Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Kortlægning og undersøgelser

Hvorfor kortlægger regionen forurenede grunde?
Det gør vi, fordi jordforureninger kan udgøre en risiko for menneskers sundhed og for miljøet.

Formålet er at sikre rent drikkevand og sikre, at forureninger ikke truer menneskers sundhed og miljøet.

Vi kortlægger også grunde for at fastholde en viden om, hvor der er forurenet. Kortlægningerne er derfor med til at holde styr på forureningerne, så der i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder kan tages højde for dem.

Hvordan bliver en grund kortlagt?
Vi bruger arkiver og historiske oplysninger til at indhente viden om, hvor tidligere eller nuværende aktiviteter kan have forurenet jorden og grundvandet. Forureningen kan fx stamme fra autoværksteder eller renserier. Vurderer vi, at aktiviteterne på en ejendom kan have forurenet jord eller grundvand, bliver grunden kortlagt som mulig forurenet.

Vi modtager også løbende oplysninger om påvist forurening i jorden eller grundvandet fra fx kommunerne. Vi vurderer på baggrund af oplysningerne, om grundene skal kortlægges som forurenede.

Når vi har mistanke om forurening på en ejendom, bliver den kortlagt på vidensniveau 1 (V1). En mistanke om forurening opstår, når vi gennemgår miljøarkiver, telefonbøger, byggesager eller lignende og finder oplysninger om nuværende og tidligere aktiviteter, der kan have forurenet.

Når vi har konstateret forurening på en ejendom, bliver det forurenede område kortlagt på vidensniveau 2 (V2). Påvisning af forurening sker ved analyser af jord, grundvand eller poreluft.

Sådan prioriterer regionen
Indsats:

Hvis en forurening kan udgøre en miljø- eller sundhedsmæssig trussel mod en bolig, en børneinstitution, en offentlig legeplads, et vandværk eller værdifuldt grundvand eller målsat overfladevand, skal regionen gennemføre en offentlig indsats.

Da antallet af forurenede grunde overstiger de ressourcer, der til rådighed for at undersøge/rense op, prioriterer vi løbende, hvilke grunde der kommer først. Det er de værste forureninger der bliver prioriteret højest. Mange grundejere må derfor vente længe på en oprensning.

I mellemtiden kan vi give grundejere og lejere råd om, hvordan de kan mindske den sundhedsmæssige risiko, der er ved at bo på en forurenet grund.

Du kan læse mere om regionens prioritering i ”Strategiplan 2008”.

Særligt for boliggrunde:

Hvis din grund er kortlagt på vidensniveau 1 (V1) og anvendes til bolig, kan du anmode om, at vi foretager en forureningsundersøgelse af din grund inden for et år.

Ansøgning om undersøgelse af boliggrund (online ansøgning).

Min grund skal undersøges
I første omgang udarbejder vi et forslag til at undersøge din ejendom i samarbejde med et rådgivende ingeniørfirma.

Rådgiveren undersøger mulige forureningskilder og bruger forskellige metoder ved undersøgelserne afhængig af, hvilke aktiviteter der har været på ejendommen.

Typisk bliver der udført 2-5 boringer på grunden. Boringerne bliver udført for at undersøge jordbundsforholdene og for at kunne udtage jordprøver. Fra nogle boringer, kaldet filtersatte boringer, udtager vi også vandprøver.

Vandprøverne og udvalgte jordprøver bliver analyseret på et laboratorium for forskellige forurenende stoffer.

Er det et autoværksted, der bliver undersøgt, udføres boringerne ved nedgravede tanke, olieudskillere og afløb fra vaskepladser. Der udtages typisk også nogle overfladeprøver, hvor der fx har været oplag af spildolie, skrot eller andet affald.

Ved hjælp af poreluftmålinger kan vi også udtage prøver af jordluften i jord eller under gulve. Dermed kan vi undersøge, om stoffer fra jorden fordamper og dermed kan bevæge sig ind i bygninger. Poreluften er luften mellem jordkornene.

Læs mere i vores pjece ”Min grund skal undersøges

Min grund er blevet undersøgt
Når rådgiveren har undersøgt din grund, bliver resultaterne beskrevet i en rapport, som sendes til regionen.

Du skal være forberedt på, at det tager tid at få resultaterne fra laboratoriet og for rådgiveren at udarbejde rapporten. Derfor kan du først forvente at høre fra os 4-6 måneder efter, at din ejendom er undersøgt.

Vi sammenholder resultaterne ud fra Miljøstyrelsens kvalitets- og afskæringskriterier for jord, vand og poreluft. I de tilfælde, hvor der er fundet forurening, vurderer vi om den udgør en risiko for grundvand eller menneskers sundhed.

Når undersøgelserne er udført, sørger vi for, at boringerne på din grund bliver fjernet. I enkelte tilfælde, hvis der fx er fundet kraftig forurening, vælger vi at beholde de filtersatte boringer i en periode, for eventuelt at kunne udtage ekstra vandprøver.

Min grund er forurenet
Hvis undersøgelsen viser, at din ejendom er forurenet, kortlægger vi forureningen på vidensniveau 2 efter Jordforureningsloven. Kortlægningen kan enten omfatte hele din grund eller mindre dele, hvis forureningen er afgrænset til bestemte områder på grunden.

Er der tale om en forurening, der udgør en risiko, vil det typisk være nødvendigt med ekstra undersøgelser. Indsatsen kan derefter være:
 

  • at grave forurenet jord væk
  • at øge ventilation af kælderrum
  • at tætne bygninger 

Da der er mange forurenede grunde i regionen, og det samtidig er dyrt at fjerne en forurening, skal du være forberedt på, at der kan gå lang tid, før vi vender tilbage med yderligere tiltag på din grund.

Der kan være mulighed for at ansøge om yderligere undersøgelser vha. værditabsordningen.
Vi rydder først op på de grunde, der er mest forurenede, og hvor der er størst risiko for menneskers sundhed eller værdifuldt drikkevand.

Hvad betyder forurening på en boliggrund?
Vi inddeler forureningen på V2-kortlagte boliggrunde i kategorierne F0, F1 og F2. Det gør det nemmere at forstå, hvad forureningen betyder for din brug af hus og have. Det kaldes nuancering.

Læs mere om nuanceringen i pjecen ”Hvad betyder forureningen på din grund”.

Min grund er lettere forurenet
Er koncentrationen kun let forhøjet i forhold til Miljøstyrelsens kvalitetskriterier, kan vi give dig råd om, hvordan du kan bruge din have eller andre forhold, som kan mindske risikoen ved forureningen.

Læs mere i pjecen ”Gode råd om at bo på en lettere forurenet grund”.

Min grund er ikke forurenet
Hvis vi ikke finder forurening på din grund, udgår den af kortlægningen.  Det betyder, at de pålagte restriktioner ophæves.


Siden er sidst opdateret 15-09-2017.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |