FORSIDEN | WEB-TV | ARTIKLER | SELVBETJENING | OM SITET | LÆS OP | REN TEKST | SITEMAP |
Søg

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilArtiklerpilJuni 2012pilSygehuset i Sønderborg skal være specialsygehus
Sygehus Sønderjylland i Sønderborg 275x210

Sygehuset i Sønderborg skal være specialsygehus

26-05-2012 | Af Carsten Bruun

Regionsrådet i Region Syddanmark har besluttet sig for, hvilke patienter sygehuset i Sønderborg skal behandle i fremtiden.

Sygehuset i Sønderborg skal i fremtiden være specialsygehus og tage sig af medicinske patienter og planlagte operationer.

Det fremgår af den profil for sygehuset i Sønderborg, som regionsrådet vedtog mandag den 25. juni.

- Regionsrådet har nu tegnet hovedlinjerne for, hvordan sygehuset i Sønderborg skal udvikle sig frem mod 2018, hvor akutsygehuset i Aabenraa er fuldt udbygget. Vi kan nu i detaljen koordinere opgavefordelingen mellem specialsygehuset i Sønderborg og akutsygehuset i Aabenraa og få planlagt flytninger og byggerier i god tid. Det er sund fornuft og kommer i sidste ende patienterne til gode, siger Stephanie Lose (V), der er formand for innovationsudvalget i Region Syddanmark.

To behandlingscentre

Regionsrådet har besluttet, at sygehuset får to behandlingscentre. Et medicinsk center, som skal tage sig af behandlingen af sygehusets medicinske patienter og et sammedagscenter, som skal tage sig af planlagte operationer og anden planlagt behandling.

Med disse opgaver får sygehuset i Sønderborg en del færre senge end i dag – nemlig omkring 75 i 2020. I dag har sygehuset 240 senge. Tilsvarende forventes det, at sygehuset i 2020 vil have 7.900 indlæggelser og 83.000 ambulante besøg. Det er cirka halvdelen af de ambulante besøg og indlæggelser, som sygehuset har i dag.

Efter de nuværende planer kommer udviklingen af sygehuset i Sønderborg til at foregå i to etaper. I 2014 flytter blandt andet fødslerne fra Sønderborg til det nye familiehus på sygehuset i Aabenraa. Sideløbende udvides dagkirurgien i Sønderborg, når sygehuset i Haderslev lukker. Anden flytterunde finder sted i 2018, hvor yderligere en række behandlinger flytter fra Sønderborg til det nye akutsygehus i Aabenraa.

Døgnåben skadestuefunktion

Ifølge profilen vil sygehuset i Sønderborg fortsat have en døgnåben skadestuefunktion med lægelig backup. 

Sygehuset i Sønderborg vil i fremtiden få en del færre medarbejdere end i dag. Medarbejderne på de afdelinger, som flytter, følger som udgangspunkt med deres opgaver. Desuden gælder jobgarantien fortsat. Den betyder, at medarbejdere, der bliver berørt af strukturændringer, bliver tilbudt andet arbejde i regionen.

Gigthospitalet rykker måske ind

Region Syddanmark ser i øjeblikket sammen med Gigtforeningen på muligheden for at flytte Kong Christian den X´s Gigthospital ind i lokaler på sygehuset i Sønderborg, som bliver ledige i takt med at sygehuset omdannes til specialsygehus.

- Det er jo ingen hemmelighed, at vi får mange ledige kvadratmetre til overs på sygehuset i Sønderborg. Derfor er det rigtigt godt, hvis noget af den ledige plads kan bruges af gigthospitalet. Jeg er ikke i tvivl om, at medarbejderne på specialsygehuset og gigthospitalet kan skabe noget sammen og have stor gavn af for eksempel at dele udstyr, siger Stephanie Lose.

I løbet af efteråret inviterer sygehuset i Sønderborg til et åbent hus-arrangement.

 




Fakta

Sygehuset i Sønderborg er en del af Sygehus Sønderjylland, som også omfatter sygehusene i Aabenraa, Tønder og Haderslev. Sygehus Sønderjylland har et samlet budget på 1,7 mia. kr., og sygehuset har 2.768 fuldtidsansatte – heraf er 1.589 ansat på sygehuset i Sønderborg.  


Siden er sidst opdateret 26-06-2012.
Kontakt Region Syddanmark og Region Syddanmark

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@regionsyddanmark.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00