Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Millionstøtte indstillet til syddanske virksomheder

15. juni 2007 

Vækstforum for Region Syddanmark har besluttet at indstille godt 24 millioner kroner i støtte til syddanske erhvervsklynger. Støtten skal være med til gennemføre en nødvendig omstilling af regionens erhvervsliv ved at udvikle synergi mellem etablerede og nye erhverv.

Støtten til de regionale klynger kommer som led i den netop indgåede partnerskabsaftale med regeringen, der også er formelt tiltrådt af det syddanske Vækstforum. Aftalen markerer begyndelsen på et nyt og mere forpligtende partnerskab mellem det statslige og det regionale niveau og den skal bygge bro mellem regeringens globaliseringsstrategi og vækstforums udviklingsstrategi. Partnerskabsaftalen skal bevirke mest mulig vækst og erhvervsudvikling for de penge, der er til rådighed.

Det syddanske Vækstforum bemærker, at regeringen vil bakke op om at udnytte regionens grænseoverskridende muligheder og ser frem til at regeringen konkret understøtter det regionale klyngeprogram. Det regionale klyngeprogram er et tegn på, at Region Syddanmark er klar til at gå foran med nye indsatser, der kan klæde erhvervslivet bedre på til den mere globaliserede verden.

Formand for det syddanske vækstforum, regionsrådsformand Carl Holst (V):

- Ansøgningerne til programmet for de spirende og modne klynger af virksomheder har klart vist, at regionen besidder et stort potentiale. Der er tale om en udvikling, der tager tid. Men med denne indstilling har vi nu sat fokus på de mest konkurrencedygtige klynger i regionen.

Følgende områder er indstillet til støtte:

På Fyn fortsætter udbygningen af kompetencerne inden for robotteknologien hos Robocluster. Fyn er ligeledes stærkt repræsenteret inden for planteavl. Arbejdet med "Planter til Sundhed" hos UdviklingsCenter Aarslev har således modtaget støtte. Det samme gælder SustainAgri. Ligesom TCM Denmark er med i en stor fælles satsning på at udvikle sunde fødevarer. Endelig er Fyn repræsenteret inden for de meget vigtige energi- og vandområder med energiklyngen Fionia og med Odense Vandselskab i spidsen for klyngen Danish Water Services.

Trekantområdet markerer sig som regionens centrum for fødevareudvikling med initiativet Fresh Food Factory. Det er et samarbejde mellem Foodture i Vejle, Stålcentrum i Kolding og TCM Denmark i Odense. Også initiativet Center for Fresh Convenience bidrager til billedet af Trekantområdets styrke inden for fødevareerhvervet. På transportområdet spiller Trekantområdet også en central rolle. Transportakademiet spiller således en central rolle i Danmarks Transport- og Logistikklynge.

Man ser tydeligt at der allerede er blevet arbejdet med klyngeudvikling i Sønderjylland. Køleklyngen er af Vækstforum blevet vurderet som en meget velfunderet klynge med mange kvalificerede projekter i støbeskeen. Også på mekatronik bliver Sønderjyske initiativer omdrejningspunkt for regionens klyngeindsats. Derudover går man videre med udviklingen af bioenergi-området. Og endelig er der givet støtte til en ny spirende klynge, Flagskibet, der udvikler sejlbåde.

Vækstforum har med sine beslutninger bekræftet, at den sydvestjyske del af regionen er det naturlige omdrejningspunkt for udvikling af offshore, aluminium og plast. Alle tre er velkendte styrkepositioner, som Vækstforum er klar til at støtte.

Udover midler til klynger besluttede Vækstforum at indstille 1,3 mio. kr. til Foreningen EU og internationalt arbejde i Region Syddanmark. Vækstforum besluttede også at indstille til 3,2 mio. kr. årligt i to år til Vestdansk Investeringsfremme. Vestdansk Investeringsfremme er et initiativ, der kobler statslige og regionale bestræbelser på at fastholde flest mulige vidensbaserede arbejdspladser i regionen gennem tiltrækning af internationale investeringer.

Pengene kommer fra de regionale erhvervsudviklingsmidler, som kan anvendes til at fremme væksten i regionen. Regionsrådet træffer endelig afgørelse om, hvem der skal modtage støtte på regionsrådsmødet den 25. juni 2007.

Yderligere oplysninger:

Carl Holst (V), formand for syddanske vækstforum, mobil 40 32 52 10.
Kjeld Zacho Jørgensen, direktør for Regional Udvikling, Region Syddanmark, mobil 51 51 91 11.


Siden er sidst opdateret 23-08-2007
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring