Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Rendegraver




P-hus på vej til sygehuset i Svendborg

12-12-2011 | Af Hanne Kopp

Region Syddanmark vil i løbet af næste år gå i gang med at bygge et p-hus med plads til mindst 400 biler ved Sygehuset i Svendborg. Det har regionsrådet netop besluttet.

Parkeringsforholdene ved Sygehuset i Svendborg er gennem de senere år blevet vanskeligere. Det skyldes, at sygehusets aktiviteter er udvidet, uden at p-pladserne tilsvarende er blevet forøget. Den fælles akutmodtagelse, der står klar først i det nye år, vil skabe mere aktivitet på sygehuset og derudover regner man med, at den ambulante behandling på sigt vil stige med cirka 50 procent.

Øget ambulant behandling

- Vi skal have rustet Sygehuset i Svendborg til fremtidens opgaver. Selvom vi på nuværende tidspunkt ikke helt præcist kan sige, hvilke opgaver sygehuset skal varetage fremover, så ved vi i hvert fald, at der vil være flere ambulante behandlinger. Og de yderligere aktiviteter på sygehuset vil skabe et behov for flere p-pladser, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Med lukningen af Faaborg Sygehus er der allerede flyttet op mod 25.000 ambulante besøg og operationer mv. til Svendborg, svarende til over 100 ekstra besøgende pr. dag, og alene den planlagte flytning af neuro-rehabiliteringen (genoptræning af hjerneskadede patienter) fra Ringe vil i sig selv udløse et behov for ca. 75 p-pladser.

Det femte p-hus indenfor få år

P-huset i Svendborg bliver det femte sygehus p-hus, som regionen bygger indenfor de senere år. I Vejle, Esbjerg og Odense er der allerede bygget p-huse, og i Aabenraa er der et på vej.

Del af den samlede patientoplevelse

- Vi prioriterer p-hus byggerierne højt, fordi vi mener, at gode p-forhold har betydning for borgernes samlede oplevelse af kvaliteten på sygehusene. Både indhold og ydre rammer skal være i orden. Det er ikke nok, at lægerne er gode til at operere, hvis du allerede har haft en dårlig oplevelse, inden du træder ind af døren. Samtidig kommer optimale p-forhold ikke bare patienterne og de pårørende, men også vore medarbejdere, til gode, siger regionsrådsformand Carl Holst (V) og supplerer:

- Vi kan ikke være bekendt, at hverken patienter eller medarbejdere skal cirkle rundt i længere i tid før de finder en p-plads og måske til sidst alligevel risikerer en parkeringsbøde.

P-huset med de 400 p-pladser vil koste omkring 27 mio. kr. at bygge og vil efter planen stå færdig i løbet af efteråret 2012.




Fakta

P-huset ved Sygehuset i Svendborg skal bygges i fire etager, med plads til 400 biler. Byggeriet udbydes med mulighed for yderligere 100-200 pladser.

P-huset opføres på den bestående p-plads umiddelbart vest for psykiatribygningen (Bygning 40, nord for Baagøes Allé).

Der er i dag 677 p-pladser ved sygehuset, og der er ikke mulighed for at opføre p-pladser andre steder på matriklen pga. banen og kirkegården på hver side af sygehuset.

Det er undersøgt, om p-huset kan bygges som et OPP projekt – gennem offentligt privat partnerskab - men vurderingen er, at det vil være mest økonomisk fordelagtigt at udbyde projektet på traditionel vis, nemlig i totalentreprise.

P-huset kan bruges af både patienter og medarbejdere ved udlevering af parkeringstilladelser. For besøgende og andre gæster mod betaling af sædvanlig p-afgift.


Siden er sidst opdateret 12-12-2011.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |