Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Innovative projekter i Middelfart gavner hele regionen

30. august 2006 

Middelfart er ikke længere en traditionel industriby – men en innovativ by, hvor nye tanker tænkes, og nye virksomheder udvikles. Og det kan på sigt komme hele regionen til gode.

Det kunne Carl Holst (V), formand for regionsrådet i Region Syddanmark, konstatere, da han onsdag den 30. august 2006 var på besøg hos Steen Dahlstrøm (S), borgmester i Ny Middelfart Kommune.

Under besøget fik Carl Holst lejlighed til at høre nærmere om Trekantområdets ny innovationsforum – kaldet TRIN –, som har til formål at drive regionsudviklingen fremad via blandt andet iværksætteri, uddannelse og klyngeudvikling, og regionsrådsformanden besøgte sammen med Steen Dahlstrøm det ny innovations-center i Teglgårdsparken i Middelfart.

Her vil der i løbet af de kommende måneder blive skabt 120-130 arbejdspladser fordelt på op til 50 virksomheder. Planen er, at virksomhederne skal beskæftige sig med blandt andet design, elektronik, emballage, revision, finansiering og administration – og virksomhederne tilbydes rammer, der giver mulighed for masser af samarbejde med hinanden.

I innovationscentret oprettes der samtidig en ny konceptmager-uddannelse med støtte fra blandt andre LEGO, Danfoss og Gumlink. Uddannelsen bliver for folk, der skal være med til at udvikle blandt andet produkter og forretningskoncepter i virksomheder, og her lærer man at binde forskellige faggrupper og processer i virksomhederne sammen.

- Med en placering i Trekantområdet og centrum for en spændende satsning indenfor innovation bliver Middelfart en naturlig samarbejdspartner, når vi fremover skal udvikle Syddanmark og gøre hele regionen til et sted, hvor der tænkes nyt og fremadrettet.
Samtidig er Middelfart er en naturlig brobygger mellem Fyn og Jylland, og sådan ser regionen også kommunen, når det gælder om at skabe en fælles syddansk kultur, siger Carl Holst efter besøget i Middelfart.

Rollen som brobygger tager Middelfart gerne på sig, lyder det fra Steen Dahlstrøm, borgmester i Middelfart Kommune - og han ser gerne, at Middelfart bliver en by, der kan være med til at skabe vækst i både Jylland og på Fyn.

- Jeg håber, at blandt andet det ny innovations-miljø i Teglgårdsparken kan brede sig og skabe nye arbejdspladser i både Middelfart og hele regionen, siger Steen Dahlstrøm.

I løbet af efteråret 2006 vil Carl Holst besøge samtlige 22 borgmestre i kommunerne i Region Syddanmark. Formålet med besøgene er at lære de nye kommuner at kende og få et indblik i de udviklingsmæssige udfordringer og visioner, der er for hver af de nye kommuner.

På Region Syddanmarks hjemmeside er det muligt at følge med i regionsrådsformandens tur rundt i kommunerne i regionen.

Yderligere oplysninger kan fås hos:
Carl Holst, regionsrådsformand, telefon 40 32 52 10.

Links/bilag

Siden er sidst opdateret 23-08-2007
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring