Dette er tekstversionen af Regler for godtgørelser og udgifter
Klik her for at komme til den grafiske version af Regler for godtgørelser og udgifter

Forside - Om sitet - Læs op - Sitemap


Regler for godtgørelser og udgifter


Region Syddanmarks har en række regler for, hvornår regionsrådsmedlemmerne kan modtage godtgørelse og få refunderet udgifter. Det fulde regelsæt kan findes i regionens økonomiske regelsæt. Her på siden kan du finde en kort beskrivelse af indholdet af enkelte udgiftskategorier.

Regionens fulde økonomiske regelsæt

Rammer og regler for hvilke ydelser regionsrådsmedlemmerne modtager og hvornår de kan modtage godtgørelse og få refunderet udgifter kan findes i regionens økonomiske regelsæt.

Se det fulde økonomiske regelsæt for Region Syddanmark

Vederlag

Alle regionsrådsmedlemmer modtager et fast vederlag for deres hverv. Størrelsen af det samlede vederlag varierer blandt andet efter antallet af udvalgsposter og udvalgsformandskaber, men er også afhængigt af om medlemmet har valgt at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste. Medlemmer der ønsker at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste får nedsat deres faste vederlag med 20.000 kr. årligt. 

Aviser og abonnementer

Hvert regionsrådsmedlem kan få dækket udgifterne på op til 2 avisabonnementer og 2 tidsskriftsabonnementer.

Telefon

Regionsrådsmedlemmerne kan ifølge det økonomiske regelsæt få dækket udgifter til mobilabonnement, inklusiv dataforbrug.

Internet

Regionsrådsmedlemmerne kan ifølge det økonomiske regelsæt få dækket udgifter til mobilt bredbånd og bredbåndsforbindelse i hjemmet.

Befordring i egen bil

Regionsrådsmedlemmerne får befordringsgodtgørelse i forbindelse med deres varetagelse af regionale hverv. Befordringsgodtgørelse udbetales efter Skatterådets regler og satser.

Udgifter til øvrig transport og diverse

Regionsrådsmedlemmerne får refunderet udgifter til tog, bus, evt. fly og taxa, samt billetter til bro, færge og parkering i forbindelse med varetagelsen af regionale hverv. Udgangspunktet er, at regionsrådsmedlemmerne altid skal benytte det billigste offentlige transportmiddel, medmindre det giver væsentlige ulemper – fx uforholdsmæssig lang transporttid. Kun i sådanne situationer kan der benyttes taxa.

Kurser og konferencer

Regionen dækker udgifterne til godkendte kurser og konferencer, inden for rammerne af det økonomiske regelsæt. Rammerne for kursusdeltagelse kan ses i det økonomiske regelsæts bilag 1. Regionen dækker også eventuelle udgifter til overnatning i forbindelse med kurser og konferencer.

Studieture, studiebesøg og øvrige udlandsophold

Regnskaber for de enkelte studieture og øvrige udlandsophold udarbejdes samlet for hele rejsen for alle deltagerne. Udgifterne er beregnet ud fra et gennemsnit for hver rejse, hvor den samlede udgift er delt ud på antallet af deltagere på rejsen.

Fraværsgodtgørelse og timedagpenge

Regionsrådsmedlemmerne kan få udbetalt hhv. fraværsgodtgørelse og timedagpenge i forbindelse med varetagelsen af deres regionale hverv.  Fraværsgodtgørelse modtages, hvis medlemmet er afsted i mindre end 24 timer. Timedagpenge kan modtages, hvis medlemmet er afsted i mere end 24 timer. Hvis medlemmet modtager et eller flere gratis måltider reduceres beløbet.

 




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk