Forsiden | Ledige job | Kontakt | Nyhedsbreve | Presse | For ansatte | Web-tv |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilNyhedsarkivpilJuni 2012pilSyddanmark sætter ind mod mistrivsel
Science-region 2

Der skal gøres mere for at sikre hjælp til unge med psykiske problemer og lang transporttid, så de kan gennemføre en ungdomsuddannelse.




Syddanmark vil sætte ind mod unges mistrivsel og rejsetid

15-06-2012 | Af Marie Hauberg

Psykiske problemer og lang transporttid er årsag til, at omkring syv procent af de unge i Syddanmark ikke får en ungdomsuddannelse. Region, kommuner og uddannelsesinstitutioner går nu sammen om at komme problemerne til livs.

Cirka 25 pct. af de syddanske unge, der ikke går videre efter folkeskolen eller falder fra en ungdomsuddannelse inden for det første år, angiver personlige problemer som en væsentlig årsag. Det svarer til 880 unge eller ca. 5,7 pct. af en hel årgang, som i 2011 ikke fik en ungdomsuddannelse på grund af mistrivsel, herunder psykiske problemer.

Det vurderer region, kommuner og uddannelsesinstitutioner i Syddanmark, og parterne er endda enige om, at tallet er lavt sat.

Stort skridt mod målet

Den vurdering bakkes op af Psykiatrien i Region Syddanmark, og derfor har parterne bag Syddansk Uddannelsesaftale netop besluttet at arbejde sammen om tiltag, som skal øge trivslen blandt de unge. Lykkes det, forventer uddannelsesaktørerne, at andelen af unge, der får en ungdomsuddannelse, vil stige fra ca. 83 til næsten 89 pct. i løbet af få år.

- Alle unge skal have en chance for at uddanne sig, og derfor vil vi samarbejde om at hjælpe de unge, der ikke kan overskue at begynde på eller fuldføre en ungdomsuddannelse. Hverken den unge selv eller samfundet har råd til, at deres kompetencer går til spilde, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Hjælp fra psykiatrien

Styregruppen lancerede på sit sidste møde et konkret forslag om en konsulentordning, hvor psykologer og psykiatere kan vejlede skoler og lærere i at tackle forskellige typer af personlige problemer. Hvor nogle unge måske bare har brug for et ”et spark bagi”, skal andre hurtigst muligt ind i det psykiatriske system – og i den situation har man brug for at trække på hinandens faglige viden.

- Personlige og sociale problemer er områder, hvor vi ikke kan løfte det hele selv. Vi kender symptomerne og kan godt spotte de unge, men ofte kræver det mere end en pædagogisk indsats. Hvis vi skal nå vores fælles mål om, at 95 pct. af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, bliver vi nødt til at koordinere indsatsen her, siger Mette Andersen, rektor for IBC Aabenraa og næstformand i styregruppen for Syddansk Uddannelsesaftale.

Bedre busser og skolehjem

Styregruppen blev også enige om at sætte fokus på en anden stor udfordring, som er påvist af Danske Regioner og Syddansk Uddannelsesaftales egen effektmodel. Hele 14,4 pct. af de 15-19-årige syddanskere har nemlig over 90 minutters rejsetid til og fra deres erhvervsuddannelse, og ifølge Danske Regioners undersøgelse ville skønsmæssigt 10 pct. flere af disse unge gennemføre en uddannelse, hvis de havde lige så kort rejsetid som i de bedste områder. Det vil i Syddanmark betyde, at 1,4 pct. flere unge ville få en uddannelse.

Børn og unge udgør den største andel af brugerne af den kollektive trafik – særligt til uddannelsessteder. Denne gruppe bør derfor veje tungt, når både den kommunale og regionale bustrafik skal planlægges. Desuden vil man undersøge muligheden for at oprette flere skolehjem, hvor eleverne kan bo og gå i skole det samme sted.

Med det nye fokus på psykiske problemer og lang transporttid tager parterne bag Syddansk Uddannelsesaftale fat på to af de konkrete udfordringer, der findes i handlingsplanen for 2012-2013.




Fakta

1.110 flere unge kan gennemføre en ungdomsuddannelse

Der er ca. 15.500 unge, der forlader grundskolen hvert år i Region Syddanmark.

Af disse vil ca. 3.500 unge enten slet ikke tilmelde sig eller falde fra ungdomsuddannelsen inden for det første år.

Ca. 25 pct. af disse unge, svarende til 880 unge pr. årgang, begrunder frafaldet med personlige problemer, herunder psykisk mistrivsel. Disse unge vil med den rette indsats sandsynligvis kunne gennemføre en uddannelse.

Samtidig har 2.300 syddanske unge over 90 min. transporttid til en erhvervsuddannelse. Analyser viser, at ca. 10 pct. af disse, svarende til 230 unge pr. årgang, ville kunne gennemføre en ungdomsuddannelse, hvis de havde kortere transporttid.

Tallene bygger på tal fra Syddansk Uddannelsesaftales effektmodel samt flere landsdækkende undersøgelser.

 


 

Om Syddansk Uddannelsesaftale

Syddansk Uddannelsesaftale er et samarbejde mellem alle aktører på uddannelsesområdet i Region Syddanmark.

Ønsket med aftalen er at løfte uddannelsesniveauet i regionen gennem en fælles koordineret indsats.

Aftalens mål lyder:

- at 95 pct. af de unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse

- at 20 pct. flere skal vælge naturvidenskabelig, tekniske eller sundhedsfaglige uddannelser

- at 50 pct. af drengene skal gennemføre en videregående uddannelse

Læs mere på www.syddanskuddannelsesaftale.dk


Siden er sidst opdateret 15-06-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap