Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Region Syddanmark vælger åbenhed, dialog og borgerinddragelse

9. november 2006 

Regionsrådet i Region Syddanmark siger nej til lukkethed og hemmelighedskræmmeri og ja til åbenhed, dialog og borgerinddragelse. Torsdag sagde regionspolitikerne ja til et udkast til styrelsesvedtægt. Den lægger op til den størst mulige åbenhed og gode rammer for at borgerne kan spille med i beslutningsprocessen.

Styrelsesvedtægten skal til 2. behandling og endelig godkendelse på regionsrådets møde i december.

- Vi lægger op til en reel 1. behandling, hvor vi som politikere kan debattere frit, uden at sagerne først har været tygget igennem i et lukket udvalg eller i administrationen, siger regionsrådsmedlem Jørgen Bundsgaard (S). Han er formand for en arbejdsgruppe, som arbejder med nye politiske arbejdsformer.

Som i Folketinget
- Vi skal indstille os på, at udvalgsstyret, som vi kender det i amter og kommuner er et afsluttet kapitel i den ny region. Vi lægger op til en model, der mere minder om Folketingets måde at arbejde på.

- To behandlinger forud for vigtige beslutninger, giver borgerne, interessegrupper og andre mulighed for at deltage i debatten og påvirke oplægget til den endelige beslutning ved 2. behandlingen, siger han.

I forslaget til styrelsesvedtægt lægges op til at give det 41 medlemmer store regionsråd maksimal kompetence. Regionspolitikerne fravælger den mulighed lovgivningen giver for at lade Forretningsudvalget træffe de fleste beslutninger.

Borgerne skal kunne følge med
- Vi vælger at tage alle debatterne i det store forum, hvor alle regionsrådets medlemmer kan være med, og hvor borgerne kan se os i kortene, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

- Jeg ved ikke, hvad de øvrige regioner gør, men det er også ok med mig, hvis vi bliver alene om at vælge denne model.

- Vi får en model, hvor det er regionsrådet, der træffer beslutningerne. Så kan alle partier og regionsrådsmedlemmer komme til orde, og offentligheden kan hjælpe os med at finde de gode løsninger ved at deltage i processen, siger Carl Holst.

Styrelsesvedtægten sætter de overordnede rammer for Regionsrådet. De nærmere beslutninger om to behandlinger samt åbenhed, dialog og borgerinddragelse som politisk arbejdsform skal blandt andet indarbejdes i en forretningsorden.

Yderligere oplysninger
Regionsrådsformand Carl Holst. Tlf. 40 32 52 10.

Administrerende direktør Niels Højberg. Tlf. 29 20 11 00

Dagsorden med Bilag: http://www.regionsyddanmark.dk/wm202766


Siden er sidst opdateret 23-08-2007
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring