Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Nekrolog

5. januar 2007 

Psykiatridirektør Kirsten Nielsen, Region Syddanmark, er død, 57 år.

Kirsten Nielsen døde torsdag aften i sit hjem i Kolding. Hun har i længere tid kæmpet en sej kamp for at få bugt med sin kræftsygdom, som hun tidligere var opereret for, men som var brudt ud igen.

Karakteristisk for hendes pligtopfyldende væsen og stålsatte viljekraft lagde hun til det sidste alle sine kræfter og sit store engagement i at opbygge en regional psykiatriorganisation. Først få dage før jul måtte hun erkende, at kræfterne var sluppet op og sygemeldte sig.

Kirsten Nielsen var uddannet sygeplejerske og civiløkonom med HD i organisation.

Hun havde lederstillinger i Frederiksborg Amt og Københavns Kommune, inden hun i 1990 blev ansat som direktør for Fredericia Sygehus.

I 1993 blev hun hentet til amtsgården i Vejle som viceamtsdirektør, indtil hun i 1998 blev udpeget til amtets første psykiatridirektør. I 2006 blev hun ansat som psykiatridirektør i Region Syddanmark med ansvar for at opbygge en ny psykiatriorganisation, som skulle være klar til at overtage psykiatriopgaverne fra de nu nedlagte amter i Syddanmark.

Hun var desuden formand for kredsen af psykiatridirektører i Amtsrådsforeningen.

Kirsten Nielsen var en ildsjæl, der virkelig brændte for de opgaver, hun påtog sig.

Som psykiatridirektør gjorde hun en forskel. Hun brændte for at skaffe de sindslidende den bedst mulige hjælp. Tilbuddene skulle være i orden, og medarbejderne skulle ligesom hende selv være i øjenhøjde med brugerne.

Kirsten Nielsen kærede sig om den daglige drift, men var samtidig optaget af at udvikle og forbedre tilbuddene. Hun var drivkraften bag et målrettet satsning, der løftede psykiatrien i Vejle Amt til et niveau blandt de bedste.

Ildsjælen var ligeledes tydelig i hendes mangeårige engagement i De Grønne Pigespejdere (KFUK-spejderne). Hun sad i hovedbestyrelsen fra 1982 og var næstformand i 1994-97.

Som international kommitteret i spejderkorpset var hun engageret i en række u-landsprojekter, bl.a. med at skaffe skolelegater til aidsramte piger i Zambia.

Kirsten Nielsen var et meget privat menneske i forhold til sig selv, men med et stort overskud i forhold til sine omgivelser. Hun var præcis i sine meldinger, men altid fair.

Takket være sin faglige og menneskelige indsigt nød hun respekt ud over det sædvanlige blandt fagfæller, politikere, medarbejdere og samarbejdspartnere.

Carl Holst, regionsrådsformand
Niels Højberg, administrerende direktør

 

 


Siden er sidst opdateret 23-08-2007
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring