Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Patienterne i Syddanmark er blandt de mest tilfredse

24. februar 2007 
­

Godt 90 procent af de syddanske patienter har et godt samlet indtryk af sygehusene i Region Syddanmark. Og når det gælder faglighed og ventetider, så roser patienterne sygehusene til skyerne. 94 procent af patienterne er tilfredse med lægernes faglige dygtighed og 70 procent er tilfredse med ventetiderne.

Det viser den nyeste udgave af den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP), der netop er udkommet i en 2006-udgave. Det er de danske regioner og Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der står bag LUP’en, og retter man luppen geografisk ind på Syddanmark, så er patienterne generelt mere tilfredse end gennemsnittet.

- Overordnet er det er meget opløftende læsning at se at patienterne er tilfredse med nogle af de punkter, vi har haft særligt fokus på. Det gælder især den mundtlige information under indlæggelsen og ventetider. Men der er dog stadig forskelle mellem enkelte sygehuse, og områder, hvor vi skal forbedre os, siger regionsrådsformand Carl Holst, Region Syddanmark.

Cirka 70 procent af regionens patienter er specielt tilfredse med ventetiden fra henvisning til indlæggelse og eventuel ventetid opstået under indlæggelsen. Dertil er over 80 procent af patienterne særligt positive overfor omfanget af information og orientering af egen lægen. Over 90 procent af patienterne oplever lægerne som lydhøre overfor deres sygdom og over halvdelen af patienterne oplever desuden at have en kontaktlæge. På samtlige nævnte områder ligger Region Syddanmark samlet set over landsgennemsnittet.

Den samlede store tilfredshed dækker over forskelle mellem sygehusene. Regionens sygehuse anvender hver især resultaterne som grundlag for forbedring af kvaliteten på sygehuset. Undersøgelsen viser desuden, at patienterne i Vestdanmark er mere tilfredse end patienter indlagt på sygehuse i Østdanmark.

Undersøgelsen er udarbejdet af Enheden for Brugerundersøgelse i Region Hovedstaden. Undersøgelsen er baseret på svar fra 26.045 patienter indlagt i foråret 2006. Godt 60 procent af 5.882 syddanske patienter har deltaget i undersøgelsen.

Undersøgelsens resultater præsenteres i en rapport med tilhørende bilag, der kan rekvireres på www.regioner.dk. Resultaterne præsenteres også i en søgbar version under "Nyheder" på www.sundhed.dk, hvor resultaterne kan fremsøges på regions-, sygehus- og specialeniveau. Der er tale om en tilbagevendende undersøgelse, der gennemføres hvert andet år. Senest med patienter indlagt i 2004.

Yderligere oplysninger kan fås hos:

Regionsrådsformand Carl Holst, mobil 40 32 52 10.

Afdelingschef Lisbeth L. Rasmussen, Afdeling for Kvalitet og Forskning, mobil 29 20 13 51.


Siden er sidst opdateret 23-08-2007
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring