Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilPressemeddelelserpilArkiv for pressemeddelelserpilPressemeddelelser 2008pilJuni 2008pilRegionsrådet vil helt til bunds i forureningerne under Grindsted by

Regionsrådet vil helt til bunds i forureningerne under Grindsted by

Politikerne i Region Syddanmark besluttede i går at gøre en ekstra indsats overfor forureningerne i Grindsted by. Regionsrådet afsatte 500.000 kroner ekstra til yderligere undersøgelser.

Udover at undersøge grundvandet under Grindsted by, som regionen allerede er forpligtet til, vil politikerne undersøge den sundhedsmæssige risiko ved ophold på banegravsdepotet. Området, der er et ubenyttet areal med krat, buske og træer, ligger i en lang tange nord for Grindstedværkets fabriksgrund.

Banegravsdepotet bliver dermed den første af de fire store forureninger i Grindsted, hvor regionen også går ind og undersøger den sundhedsmæssige risiko på området, og ikke kun undersøger risikoen for nedsivning af forurening til grundvandet.

Ligger bynært
Banegravsdepotet ligger ellers i et område uden huse og børnehaver, og er dermed en ”kan-opgave”, som regionen ifølge loven ikke er forpligtet til at undersøge.

Regionsrådet har valgt at prioritere banegravsdepotet, fordi det er stærkt forurenet og ligger bynært og tæt på kolonihaver.

”Hvis området udgør en sundhedsrisiko, vil det være helt urimeligt, at vi lader det ligge i ingenmandsland,” forklarer udvalgsformand Poul Weber (V) fra Region Syddanmarks miljøudvalg.

De 500.000 kroner, som regionsrådet har afsat, skal bruges til undersøgelser de næste to år.

Banegravsdepotet indeholder blandt andet over seks tons kviksølv. Regionen vil undersøge, hvilke stoffer depotet indeholder, om de er dækket godt nok af, samt om der sker en afdampning fra deponeringen.

Omfattende forurening
De undersøgelser, der er lavet indtil nu af jorden og grundvandet under Grindsted, siger, at forureningen ikke udgør nogen sundhedsmæssig risiko. Der er dog ingen tvivl om, at der er tale om meget omfattende forureninger.

”De undersøgelser, som Ribe Amt og Grindsted Kommune har udført indtil nu, tyder ikke på, at der er nogen risiko for indeklimaet i boliger og i forhold til vandindvinding. Men vi har gennemgået undersøgelserne og vurderer, at der er en række forhold, der bør undersøges nærmere. Bliver det nødvendigt at rense op eller tage andre initiativer for at sikre borgerne, vil vi gøre, hvad der står i vores magt for at skaffe de nødvendige midler,” siger Poul Weber.

Regionen vedtog også i går en samlet handleplan for forureningerne i Grindsted by. Handleplanens ”skal-opgaver” drejer sig om at sikre grundvandet og sikre, at der ikke sker en afdampning af forurenede stoffer til boliger i Grindsted by.

Følgegruppe nedsat
Da Region Syddanmark formentlig står overfor en af de største forureninger i Danmark, har regionen bedt Billund Kommune og Miljøministeriet om at deltage i en såkaldt følgegruppe. Billund Kommune har svaret positivt tilbage, mens Miljøministeriet endnu ikke har svaret.

Formålet med følgegruppen er at skabe en samarbejdsform, som sikrer en tæt dialog om formål, metoder, resultater og vurderinger.

Fakta:
Grindstedværket blev grundlagt i 1924 for at producere kemiske stoffer til sprængstoffer. Hovedproduktionen blev hurtigt medicinalprodukter og senere vitaminer.

Deponeringen i Banegravsdepotet foregik i perioden 1934 til 1962. Deponeringerne omfatter stort set alle de affaldsprodukter på fast form, der forekom ved virksomhedens produktion. Det omfatter aktivt kul med stort indhold af kemikalier, gipsaffald indeholdende ca. seks tons kviksølv samt stoffer fra virksomhedens bundfældningsanlæg for spildevand.



Yderligere oplysninger fås hos:
  • Poul Weber (V), formand for det særlige miljøudvalg i Region Syddanmark, mobil 29 20 15 00.
  • Trine Korsgaard, områdechef i Jordforurening i Region Syddanmark, mobil 29 20 15 60.

Siden er sidst opdateret 24-06-2008.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap