Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2012pilMaj 2012pilKolding Sygehus får pris for patientsikkerhed
Pris for patientsikkerhed

Kolding Sygehus får pris for patientsikkerhed

08-05-2012 | Af Mira Borggreen

Dansk Selskab for Patientsikkerhed overrakte mandag den 7. maj et diplom for patientsikkerhed til personalet på Anæstesiologisk Afdeling på Sygehus Lillebælt. Det er i 300 dage lykkedes afdelingen helt at undgå en livsfarlig hospitalsinfektion, som ellers er kendt for at ramme patienter, der bliver behandlet med et kateter i blodbanen – i fagsprog kaldet ”centralt vene-kateter” eller CVK.

Som den første afdeling på Sygehus Lillebælt, fik Anæstesiologisk Afdeling på Kolding Sygehus diplomet, der viser, at arbejdet med pakkerne i koncept ”Patientsikkert Sygehus” har båret frugt.

De mange dage uden infektioner er resultatet af en målrettet indsats fra personalets side, fortæller ledende overlæge på Anæstesiologisk Afdeling, Lynge Kirkegaard:

- Vi har altid været optaget af ikke at påføre vores patienter nye sygdomme, men det nye er den måde, vi nu arbejder aktivt med patientsikkerheden på. Vi har taget alle vores gamle vaner og rutiner og kigget dem efter i sømmene, og så har vi indført nogle nye systematikker, hvor vi løbende vurdere,r om hver enkelt patient fortsat har brug for kateteret, eller om det kan fjernes.

Flot og forventet
Repræsentant for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Charlotte Frendved, var slet ikke forundret over, at hun nu kunne overrække netop Anæstesiologisk Afdeling det første diplom: 

- Afdelingen er efter min opfattelse en rolle-model for arbejdet med patientsikkehed. I er meget åbne i forhold til, hvordan man arbejder med forbedringer, sagde hun i sin tale.

Lynge Kirkegaard, der modtog diplomet på vegne af afdelingen, lagde vægt på, at arbejdet med patientsikkerhed er en holdindsats:

- Det er i høj grad personalet, der laver arbejdet for patientsikkerhed – og det er altid rart at få den anerkendelse. For fire år siden indledte vi fokus på patientsikkerheden. Nu har vi nået de 300 dage – det viser, hvor hårdt arbejde patientsikkerhed er. Det kommer ikke af sig selv, sagde Lynge Kirkegaard.

Længere mellem skaderne
De 300 dage markerer, at afdelingen har nået et af de mål, der er fastsat i forbindelse med projektet ”Patientsikkert Sygehus”, som Kolding deltager i sammen med fire andre danske hospitaler.

Og det er netop en af ideerne med projekt ”Patientsikkert Sygehus”: At alle de rutiner og systemer, som sundhedspersonalet plejer at følge, bliver smidt op i luften og defineret på ny – alene med patientsikkerheden for øje.

I Dansk Selskab for Patientsikkerhed, er direktør Beth Lilja begejstret for samarbejdet med de sygehuse, der deltager i projektet:

- Det er skønt at se, hvordan der nu bliver talt både uger og måneder uden infektioner og andre skader rundt omkring på afdelingerne. Vi har længe arbejdet for et sundhedsvæsen, hvor patienterne ikke kom til skade, og nu ser vi stille og roligt beviserne på, at det faktisk kan lykkes. Både ledelserne og sundhedspersonalet har taget de systematikker og værktøjer, som ligger i projektet, til sig, og jeg er sikker på, at vi kommer til at se en markant forbedring af patientsikkerheden i de kommende år.

Også ledelsen på Sygehus Lillebælt, som Kolding Sygehus er en del af, glæder sig over resultatet:

- Det er flot arbejde. Kolding Sygehus er i gang med en målrettet indsats for patientsikkerheden, og nu kan vi begynde at måle, hvordan det helt konkret kommer patienterne til gavn. Hvor blodinfektioner tidligere blev betragtet som en uundgåelig komplikation hos nogle patienter, har vi nu vist, at de farlige komplikationer stort set helt kan forhindres, siger Dorthe Crüger, lægefaglig direktør i Sygehus Lillebælt.


Siden er sidst opdateret 08-05-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |