisterende Råstofplan 2008, der blev vedtaget i februar 2009.
Planen skulle ellers sikre, at der var råstoffer nok i 24 år, men en redegørelse viser, at det kniber i dele af regionen. Derfor har regionsrådet besluttet, at planen skal revideres. Målsætningen er, at områderne Fyn, Trekantområdet, Sydvestjylland og Sønderjylland skal være selvforsynende med sand, grus og sten, så man reducerer transporten af råstofferne.
I oktober-december 2010 har der været en for-offentlighedsfase, hvor Region Syddanmark har modtaget 56 idéer og forslag til råstofplanen. Heraf 27 ansøgninger til nye graveområder fra lodsejere og entreprenører og en række forslag og synspunkter fra kommuner, organisationer, offentlige institutioner og enkeltpersoner.
- Det er vigtigt, at vi får lavet en plan, der sikrer, at der er råstoffer nok til de kommende års byggerier i regionen. Det gælder både sygehusbyggerierne og infrastrukturen generelt. Det er grundlaget for vækst, siger Lasse Krull (C), der er formand for udvalget for Regional Udvikling.
I januar holder Region Syddanmark som en del af høringsfasen to informationsmøder om Råstofplan 2012 i Vejen og i Odense.
Her kan embedsmænd og politikere fra kommuner, samt lodsejere og andre interesserede møde op og diskutere planforslagets målsætninger og de konkrete graveområder i planforslaget.
Udkastet til Råstofplan 2012 er i høring fra 2. januar til 27. februar.
Find udkastet og det interaktive kort ved at klikke her.
Der holdes to informationsmøder, hvor interesserede kan høre mere om udkastet.
Siden er sidst opdateret 13-12-2011.
Kontakt Region Syddanmark
Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@regionsyddanmark.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00