Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Klar med køreplan for høring om akutberedskab

16. januar 2007 

Sundhedsstyrelsen har sendt en rapport i høring med anbefalinger om det fremtidige akutberedskab.

Der er vigtigt, at der nu sker en nøje vurdering af de faglige forudsætninger for Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Derfor inviteres sundhedsfaglige eksperter i Region Syddanmark til en faglig høring inden regionsrådet udarbejder sit høringssvar.

"Jeg er glad for, at vi har vedtaget en køreplan, hvor vi som politikere tager os tid til at lytte til vore sundhedsfaglige eksperter på sygehusene. Det giver os et godt og solidt grundlag for at vurdere Sundhedsstyrelsens anbefalingerne", siger Poul-Erik Svendsen (S), formand for det særlige udvalg vedrørende tilrettelæggelse af akutbetjeningen.

Regionsrådets særlige udvalg vedrørende tilrettelæggelse af akutbetjeningen har i dag godkendt en køreplan, som skal sikre, at regionsrådet i første omgang kan sikre et kvalificeret høringssvar.

Elementerne i køreplanen er:

Bred faglig høring

Den 1. februar 2007 holdes en bred faglig høring i Region Syddanmark om akutrapportens anbefalinger med henblik på at få kvalificeret det videre arbejde med et høringssvar fra regionsrådet. Faglige rådgivere fra sygehusene, borgmestre, patientforeninger og Sundhedsstyrelse inviteres til at deltage. Pressen og sygehusledelser inviteres desuden til at overvære høringen, og pressen inviteres til pressemøde umiddelbart efter høringen.

Dialogrunde med kommuner

I januar og februar sættes gang i en dialogrunde med kommunerne i Region Syddanmark, således at kommunernes foreløbige synspunkter og reaktioner kan indgå i arbejdet med Region Syddanmarks høringssvar.

Belysning af konsekvenser for Region Syddanmark

Regionsrådets særlige udvalg vedrørende tilrettelæggelse af akutbetjeningen arbejder på et ekstra møde den 8. februar og på endnu et møde den 27. februar med at belyse de faglige, driftsøkonomiske og anlægsøkonomiske konsekvenser af rapporten for det fremtidige sygehusvæsen i Region Syddanmark, med henblik på at skabe grundlag for at udarbejde et høringssvar. Afklaringen af spørgsmålet om akutbetjening i Sønderjylland, vil indgå i udvalgets arbejde og videre overvejelser på akutområdet.

Udarbejdelse af høringssvar

Regionsrådet skal herefter på regionsrådsmøde den 5. marts beslutte sig for et høringssvar til Sundhedsstyrelsen på baggrund af rapporten på akutområdet.

Inddragelse af borgernes synspunkter

Herefter vil Regionsrådet påbegynde den egentlige opgave med at tilrettelægge akutområdet. I det arbejde, som følger efter høringsprocessen, vil Regionsrådet tage initiativ til at inddrage kommuner og regionens borgere og deres synspunkter på en lang række områder.

Yderligere oplysninger:

Poul-Erik Svendsen, formand for det særlige udvalg vedrørende tilrettelæggelse af akutbetjeningen i Region Syddanmark, mobil 29 20 12 00.


Siden er sidst opdateret 23-08-2007
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring