Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Region Syddanmark skal ledes af koncerndirektion

17. maj 2005 

Niels Højberg, Fyn, bliver tovholder for processen på vej mod Region Syddanmark. Palle Lund, Vejle, får ansvar for sundhedsområdet, Niels Johannesen, Sønderjylland, får ansvar for regional erhvervsudvikling og Max Kruse, Ribe, bliver tovholder for HR-området.

Amsdirektør Niels Højberg, Fyns Amt, er i eftermiddag udpeget som øverste administrative tovholder for processen frem mod skabelsen af Region Syddanmark. Region Syddanmark består af Ribe, Sønderjyllands og Fyns amter - samt den sydlige del af Vejle Amt. Regionen har knap 1,2 mio. indbyggere, og det administrative hovedsæde bliver Vejle.

Der er valg til Regionsrådet 15. november i år, og det er Regionsrådet, der foretager den egentlige ansættelse af ledende medarbejdere. Det nye regionsråd tiltræder 1. januar 2007. Den nu udpegede direktion skal således varetage regionsdannelsen, men der ligger i udpegningen af direktion i dag et klart signal om, hvem de fire amtsråd vil indstille til regionsdirektørposten, når Regionsrådet er på plads.

Enighed om Niels Højberg på fælles økonomiudvalgsmøde
Udpegningen af Niels Højberg som overordnet administrativ tovholder for opbygningen af Region Syddanmark skete på et fælles økonomiudvalgsmøde på Amtsgården i Ribe. Her var også enighed om, at regionens øverste administrative ledelse skal bestå af en koncerndirektion.
Niels Højberg skal nu - sammen med de øvrige tre amtsdirektører - i gang med at udpege tovholdere på alle koncernledelsesområderne. Tidsplanen er, at udpegningen skal være færdig før sommerferien, og at arbejdet med udvikling af en mere detaljeret plan for regionens fremtidige opbygning herefter kan begynde.

De øvrige tre i den fremtidige direktion er:

  • amtsdirektør Palle Lund, Vejle Amt,
  • amtsdirektør Niels Johannesen, Sønderjyllands Amt, og
  • kst. amtsdirektør Max Kruse, Ribe Amt.

I overgangsperioden frem til 1. januar 2007 varetager de fire amtsdirektører både arbejdet med opbygning af Region Syddanmark og funktionen som amtsdirektør i de fire respektive amter.

Økonomiudvalgene har udpeget Palle Lund som tovholder på sundhedsområdet, Niels Johannesen som tovholder for regional udvikling og Max Kruse som tovholder på HR-området.


Blå bog

Niels Højberg
Amtsdirektør Niels Højberg, Fyns Amt, er 51 år og bosiddende i Svendborg. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Århus Universitet, har bifagseksamen i filosofi og en mastergrad i samfundsvidenskab fra Glasgow Universitet. De sidste knap tre år har Niels Højberg været administrativ topchef i Fyns Amt. Før Odense var han i fire år amtsdirektør i Viborg Amt, og i perioden 1993 til 1998 var han direktør for skole- og socialområdet i Ringkjøbing Amt. Tidligere har han også været kommunaldirektør i Ringkøbing Kommune, og i 1986-87 var han fuldmægtig i Finansministeriets budgetdepartement.

Max Kruse
Konstitueret amtsdirektør Max Kruse, Ribe Amt, er 55 år og bosiddende i Skovlund ved Ølgod. Han er uddannet cand. scient. pol. I årene 1979 til 1985 var han koordinator for den oversøiske afdeling inden for Folkekirkens Nødhjælp, som han siden - i perioden 1990-97 var formand for. I årene 1985-97 var han leder af organisations- og udviklingsafdelingen i Esbjerg Kommune, og fra 1997 frem til i dag har han bestridt flere stillinger på Amtsgården i Ribe: Sekretariatschef, fungerende leder af Løn- og Personaleafdelingen, it-chef - og siden 1. juli sidste år har han været konstitueret i stillingen som amtsdirektør.

Niels Johannesen
Amtsdirektør Niels Johannesen, Sønderjyllands Amt, er 52 år og bosiddende i Tønder. Han er kommunalt uddannet og startede sin karriere i Sydthy Kommune. I 1981 blev han ansat ved Fredericia Kommune, hvor han i 1983 blev udnævnt til kontorchef. I 1992 kom han til Skærbæk Kommune som kommunaldirektør. I 1999 blev han kommunaldirektør i Tønder Kommune, og 1. januar 2003 tiltrådte han som amtsdirektør ved Sønderjyllands Amt.

Palle Lund
Amtsdirektør Palle Lund, Vejle Amt, er 51 år bosiddende i Vejle. Han er uddannet cand. rer. soc. fra Odense Universitet og har over en 20-årig periode haft ledende stillinger i Fyns Amts administration. Han begyndte som fuldmægtig i social-og sundhedsforvaltningen, blev forvaltningschef samme sted - men rykkede i 1984 over i sygehusforvaltningen. Her var Palle Lund i årene 1984-86 forvaltningschef, og i perioden 1993- 97 var han direktør for sundhedsområdet i Fyns Amt. Siden 1997 har han været amtsdirektør i Vejle Amt.


Yderligere oplysninger
kan fåes hos amtsborgmestrene

  • Jan Boye (C), Fyns Amt, telefon 2040 2912
  • Laurits Tørnæs (V), Ribe Amt, telefon 4042 8950
  • Otto Herskind (V), Vejle Amt, telefon 7595 7426
  • Carl Holst (V), Sønderjyllands Amt, telefon 4032 5210


Siden er sidst opdateret 23-08-2007
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring