Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Nyt sundhedscenter kan øge turismen på Fanø

12. september 2006 


Med omkring 3200 indbyggere er Fanø Kommune den mindste kommune i Region Syddanmark og den næstmindste i hele landet.

Men selv om Fanø er en letvægter både indbygger- og størrelsesmæssigt, så formår øen at markere sig kraftigt på særligt turistområdet i den syddanske region. Og nu planlægger ø-samfundet opførelsen af et sundhedscenter, der skal trække både nye arbejdspladser og med tiden flere turister til øen.

Det blev Carl Holst (V), formand for Region Syddanmark, informeret om, da han mandag den 11. september 2006 besøgte Fanø Kommunes borgmester Erik Nørreby (V).
Under besøget fik Carl Holst lejlighed til at besøge den tidligere navigationsskole, hvor Fanø Kommune ønsker det kommende sundhedscenter placeret.

Her skal der efter planen indrettes et lægehus-miljø og et genoptræningscenter, der skal dele faciliteter med Center for det Maritime Sundhedsvæsen under Søfartsstyrelsen. Det maritime sundhedsvæsen har i dag til huse ved navigationsskolen.

På Fanø håber man, at sundhedscenteret kan udvikle sig til at blive et sted, hvor borgere – også uden for Fanø – vil søge til for at opnå sundhed, tryghed og velvære.

”Vi vil i Region Syddanmark gerne bakke op om sundhedscenteret, der kan blive et vigtigt aktiv for øen. Generelt ønsker vi at støtte de initiativer, som de enkelte kommuner i regionen tager, og vi er selvfølgelig interesserede i at støtte op om Fanø, så den fortsat kan være en velfungerende ø og kommune. Derfor vil vi blandt andet også gerne være med til at kigge på Fanøs fremtidige ønsker i forhold til et akut-beredskab,” siger Carl Holst.

Dét er en udmelding, som Fanøs borgmester, Erik Nørreby, er glad for:
”I forbindelse med det ny sundhedscenter skal der indgås aftaler med regionen omkring læge-funktion og genoptræning, og her er det vigtigt, at vi ved, hvor vi har hinanden - ligesom det er vigtigt, at vi har en tæt dialog omkring fremtidige ændringer i vores ambulance-beredskab,” siger Erik Nørreby.

Under besøget på Fanø så Carl Holst også den nyetablerede Fanø Efterskole, der har fået til huse i den tidligere søfartsskole, og regionsrådsformanden var på besøg hos øens kendte slagter – slagtermester Henrik Christiansen.
Han har ved at satse på kvalitet og god service fået skabt sig et fantastisk ry hos fastboende og turister, og Henrik Christiansen har i dag 12 ansatte i sin forretning.

Der blev samtidig tid til et besøg i Sønderho hos Anna G. Sørensen, der har åbnet galleri og butik i ét. Også her er der fokus på kvalitet i form af flotte udstillinger med kendte kunstnere og salg af blandt andet glas, textiler og porcelæn fra både Sverige, Finland og Danmark.

I løbet af efteråret 2006 vil Carl Holst besøge samtlige 22 borgmestre i kommunerne i Region Syddanmark. Formålet med besøgene er at lære de nye kommuner at kende og få et indblik i de udviklingsmæssige udfordringer og visioner, der er for hver af de nye kommuner.

På Region Syddanmarks hjemmeside er det muligt at følge med i regionsrådsformandens tur rundt i kommunerne i regionen:

Yderligere oplysninger kan fås hos:
Carl Holst, regionsrådsformand, telefon 40 32 52 10.

Links/bilag

Siden er sidst opdateret 23-08-2007
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring