Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Ingen udsivning fra mistænkte depoter

Det viser nye vandprøver, som Region Syddanmark har foretaget.

De rene resultater glæder regionsrådsformand Carl Holst (V) fra Region Syddanmark:

"Der har været rygter om, at der ligger flere ukendte depoter i Kærgård Plantage, som stammer fra Esbjerg Kemi. Vi har nu gennemgået alt historisk materiale fra Ribe Amt og været i kontakt med personer, som tidligere har arbejdet med sagen. For at være helt sikre har vi taget vandprøver ud for to områder, hvor der var mistanke om at der kunne være deponeret kemikalieaffald. De nye prøver er fuldstændig rene, hvilket er glædeligt," siger Carl Holst.

Ingen risiko

De rene vandprøver betyder, at der formentlig ikke er deponeret kemikalieaffald i de to områder, som var under mistanke. Resultaterne betyder, at der ikke er nogen risiko ved at færdes på stranden ud for områderne. De rene vandprøver giver heller ikke Varde Kommune anledning til at udvide det eksisterende badeforbud. Det er kommunen, der er ansvarlig for badeforholdene i området.

De to områder, der har været under mistanke, ligger syd for Grindstedværkets deponeringer i Kærgård Plantage. Region Syddanmark har udtaget 16 nye grundvandsprøver fra fem grundvandsboringer på stranden lige ud for de mistænkte områder, og de viser ingen spor af forurening.

Udover de to mistænkte områder er der kendskab til fire deponeringer fra Esbjerg Kemi. Ribe Amt og Miljøstyrelsen har fjernet nedgravede tromler i 1981 og 1988 fra to depoter. De to øvrige depoter er tidligere undersøgt af Region Syddanmark i sommeren 2007.

Placeringen af de fire deponeringer og de to mistænkte områder kan ses her.

Analyserapporterne for de 16 grundvandsprøver kan ses her og her.

Stammer fra produktion af sprøjtemidler

Baggrunden er at Esbjerg Kemi A/S fra begyndelsen af 1960’erne og frem til 1965 deponerede affald fra deres produktion af sprøjtemidler i Kærgård Plantage.

Mængderne af deponeret affald fra Esbjerg Kemi udgør en meget lille del af den samlede mængde deponeret affald i Kærgård Plantage. Ribe Amt har skønnet at mængderne udgør en promille af de samlede deponerede mængder spildevand i Kærgård Plantage.

Udover den netop afsluttede undersøgelse har Region Syddanmark i starten af 2007 udført en undersøgelse af depoterne EK1 og EK2. Rapporten kan ses her.

Resultaterne af undersøgelserne fra 2007, viser også at der ikke er en sundhedsmæssig risiko for færdsel og ophold i klitterne samt på stranden vest for Esbjerg Kemi’s deponeringer.

Region Syddanmark er dog fortsat interesseret i at høre fra alle, der kan bidrage med yderligere oplysninger og om eventuelle andre deponeringer. Regionen vil hvis der kommer nye oplysninger vurdere, om der er behov for flere undersøgelser eller initiativer.



Yderligere oplysninger fås hos:
  • Carl Holst (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, mobil 40 32 52 10.
  • Miljøingeniør Hanne Nielsen, Afdelingen for Jordforurening, Region Syddanmark, mobil 29 20 20 27.

Siden er sidst opdateret 19-05-2008
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring