Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

EUC Syd sætter fokus på unges trivsel og sundhed

2. april 2007 

Usund livsstil præger mange unges dagligdag og trivsel. Det skal der gøres noget ved.

At danske unge lever usundt er ingen nyhed. Heller ikke, at de unge drikker mere og mere, når de unge forlader folkeskolen og starter på en ungdomsuddannelse.

Det forsøger EUC Syd nu at gøre noget ved. Skolen sætter fokus på elevernes trivsel og sundhed. Projekt Life Coach skal motivere de unge til at ændre livsstil, samtidig med at EUC Syd tager et medansvar for de unges trivsel og sundhed.

Projekt Life Coach tilbyder vejledning på elevernes egne præmisser. Eksterne life-coaches knyttes til skolerne som sundhedsrådgivere. De står klar til at rådgive og svare på elevernes spørgsmål om, hvordan de kan få et sundere liv og få mere overskud og større trivsel.

Samtale eller sms

De unge vælger selv, om de ønsker personlig rådgivning af en life coach under fire øjne, eller foretrækker at bruge telefon, sms eller e-mail.

- Vi kommer ikke og trækker noget ned over hovederne på eleverne, men tilbyder rådgivning af life-coaches, der taler de unges sprog, siger vicedirektør Lena Venborg Pedersen, EUC Syd.

- På vore skoler forsøger vi konstant at skabe de bedste rammer for vores elever. Men der er et klart behov for mere oplysning og rådgivning om, hvordan daglige vaner omkring mad, rygning og alkohol påvirker vores sundhed og trivsel – både på og udenfor skolen.

- Med dette tilbud sender vi et signal om, at det i hvert fald ikke skal være manglende rådgivning og støtte fra skolens side, der hindrer eleverne i at justere en uønsket livsstil, siger Lena Venborg Pedersen.

Projekt Life Coach er et pilotprojekt, der på EUC Syd kører fra april til december 2007. Tilbudet er i første omgang målrettet eleverne på udvalgte hold. Det er frisør/kosmetik-elever og mekaniker-lærlinge, som starter i april på EUC’s afdeling i Aabenraa.

Trivsel er vigtig for uddannelsen

Projektet er søsat af Landbrugsraadet i samarbejde med Region Syddanmark og Ung nu – Foreningen Unges Trivsel.

- Landbruget bakker som erhverv gerne op om projekter, der tør tage alternative midler i brug for at bidrage til en sundere livsstil blandt børn og unge. I Projekt Life Coach bruges nogle værktøjer, som vi gerne vil have afprøvet i forhold til ungdomsgruppen på de tekniske skoler, siger projektkonsulent Mikkel Nedergaard, Landbrugsraadet.

For Region Syddanmark er det vigtigt at få afprøvet og udbredt værktøjer, der kan øge de unges bevidsthed om sammenhængen mellem livsstil og trivsel og sundhed.

- Region Syddanmark har en målsætning om at få flere til at uddanne sig mere. Men frafaldet på ungdomsuddannelserne er for stort. Bedre trivsel og sundhed kan være én af de ting, som kan få flere til af gennemføre deres uddannelse, siger sundhedsdirektør Jane Kraglund.

Udover EUC Syd deltager Vejle Tekniske Skole i projektet. CVU Sønderjylland bidrager til projektet ved at uddanne de to coaches til opgaven.

Yderligere oplysninger

  • Mikkel Nedergaard, Landbrugsraadet: Tlf. 3339 4247.
  • Regitze Siggaard, Unge nu – Foreningen Unges Trivsel: Tlf. 2968 8720.
  • Lena Venborg Pedersen,EUC Syd: 7412 4242.

 

Venlig hilsen

Ove Kristiansen

Kommunikation


Ove.Kristiansen@regionsyddanmark.dk
Direkte tlf. 76631867 . Mobil 29201867




Siden er sidst opdateret 23-08-2007
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring