Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Psykiatrien i Region Syddanmark får et løft

12. oktober 2006 

Psykiatrikonference og samarbejde med Syddansk Universitet skal være med til at løfte psykiatrien i Region Syddanmark.

Der skal øget fokus på kvalitet og sammenhæng i psykiatrien i Region Syddanmark.
Derfor sættes der nu i regionen gang i en række initiativer, der om godt et år skal munde ud i en udviklingsplan for psykiatrien.

Det besluttede regionsrådet/forberedelsesudvalget i Region Syddanmark på torsdagens regionsrådsmøde.

I samarbejde med Syddansk Universitet tager regionen fat på at udarbejde en statusrapport, der først i det nye år skal give et billede af, hvor Region Syddanmark står på udvalgte tema-områder indenfor psykiatrien.

Det gælder blandt andet i forhold til tilgængelighed, kvalitet, specialiseringsgrad, samarbejdet med praksis og kommunerne, socialpsykiatrien, kommunikation og bruger/pårørendesamarbejde. I dette arbejde vil professor i sundhedsøkonomi, Kjeld Møller Pedersen, deltage.

- Statusrapporten er første led i vores arbejde med at få skabt en udviklingsplan, der følger både nationale og internationale tendenser indenfor psykiatrien. Vi ønsker den højeste kvalitet i behandlingen her i regionen, siger Bente Gertz Hansen (S), formand for arbejdsgruppen vedr. samarbejde med kommunerne på social- og psykiatriområdet samt specialundervisning.

I kølvandet på statusrapporten vil regionen i marts 2007 invitere kommuner, brugerorganisationer og fagpersoner indenfor psykiatrien til en konference.

Her skal alle parter forsøge at blive enige om, hvilke temaer indenfor psykiatrien, der skal sættes yderligere fokus på frem mod udarbejdelsen af en samlet udviklingsplan for psykiatrien i Region Syddanmark.

- Efter konferencen vil vi nedsætte en række arbejdsgrupper, der skal kigge nærmere på blandt andet børne- og ungdomspsykiatri og på ældrepsykiatrien, og jeg forestiller mig, at der også bliver brug for en arbejdsgruppe, der skal diskutere specialisering. For der vil være patienter, der vil få gavn af, hvis vi specialiserer os yderligere i forhold til mennesker med meget svære depressioner, og hvis vi eksempelvis sætter endnu mere målrettet ind i forhold til mennesker med nydebuteret skizofreni, siger Bente Gertz Hansen.

Omkring august 2007 skal anbefalinger fra de forskellige arbejdsgrupper skrives ind i en samlet plan for psykiatrien.
Planen sendes herefter i høring hos kommuner og relevante fagpersoner og organisationer, inden den i slutningen af året skal godkendes i regionsrådet.

Formålet med det kommende års arbejde indenfor psykiatrien er, at borgerne i regionen også i fremtiden skal kunne tilbydes en god service og behandling på de psykiatriske afdelinger på sygehusene og på de otte socialpsykiatriske institutioner, som regionen skal drive fra den 1. januar 2007.

Yderligere oplysninger kan fås hos:
Bente Gertz Hansen, formand for arbejdsgruppen vedr. samarbejde med kommunerne på social- og psykiatriområdet, telefon 21 72 71 02.


Siden er sidst opdateret 23-08-2007
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring