Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Regionens første budget vedtaget

14. september 2006 

De seks sygehuse i Region Syddanmark får fra næste år penge alt efter hvor mange patienter, de behandler. Det er en af konsekvenserne af, at sundhedsvæsenet i Danmark fremover skal være styret af efterspørgsel.

Der vil nemlig ikke være loft over den afregning, som sygehusene kan opnå, hvis de præsterer flere behandlinger end forudsat i deres grundbudgetter.

 

”Vi vil gerne undgå en stop-go effekt, som vi har set tidligere, hvor afdelinger pludselig måtte stoppe med at behandle patienter, fordi budgettet var brugt op”, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

 

”Vores takstmodel skal sikre høj produktivitet og udnyttelse af sygehusenes fulde behandlingskapacitet, så flest mulige patienter kan blive behandlet.

I anden omgang er det naturligvis en forudsætning, at også regeringen står fast på, at ville finansiere et efterspørgselsstyret sundhedsvæsen – altså hvor det er patienternes behandlingsbehov, som er afgørende for aktiviteten på sygehusene. Jeg forventer ikke, at regeringen vil sige ”stop” til regionerne.”

 

Den nye måde at styre sundhedsvæsenet på indgik i debatten, da 40 af regionsrådets 41 medlemmer her i eftermiddag stemte for budgettet for regions første leveår – 2007. Enhedslistens ene medlem stemte imod.

Budgettet er på omkring 19 mia. kr. – heraf 700 mio. kr. til anlæg.

 

I forhold til det oprindelige budgetforslag, som regionsrådet diskuterede den 24. august er der rykket væsentligt om på pengene to steder på sundhedsområdet.

Driftsbudgettet er reduceret med 135 mio. kr. og anlægsbudgettet er forøget med 73 mio.

 

”Med de ekstra 73 mio. kr. til at bygge for, har regionsrådet i alt 200 mio. at gøre godt med, når det til november skal beslutte, hvilke byggeprojekter på de syddanske sygehuse, der skal sættes gang i til næste år. Det er bedre end det første forslag, men på længere sigt vil der være behov for meget større investeringer for at sikre et effektivt sundhedsvæsen”.

 

Yderligere oplysninger

Regionsrådsformand Carl Holst, mobil 40 32 52 10

 

Økonomidirektør Mogens Sehested Kristensen, mobil 29 20 11 50

 

Fakta

Region Syddanmarks største opgave bliver sundhed – driften af sygehuse og sygesikringen. Derudover får regionen opgaver omkring psykiatri, det sociale område og regional udvikling.

Strukturreformen betyder, at regionens budgetter skal opbygges efter helt andre principper end hidtil i amterne. I virkeligheden skal der udarbejdes fire adskilte driftsbudgetter:

-et budget for sundhedsområdet: sygehuse, psykiatri og sygesikring

-et budget for de takstfinansierede områder: sociale institutioner, socialpsykiatri og specialundervisning

-et budget for regional udvikling: erhvervsfremme, jordforurening og regionaltrafik

-et budget for udgifter til administration

Det med at budgetterne er adskilte skal forstås helt bogstaveligt. Der bliver ikke mulighed for at flytte penge fra det ene budget til det andet.

Finanseringen af regionens opgaver bliver også helt anderledes end den man har kendt i amterne. Amts-opgaverne blev for størstepartens vedkommende finansieret af amtsskatten. Regionerne kan ikke udskrive skat. Regionens indtægter kommer i stedet fra staten og kommunerne - bloktilskud fra staten og bidrag og takstbetaling fra kommunerne.

Links/bilag

Siden er sidst opdateret 23-08-2007
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring