Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Isproducent i et udkantsområde

Der blev smagt på hjemmelavet is og fortalt om udfordringerne ved at drive virksomhed fra en af regionens små øer, da formanden for Vækstforum, Carl Holst (V), og direktør for regional udvikling i Region Syddanmark, Mikkel Hemmingsen, fredag den 27. februar 2009 var med Force Technologies Innovationsagenter på virksomhedsbesøg på Skarø.

Produktionen vises frem, og Martin forklarer om birkesaften i Is fra Skarø
Martin Jørgensen fortæller hvordan isproduktionen har udviklet sig, fra venstre er det Martin Jørgensen og Britta Tarp, med interesserede tilhører - Carl Holst, formand for Syddansk Vækstforum, Henrik Blach fra Force Technology og Mikkel Hemmingsen, direktør for Regional Udvikling. Foto: Jørgen Diswal.

Is fra Skarø og Biosynergy
I det sydfynske øhav, 40 minutters sejlads fra Svendborg, ligger Skarø, som med sine 2 km2 og knap 40 beboere hører til blandt de mindste af de danske småøer. Martin Jørgensen og Britta Tarp er tilflyttere til Skarø. Her driver Britta i sommerhalvåret en lille butik hvor hun sælger egenproduceret is – Is fra Skarø – øspecialiteter fra de 27 danske småøer, og lokal brugskunst. Husbonden Martin driver også sin virksomhed Biosynergy fra Skarø, hvor han blandt andet arbejder med udviklingsopgaver indenfor økologisk dyrkning og forarbejdning af planter til alt lige fra fødevareingredienser som birkesaften til human- og veterinærmedicin.

Der blev også tid til en smagsprøve da formanden for Syddansk Vækstforum, Carl Holst, var på besøg hos Is fra Skarø.
Der blev også tid til en række smagsprøver af Is fra Skarø. Fra venstre er det Martin Jørgensen, Britta Tarp, Carl Holst og Mikkel Hemmingsen. Foto: Jørgen Diswal.

Saft fra naboernes birketræer
Der er som sådan ingen skov på Skarø, men Britta og Martin har fået lov til, at tappe birkesaft fra alle Skarøs birketræer. Træerne kan tappes for saft i ca. 30 dage før løvspring, og hvert birketræ kan give omkring 10 liter saft – om dagen.

”Holdbarheden er kort, så i begyndelsen frøs vi den ned for at kunne få glæde af den i længere tid. Dermed blev ideen født om at bruge birkesaft i is. I dag er saften en grundbestanddel i hele serien af Is fra Skarø, hvor vi udnytter dens smagsfremmende og stabiliserende virkninger i både sorbet og mælkebaseret is. Med birkesaft som en naturlig smagsfremmer, har vi desuden kunnet reducere mængden af tilsat sukker med op til 15 procent,” fortæller Martin og Britta.

Det startede med en lille isproduktion til butikken på Skarø. Nu producerer Is fra Skarø mellem 120.000 og 200.000 bægre is om året.
Formanden for Vækstforum, Carl Holst, studerer omhyggeligt det store udvalg i butiksudsalget på Skarø. Foto: Jørgen Diswal.

Da isproduktionen startede i 2004 var isproduktionen forbeholdt den lille isbutik på Skarø, men den gode kvalitet fik kunderne til at efterspørge isen uden for øen. Således er produktionen blevet øget, i takt med, at flere og flere specialbutikker rundt omkring i Danmark, har fået Is fra Skarø i frysedisken. Produktionen er nu på mellem 120.000 og 200.000 is i 100ml bægre om året.

Kvalitet og pris hænger sammen
”Vi hverken kan eller vil gå på kompromis med kvaliteten. Vi anvender altid de bedste bær og frugt, og birkesaften vil afsløre hvis vi ikke gør, da den også fremmer en dårlig smag. Vi er nødsaget til at bruge 1.klasses solmodne bær og frugt og det har vi det godt med,” lyder det fra isproducenterne på Skarø.

Britta Tarp smager selv alle is blandingerne til, og hvis man køber is nok, så vil der af og til være smagsnuancer.

”Sådan skal det også være, for det er jo et håndlavet produkt, og ikke et maskinprodukt. Det er ikke en discount is, men et kvalitetsprodukt helt uden tilsætningsstoffer, baseret på økologiske råvarer,” fortæller Britta Tarp.

Måske en fremtidig eksportsucces
Princippet bag Is fra Skarø er en verden til forskel i smagen. Isen er noget helt specielt, og producenterne mener, at smagen er international. Derfor har den lille virksomhed netop været repræsenteret på Biofach, verdens største økologimesse, hvor der blev etableret gode kontakter til, forhåbentligt, kommende eksportkunder.

På Skarø er der også fokus på produktudviklingen, slutter Martin Jørgensen.

”Is fra Skarø er en anden måde at spise frugt på, derfor arbejder vi på at sælge isen til sygehuse. Og så er vi også i gang med at udvikle en speciel diæt-is der henvender sig til netop sygehussektoren.”

Du kan læse mere på disse link om:

Is fra Skarø

Biosynergy

 

mikkel.paerremand@regionsyddanmark.dk


Siden er sidst opdateret 03-03-2009
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring