Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2012pilApril 2012pilEt stort INTERREG-program kan gå i luften i 2014

Et stort INTERREG-program kan gå i luften i 2014

26-04-2012 | Af Marie Hauberg

Parter fra Region Syddanmark, Region Sjælland og Slesvig-Holsten har holdt møde om et fælles INTERREG 5A-program, der kan begynde til tiden i 2014.

Meget tyder på, at EU’s kommende strukturfondsprogram INTERREG 5A kommer til at omfatte både området omkring den landfaste og den vandbaserede grænse mellem Danmark og Tyskland.

Det står klart efter et møde onsdag i Flensborg, hvor Region Syddanmark og Region Sjælland havde indbudt relevante parter til at lægge en køreplan for det kommende INTERREG-samarbejde.

Turbo på processen

På mødet blev det fra både dansk og tysk side tilkendegivet, at man vil arbejde for et nyt program, der omfatter både Region Syddanmark, Region Sjælland og størstedelen af delstaten Slesvig-Holsten. Samtidig blev det besluttet at sætte turbo på processen, så projektaktører kan søge den nye pulje allerede fra begyndelsen af 2014.

- Man kan sige, at vi udviser rettidig omhu ved allerede nu at lægge en målrettet plan for arbejdet. Regionsrådet i Syddanmark har givet os et mandat til at arbejde videre mod et fælles program, der samtidig åbner for at kunne støtte det mellemfolkelige arbejde med kultur ved landegrænsen. Med udmeldingen i dag er vi et stort skridt nærmere målet om at sikre resultatskabende projekter på tværs af hele den dansk-tyske grænse, siger Mikkel Hemmingsen, regionsdirektør i Region Syddanmark.

Udnytte det grænseoverskridende potentiale

Flere undersøgelser understreger det hensigtsmæssige i at lægge de to nuværende INTERREG 4A-programmer sammen. Det vil bl.a. gøre det lettere at udnytte det fulde grænseoverskridende potentiale og sikre gennemslagskraftige projekter inden for de erhvervsmæssige styrkepositioner, for eksempel sundhed/velfærdsinnovation. Det skal også fortsat være muligt at gennemføre mellemfolkelige projekter på tværs.

- Det kommende samarbejde skal have en stærk forankring hos alle relevante aktører. Et nyt fælles program vil samtidig give os mulighed for at udnytte de fælles styrker, der er i en samlet dansk-tysk region efter 2014, siger koncerndirektør Per Bennetsen fra Region Sjælland.

Nye midler fra 2014

På mødet blev det besluttet at nedsætte en fælles styregruppe, som skal sikre, at det kommende INTERREG 5A-program strikkes sammen gennem en åben og effektiv proces, hvor alle vigtige aktører i regionen bliver inddraget. Programmet ventes som sagt at gå i luften i januar 2014.




Fakta

INTERREG-programmerne er en del af Europa Kommissionens Mål for Europæisk Territorialt Samarbejde og modtager støtte fra den Europæiske Fond for Regional Udvikling (EFRU). For den kommende periode 2014-2020 arbejder man hen imod en sammenlægning af de to nuværende dansk-tyske INTERREG 4A-programmer:

INTERREG 4 A-programmet Syddanmark-Schleswig-K.E.R.N. har i perioden frem til 2013 i alt ca. 330 mio. kr. til rådighed til grænseoverskridende projekter. Læs mere om programmet på www.interreg4a.dk.

INTERREG 4A-programmet Fehmarnbeltregion har i perioden frem til 2013 i alt ca. 170 mio. kr. til rådighed til grænseoverskridende projekter. Læs mere på www.fehmarnbeltregion.net


Siden er sidst opdateret 26-04-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |