FORSIDEN | WEB-TV | ARTIKLER | SELVBETJENING | OM SITET | LÆS OP | REN TEKST | SITEMAP |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilMarts 2012pilKronprinsesse Mary og Carl Holst indvier nyt Mor-Barn Center i Kolding
Nyt Mor-Barn Center

Kronprinsesse Mary og Carl Holst indvier nyt Mor-Barn Center i Kolding

29-03-2012 | Af Mira Borggreen

28. marts indviede kronprinsesse Mary det nye Mor-Barn Center på Kolding Sygehus.

Glade børn, personale, den spændte 7-årige blomsterpige Laura og 10-årige sakseholder Anders stod klar til at byde kronprinsesse Mary velkommen til det nye Mor-Barn Center i Kolding.

- Tillykke med den helt unikke afdeling, I har skabt med børn, forældre og familiedannelse i centrum. Det er bemærkelsesværdigt, at I har spurgt forældre og børn om, hvad der er vigtigt for dem. Det er et fantastisk resultat, sagde kronprinsesse Mary, da hun omgivet af børn, personale og inviterede gæster klippede snoren til det nye center på Kolding Sygehus.

Indvielsen markerede gennemførslen afførste etape i den store omstilling af Kolding Sygehus. I 2016 skal det nye akutsygehus i Kolding stå klart.

Formanden for Region Syddanmark, Carl Holst (V) havde også det store smil fremme, da han i selskab med Kronprinsessen deltog i åbningen:

- Vi har fået et Mor-Barn Center, der er et stort akutsygehus værdigt. Et akutsygehus, som kan levere den standard, der bliver forventet i fremtiden. Formålet med fysisk at samle de af sygehusets afdelinger, der har mor-barn aktivitet, er at skabe en større oplevet sammenhæng i patientbehandlingen med hele forløb på tværs af afdelinger og specialer. Mor-Barn Centeret skaber trygge rammer og rum til, at hele familien kan være med - mor, barn og ikke mindst far, sagde Carl Holst.

At det blev kronprinsessen, der klippede snoren var et klart ønske fra den nye afdeling:

- Vores arbejde her på Mor-Barn Centeret ligger i tråd med kronprinsessens engagement i Maryfonden, hvor hun har vist stor forkærlighed for børns vilkår og ikke mindst for vigtigheden af, at barnet har ret til at blive hørt. Derfor er vi rigtig glade for, at kronprinsessen sagde ja til at indvie centeret i dag, sagde oversygeplejerske Edel Kirketerp fra Børneafdelingen på Kolding Sygehus.

Både hun og ledende overlæge Kurt Klünder på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling takkede i deres åbningstaler især personalet for deres store tålmodighed under opførelsen.

Den administrerende sygehusdirektør på Sygehus Lillebælt, Niels Nørgaard Pedersen fik også med et glimt i øjet mindet kronprinsessen om det frie sygehusvalg, hvis hun skulle få brug for det igen, da den nye fødeafdeling nu står klar til at tage imod endnu flere fødende end tidligere.

Fokus på børnene

Ideen bag det nye Mor-Barn Center har været at skabe et trygt og kreativt miljø, der med kunst, kreativitet og fantasi bidrager positivt til, at børn bedst muligt kan komme sig over en sygdom uden for hjemmets trygge rammer. 

- Vi står faktisk i landets første børne- og fødeafdeling, som er skabt efter et brugerdrevent og innovativt koncept, hvor børn har deltaget i hele forløbet med at planlægge, bygge og indrette Mor-Barn Centret, sagde Carl Holst.

Børneafdelingen i det nye Mor-Barn Center består af 18 enestuer og fire 2-sengsstuer og er blevet til i samarbejde med en lang række eksperter inden for kunst og kreativitet. Region Syddanmarks enhed INVIA har hjulpet Kolding Sygehus med den nye indretning, der bygger på et designkoncept med udgangspunkt i ”skoven”.

I sin tale sagde kronprinsesse Mary blandt andet:
 
- I har været ude på en fantastisk rejse for at skabe de omgivelser, som vi skal indvie i dag. Både børn, forældre og personale har været aktive passagerer på rejsen, og gennem workshops, interviews og dialog har I været med til at inspirere og vælge temaet ’Skov og dyr’. Trolde, frøer, fisk, katte og sommerfugle leger, springer og flyver rundt over det hele – det får væggene til at myldre af liv.

I alt har 125 personer været involveret i arbejdet, der er foregået via workshops med børnene, interviews med forældrene og dialogforum med personalet. At det overordnede tema for afdelingen skulle være skov og dyr er børnenes valg. 

- Det nye, det anderledes, det spændende og det skæve er skabt i et samarbejde med børnene og deres forældre. Og et af de mest iøjnefaldende resultater er den skov, som nu breder sig grøn og frodig hér i centret – og ind i børnenes fantasi, bemærkede Carl Holst i sin åbningstale.

Rigtig god plads

De indlagte børn, nybagte mødre og deres familier på det nye Mor-Barn Center i Kolding får god plads at boltre sig på. Det nye center består af 800 m2 sengebygning og 250 m2 opholdsrum med cafe samt en total renovering af de eksisterende lokaler ved Mor-Barn-Centret på Kolding Sygehus.

Centeret rummer det obstetriske sengeafsnit, Fødegangen og Barselsgangen. Desuden er det eksisterende Patienthotel blevet renoveret og Børneafdelingen er udvidet med 1.050 kvadratmeter.

- De flotte rammer for patienterne i Mor-Barn Centeret skaber også plads til det støt stigende antal fødsler på Kolding Sygehus, sagde Carl Holst.

Efter åbningen besøgte kronprinsessen Børneafdelingen, hvor hun mødte et 13 måneder gammelt tvillingebarn med en alvorlig forkølelse og på Barselsgangen hilste hun på en nybagt familie, hvis søn blev født blot to dage tidligere siden ved kejsersnit.

Inden kronprinsessen forlod Mor-Barn Centeret nåede hun at skære de første stykker lagkage til blomsterpigen Laura og patienten Anders, der sammen med personale, indlagte børn og deres familier på børneafdelingen sang den til dagen specielt skrevne ’Rumle-sang’.

Se flere billeder fra det royale besøg på Sygehus Lillebælts hjemmeside




Fakta

- Arbejdet med det nye Mor-Barn Center begyndte i oktober 2008, da regionsrådet gav grønt lys til centeret, der er den første etape af den om- og tilbygning, der vil præge Kolding Sygehus de næste fire år frem mod at blive et stort akut sygehus. Prisen for det nye Mor-Barn Center er ca. 68 mio. kr.

- Mor-Barn Centret fylder godt 1.000 ud af de 30.000 m2, som udbygningen af Kolding Sygehus løber op i totalt set.

- Sygehus Lillebælts Projektafdeling for Byggeri har stået for projektet, og der har lagt vægt på at gøre byggeriet så fleksibelt og fremtidssikret som muligt.


Siden er sidst opdateret 29-03-2012.
Kontakt Region Syddanmark og Region Syddanmark

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@regionsyddanmark.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00