Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Ny Vejen Kommune ligger stærkt i midten

13. december 2006 

Regionsrådsformand Carl Holst (V) blev vist rundt på virksomheden Force Technology i Vejen, da han onsdag den 13. december 2006 besøgte Ny Vejen Kommunes borgmester Egon Fræhr (V).

Her fik formanden for Region Syddanmark lejlighed til at se nærmere på det arbejde, som det teknologiske institut udfører i samarbejde med danske virksomheder. På instituttet hjælper man med at udvikle og teste produkter, og Carl Holst fik blandt andet at se, hvordan instituttet afprøver holdbarhed på legetøj, kontrollerer vægten på lodder og tester gasmålere.

- Det var spændende at høre om, hvordan instituttet hjælper virksomheder med udvikling af produkter, og jeg er glad for, at der også er fokus på samarbejde med vidensinstitutioner i regionen, siger Carl Holst i en kommentar til besøget.

Efter rundvisningen på Force Technology mødtes Egon Fræhr og Carl Holst på Vejen Rådhus til en snak om erhvervsudvikling, turisme og den regionale udviklingsplan. Her fik de to også drøftet Vejens geografiske styrke mellem Trekantområdet i øst, Billund i nord - og Esbjerg, Tønder og Varde i syd og vest.

Carl Holst og Egon Fræhr er enige om, at turisme og oplevelsesøkonomi fremover skal have høj prioritet. Derfor ønsker begge eksempelvis at bakke op om det store tropiske ferie- og oplevelsescenter, der er på vej i Billund. Det er et projekt, som kan være med til skabe vækst i både Ny Vejen Kommune og i andre dele af regionen.

I forhold til den regionale udviklingsplan håber begge på, at der i det ny år kan udarbejdes en visionær plan, der omhandler dét at bo, leve, arbejde og drive erhverv i Region Syddanmark.

- Jeg er glad for, at kommunen bakker op om den regionale udviklingsplan. Det er vigtigt, at kommunerne i regionen føler et ejerskab til planen. Ellers bliver den ikke en succes.
Samtidig er det interessant, at Vejen Kommune gør sig en række tanker på turisme-området. Det passer fint ind i de strategier, der arbejdes med i Vækstforum i Region Syddanmark, siger Carl Holst.

Om mødet på Vejen Rådhus og besøget på Force Technology siger borgmester Egon Fræhr:
- Vi vil i Ny Vejen Kommune gerne være med i det regionale udviklingsarbejde. Det, tror vi, er til gavn for både kommune og region. I den forbindelse var det derfor også oplagt at besøge Force Technology, som kan spille med i arbejdet med at skabe vækst i hele regionen.

Regionsrådsformand Carl Holst er i gang med at besøge samtlige 22 borgmestre i kommunerne i Region Syddanmark. Formålet med besøgene er at lære de nye kommuner at kende og få et indblik i de udviklingsmæssige udfordringer og visioner, der er for hver af de nye kommuner.

På Region Syddanmarks hjemmeside er det muligt at følge med i Carl Holsts tur rundt i kommunerne i regionen: http://www.regionsyddanmark.dk/wm198035

Yderligere oplysninger kan fås hos:
Carl Holst, regionsrådsformand, telefon 40 32 52 10.


Siden er sidst opdateret 23-08-2007
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring