Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Syddanske Netværk godt fra start

5. maj 2006 

Omkring 50 medarbejdere fra de fire amter, der ved årsskiftet fusionerer til Region Syddanmark, var 3. og 4. maj på internat-konference på Hotel Scandic i Kolding for at lære hinanden at kende og starte i netværksgrupper. Medarbejderne arbejder med personalejura og forhandlinger på sygehusene.

Formålet med Projekt Syddanske Netværk er at synliggøre hinandens kompetencer og arbejdspraksis, så det bliver lettere at samarbejde og trække på hinandens viden.

Vigtigt for samspillet

- Det har afgørende betydning for regionen, at der kommer et godt samspil mellem hovedsædet og sygehusene. Konferencen er bestemt et skridt i den rigtige retning, sagde afdelingschef for løn- og personalekontoret i HR-afdelingen, Svend Aage Jensen, Region Syddanmark.

Personalechef Lisbeth Jørgensen, Vejle og Give Sygehuse, er godt tilfreds med konferencen:

- Konferencen har gjort det nemmere at betragte hinanden som medspillere og ikke som konkurrenter. Nu, hvor vores netværk er etableret, tror jeg, at vi vil se flere tværgående netværksgrupper. Det kan for eksempel være medarbejdere, der arbejder med komplicerede arbejdstidsregler eller med barselsregler, der vil stikke hovederne sammen.

Der blev nedsat fem netværksgrupper på konferencen. Netværksgrupperne har nu holdt deres første møde og det næste netværksmøde er også planlagt.

Elektroniske projektrum

For at understøtte det daglige arbejde, er der oprettet et internetbaseret projektrum på Region Syddanmarks hjemmeside. Her kan netværksgruppernes deltagere udveksle erfaringer og ideer på kryds og tværs.

Projektkoordinator Jens Lundgaard synes, at Syddanske Netværk er kommet godt fra start:

- Jeg synes, konferencen er gået utrolig godt og har da også fået mange positive tilkendegivelser både på metoden og på processen.

Konsulentbistand

Projekt Syddanske Netværk er udpeget som 1. stafetholder i Amtsrådsforeningens projekt Stafetten.

- Det betyder, at vi har fået midler til at inddrage en konsulent, som vi har brugt på konferencen for at få netværksgrupperne klædt på til arbejdet. At vi er med i Stafetten betyder også, at gruppernes erfaringer kommer flere til gode, da vi skal fremlægge vores resultater i efteråret og overdrage stafetten til Region Midtjylland, siger Jens Lundgaard.

Yderligere oplysninger

  • Projektkoordinator Jens Lundgaard: 65 56 11 37.
  • Personalechef Lisbeth Jørgensen, Vejle og Give Sygehus, 79 40 50 20.

Siden er sidst opdateret 23-08-2007
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring