Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Forretningsorden

Forretningsorden for regionsrådet i Region Syddanmark

Regionsrådets møder
Udsendelse af dagsorden og sagernes fremlæggelse
Beslutningsdygtighed, mødeledelse og sagernes behandling
Deltagelse i forhandlinger og afstemninger i regionsrådet
Afstemninger og ændringsforslag
Flertalsvalg
Forholdstalsvalg
Nedsættelse af særlige udvalg
Beslutningsprotokol
Spørgsmål vedrørende forretningsordenen

Regionsrådets møder

§ 1. Regionsrådets møder er offentlige. Regionsrådet kan dog bestemme, at enkelte sager behandles for lukkede døre, jf. § 12 i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommuner (i det følgende kaldt regionsloven) og § 10 i lov om kommunernes styrelse (i det følgende kaldt styrelsesloven).

Stk. 2. Følgende sager skal - medmindre regionsrådet i det enkelte tilfælde træffer anden bestemmelse - behandles for lukkede døre:

  1. Sager, hvis afgørelse forudsætter en bedømmelse af personlige forhold.
  2. Sager om køb og salg af fast ejendom.
  3. Overslag og tilbud vedrørende bygningsarbejder og leverancer.

Stk. 3. Spørgsmålet om, hvorvidt en sag giver grundlag for dørlukning, skal dog forud forhandles for lukkede døre, hvis dette bestemmes af regionsrådet eller dets formand, jf. regionslovens § 12 og § 10 i styrelsesloven.

Stk. 4. Sager, der behandles for lukkede døre, behandles sidst.

Stk. 5. Enhver har adgang til at overvære regionsrådets offentlige møder under iagttagelse af god ro og orden. Såfremt en tilhører forstyrrer forhandlingerne, kan formanden udelukke den pågældende eller i fornødent fald samtlige tilhørere fra mødet. Formanden kan reservere særlige pladser for pressens repræsentanter.

§ 2.  Formanden for regionsrådet skal sikre, at tilrettelæggelsen af rådets arbejde sker på en måde, der fremmer muligheden for den åbne politiske debat og borgernes mulighed for at følge med i og involvere sig i debatten.

Formanden bør tilstræbe brugen af en indledende behandling i regionsrådet af sager/temaer af principiel karakter forud for igangsætning af sagsbehandling og evt. drøftelser i særlige udvalg.

Stk. 2. Regionsrådet har mulighed for at beslutte, at der afholdes orienterende regionsrådsmøder. På møderne kan aktuelle emner blive præsenteret og efterfølgende diskuteret under mødet. Møderne er alene orienterende, og der kan derfor ikke træffes beslutning på møderne. Møderne er ikke offentlige. 

Udsendelse af dagsorden og sagernes fremlæggelse

§ 3.  Har et medlem af regionsrådet senest 11dage forud for et ordinært møde indgivet skriftlig anmodning om behandling af en sag, sætter formanden denne sag på dagsordenen for førstkommende møde.

Stk. 2. Formanden foranlediger, at dagsorden til et ordinært møde gøres tilgængelig for regionsrådets medlemmer syv hverdage inden mødets afholdelse. Dagsorden skal være bilagt det fornødne materiale til sagernes bedømmelse, herunder udvalgsbeslutninger, jf. regionslovens § 10 og styrelseslovens § 8, stk. 4.

Stk. 3. Er dagsordenen og det fornødne materiale ikke udsendt senest fire hverdage inden mødet, kan regionsrådet med simpelt flertal træffe beslutning, hvis sagen ikke kan udsættes. Hvis en sag kan udsættes kan et enigt regionsråd endvidere træffe beslutning, selvom det fornødne materiale ikke er udsendt senest fire hverdage inden mødet.

Stk. 4. Ved indkaldelse til ekstraordinært møde giver formanden så tidligt som muligt medlemmerne underretning om mødets dagsorden samt i videst muligt omfang materiale til sagernes bedømmelse.

Stk. 5. Materiale vedrørende sager, der er optaget på dagsordenen for et møde i regionsrådet, skal være tilgængeligt for medlemmerne efter nærmere aftale med regionsrådets sekretariat.

Stk. 6. Dagsorden udsendes elektronisk via et elektronisk dagsordenssystem.

Beslutningsdygtighed, mødeledelse og sagernes behandling

§ 4.  Regionsrådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Stk. 2. Formanden og i dennes forfald første (anden) næstformand leder regionsrådets møder. Formanden træffer bestemmelse i alle spørgsmål vedrørende forhandlingernes ledelse og iagttagelse af god orden under mødet. Endvidere formulerer formanden de punkter, om hvilke der skal stemmes.

Stk. 3. Enhver, der ønsker ordet, skal henvende sig til formanden, der giver ordet til medlemmerne i den orden, hvori de har begæret det. Hvis flere begærer ordet på én gang, bestemmer formanden den orden, hvori de får adgang til at tale. Ingen må tale uden at rejse sig fra sin plads, og talerne må ikke afbrydes af andre end formanden.

Stk. 4. Ethvert medlem skal efterkomme formandens afgørelser angående overholdelsen af den fornødne orden. Når et medlem i samme møde to gange er kaldt til orden, kan regionsrådet efter formandens forslag nægte den pågældende ordet i dette møde.

Stk. 5. Ethvert forslag under forhandlingerne rettes til formanden. Når formanden finder anledning dertil, eller når det begæres af tre medlemmer, skal det sættes under afstemning, om afslutning af en forhandling skal finde sted.

Stk. 6. Formanden kan lade spørgsmål, der henhører under formandens afgørelse, afgøre af regionsrådet.

§ 5.  Sagerne behandles i mødet i den rækkefølge, som formanden bestemmer, og formanden kan herved fravige den i dagsordenen angivne rækkefølge. Regionsrådet afgør dog, i hvilken rækkefølge sagerne skal behandles, når mindst tre medlemmer kræver afstemning herom.

Stk. 2. Ethvert medlem kan ved mødets begyndelse bede om ordet til dagsordenen - herunder med henblik på spørgsmålet om sagers overflytning fra behandling for lukkede døre til behandling for åbne døre og omvendt.

§ 6.  En sag undergives kun én behandling, medmindre andet er bestemt i lovgivningen, eller regionsrådet vedtager at undergive den to behandlinger. Forslaget til budget og flerårige budgetoverslag for regionen skal dog undergives to behandlinger med mindst tre ugers mellem, jf. regionslovens § 19.

Stk. 2. Ved 1. behandling stemmes ikke om sagens realitet, men kun om dens overgang til 2. behandling. Hvor lovgivningen ikke fastsætter tidsrummet mellem de to behandlinger, skal der minimum være 24 timer mellem 1. og 2. behandling. Ethvert medlem har ret til at få ordet for at ytre sig over den foreliggende sag, forinden der af regionsrådet træffes beslutning om sagens overgang til 2. behandling.

Deltagelse i forhandlinger og afstemninger i regionsrådet

§ 7.  Regionsrådet træffer beslutning om, hvorvidt et medlems interesse i en sag er af en sådan beskaffenhed, at den pågældende er udelukket fra at deltage i regionsrådets forhandling og afstemning om sagen, jf. regionslovens 12 og styrelseslovens § 14. I bekræftende fald skal den pågældende under forhandling og afstemning om sagen forlade lokalet, hvorimod den pågældende ikke er afskåret fra at deltage i regionsrådets forhandling og afstemning om, hvorvidt den pågældende skal vige sit sæde under sagens behandling.

Stk. 2. Et medlem skal underrette regionsrådet, hvis der foreligger forhold, der kan give anledning til tvivl om vedkommendes habilitet.

Stk. 3. Når et medlem må forventes at blive erklæret for inhabilt i forhold til en sag, der skal behandles i regionsrådets møde, jf. stk. 1, kan de medlemmer, der er valgt på den pågældende kandidatliste, kræve stedfortræderen indkaldt til at deltage i sagens behandling.

Stk. 4. Hvis regionsrådet træffer beslutning om et medlems inhabilitet, uden at stedfortræderen er indkaldt, kan de medlemmer, der er valgt på den pågældende kandidatliste, kræve sagen udsat til det efterfølgende møde. Udsættelse kan dog ikke ske, hvis 2/3 af de tilstedeværende medlemmer modsætter sig dette, eller hvis udsættelse vil medføre overskridelse af frister, der er fastsat i lovgivningen eller af andre myndigheder.

§ 8.  Medlemmerne kan kun deltage i regionsrådets afstemninger, når de personligt er til stede under disse.

Afstemninger og ændringsforslag

§ 9.  Afstemning sker ved, at medlemmerne rejser sig fra deres pladser eller ved håndsoprækning, og kontraprøve foretages.

Stk. 2. Alle beslutninger tages ved stemmeflerhed, for så vidt andet ikke er foreskrevet i lovgivningen.

Stk. 3. Skønner formanden, at en sags udfald er så utvivlsom, at afstemning vil være overflødig, udtaler formanden dette med angivelse af den opfattelse, formanden har med hensyn til sagens afgørelse. Dersom intet medlem herefter forlanger afstemning, kan formanden erklære sagen for afgjort i overensstemmelse med den af formanden angivne opfattelse.

Stk. 4. Valg foregår ved almindelig afstemning. Ethvert medlem kan dog forlange skriftlig afstemning. Finder formanden det sandsynligt, at regionsrådet vil vælge eller genvælge en bestemt kandidat, kan formanden stille forslag om, at den pågældende vælges uden afstemning. Dersom intet medlem herefter forlanger sådan afstemning, er den foreslåede kandidat valgt.

§ 10.  Ændrings- og underændringsforslag kan fremsættes, så længe afstemning ikke er påbegyndt, og behøver ikke at fremsættes eller forbeholdes under 1. behandling af en sag, der skal undergives to behandlinger, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Regionsrådet kan med hensyn til sager, som undergives to behandlinger, vedtage at foreskrive en frist for fremsættelse af ændringsforslag og efter omstændighederne også af underændringsforslag, og i så fald kan de ikke fremsættes efter fristens udløb, medmindre regionsrådet med stemmeflerhed samtykker heri.

Stk. 3. Hvis ændrings- og underændringsforslag ikke er bragt til medlemmernes kundskab førend 2. behandling, giver formanden ved forhandlingens begyndelse meddelelse om forslagene, for så vidt de da foreligger. Formanden bestemmer, i hvilken orden der skal stemmes om ændringsforslagene, men således, at afstemningen om disse altid sker før afstemningen om hovedforslaget.

Stk. 4. Forslag om nedsættelse af et særligt udvalg eller til fortsat behandling i et udvalg kan fremsættes, så længe afstemning om sagen ikke er begyndt. Når sådant forslag fremsættes, efter at forhandlingerne om sagen er begyndt, standses disse, hvorefter regionsrådet afgør spørgsmålet om udvalgsbehandling.

Flertalsvalg

§ 11.  Ved flertalsvalg er den kandidat valgt, der opnår stemmer fra et flertal af de tilstedeværende medlemmer, jf. regionslovens § 15 og styrelseslovens § 24. Opnås et sådant flertal ikke ved første afstemning, foretages en ny afstemning. Ved anden afstemning er en kandidat valgt, hvis den pågældende opnår stemmer fra et flertal af de tilstedeværende medlemmer, eller hvis der kun afgives stemmer på den pågældende. Bringer anden afstemning heller ikke nogen afgørelse, foretages bundet valg mellem de to, der ved anden afstemning har fået flest stemmer, således at det ved stemmelighed afgøres ved lodtrækning, på hvilke to der ved det bundne valg (tredje afstemning) skal stemmes. Står stemmerne lige ved tredje afstemning, træffes afgørelsen ved lodtrækning, der foretages af formanden.

Stk. 2. Ved ansættelse i regionens tjeneste foretages valget mellem flere ansøgere på den i stk. 1 angivne måde. 

Forholdstalsvalg

§ 12.  Regionsrådets valg af to eller flere medlemmer til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende foretages som forholdstalsvalg for hvert udvalg m.v. for sig, jf. regionslovens § 15. og styrelseslovens § 25.

Stk. 2. Forholdstalsvalg foretages efter følgende regler: Regionsrådets medlemmer deles i de grupper, hvori medlemmerne har anmeldt for formanden at ville stemme sammen ved det pågældende valg. Hver gruppes medlemstal deles med 1, 2, 3 osv. De herefter fremkomne kvotienter angiver den rækkefølge, i hvilken de enkelte grupper kan vælge deres repræsentanter. Er to eller flere kvotienter lige store, afgøres rækkefølgen ved lodtrækning, der foretages af formanden. Når det antal repræsentanter, der tilkommer de enkelte grupper, er bestemt, skal grupperne straks meddele formanden, hvilke personer der udpeges til de dem tilfaldne pladser. Giver en gruppe afkald på sin ret til at få en eller flere repræsentanter, fordeles de ledigblevne pladser mellem de andre grupper på den foran angivne måde.

Stk. 3. Skal valg af medlemmer til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende foretages både blandt medlemmer og ikke-medlemmer af regionsrådet, foretages valget af samtlige de medlemmer, regionsrådet skal vælge, ved et forholdstalsvalg for hvert udvalg m.v. for sig, jf. regionslovens § 15 og styrelseslovens § 26. Grupperne kan i den rækkefølge, som mandaterne tilfalder dem, udpege medlemmer eller ikke-medlemmer af regionsrådet, indtil den ene eller den anden art af pladserne er besat.

Stk. 4. Ved regionsrådets valg af medlemmer til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende, hvori formanden skal have sæde, regnes formandens plads som den ene af de pladser, der kan tilkomme den gruppe inden for regionsrådet, til hvilken formanden hører.

Stk. 5. Dersom et medlem af et udvalg, en kommission, en bestyrelse eller lignende udpeges af regionsrådet i enighed eller i øvrigt uden afstemning, skal der samtidig træffes bestemmelse om, hvilken gruppe der ved ledighed skal besætte den pågældende plads, jf. stk. 6.

Stk. 6. Udtræder et medlem i valgperiodens løb af et udvalg, en kommission, en bestyrelse eller lignende, hvori vedkommende er indvalgt af en bestemt gruppe inden for regionsrådet, besættes den ledigblevne plads af den samme gruppe, jf. regionslovens § 15 og styrelseslovens § 28.

Nedsættelse af særlige udvalg 

§ 13.  Regionsrådet kan nedsætte særlige udvalg til varetagelse af bestemte hverv eller til udførelse af forberedende eller rådgivende funktioner for regionsrådet. Regionsrådet bestemmer udvalgenes sammensætning og fastsætter regler for deres virksomhed, jf. regionslovens § 13, stk. 6.

Stk. 2. Såfremt der ikke kan opnås enighed om udvalgenes sammensætning, foretages valget af medlemmer ved et forholdstalsvalg for hvert udvalg for sig, jf. regionslovens § 15 og styrelseslovens § 24, stk. 3.  

Beslutningsprotokol

§ 14.  Regionsrådets beslutninger indføres under møderne i beslutningsprotokollen, jf. regionslovens § 12 og styrelseslovens § 13. Formanden tilkendegiver, hvad der skal indføres.

Stk. 2. Ethvert medlem, der har deltaget i mødet, kan forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen og ved sager, der skal fremsendes til anden myndighed, kræve, at denne samtidig gøres bekendt med indholdet af protokollen. Dersom det pågældende medlem ved sagens fremsendelse ønsker at ledsage denne med en begrundelse for sit standpunkt, skal den pågældende meddele dette til formanden, der fastsætter en frist for aflevering af begrundelsen.

Stk. 3. Beslutningsprotokollen skal snarest muligt efter mødet underskrives af samtlige medlemmer, der har deltaget i mødet. Der kan hertil anvendes en elektronisk protokol og en elektronisk signatur. Medlemmerne kan ikke under henvisning til deres stemmeafgivning eller andre grunde vægre sig ved at underskrive protokollen.

Spørgsmål vedrørende forretningsordenen

§ 15.  Ethvert medlem er forpligtet til foreløbig at rette sig efter formandens afgørelse med hensyn til forståelsen af forretningsordenens bestemmelser; men spørgsmålet kan indbringes for regionsrådet i dettes næste møde.

 

Denne forretningsorden træder i kraft 1. februar 2018


Siden er sidst opdateret 26-01-2018.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |