Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2012pilJuni 2012pilSygehuset i Svendborg skal være specialsygehus
Svendborg Sygehus

Sygehuset i Svendborg skal være specialsygehus

26-06-2012 | Af Carsten Bruun

Regionsrådet i Region Syddanmark har besluttet sig for en profil for specialsygehuset i Svendborg.

Sygehuset i Svendborg skal i fremtiden være specialsygehus, der tager sig af medicinske patienter og planlagte operationer.

Det fremgår af den profil for sygehuset i Svendborg, som regionsrådet vedtog mandag den 25. juni.

- Regionsrådet havde jo oprindeligt lagt op til, at sygehuset i Svendborg skulle være et af regionens akutsygehuse. Men vi fik vredet armen op på ryggen af regeringen med beskeden om, at hvis vi ville have penge til Nyt OUH, skulle vi opgive tanken om Svendborg som akutsygehus. Det måtte vi acceptere, og vi har nu vedtaget en fremtidig profil for specialsygehuset i Svendborg. Med den som udgangspunkt kan opgaverne nu fordeles mellem Nyt OUH og sygehuset i Svendborg. Selv om der er lang tid til 2021, hvor Nyt OUH står færdigt, har vi nu en god platform, så flytninger og byggerier kan planlægges i god tid, siger Stephanie Lose (V), der er formand for innovationsudvalget i Region Syddanmark.

Medicinske patienter og planlagte operationer

Regionsrådet har besluttet, at sygehuset i Svendborg skal tage sig af behandlingen af:

- Visiterede medicinske patienter og ældre patienter
- Planlagte operationer

For de store afdelinger på sygehuset etableres der fælles afdelingsledelser med de tilsvarende afdelinger på Odense Universitetshospital.

Med disse opgaver forventes sygehuset i Svendborg at få lidt færre senge end i dag – nemlig omkring 234 og cirka det samme antal ambulante besøg som i dag – nemlig omkring 179.000. Sygehuset får altså en fremtid med mange ambulante patienter.

Døgnåben skadestuefunktion fra 2021

Sygehuset i Svendborg har i dag en fælles akutmodtagelse, hvor speciallæger er i front og modtager de akutte patienter. Den fælles akutmodtagelse vil fungere på sygehuset frem til at Nyt OUH åbner i 2021. Herefter vil den efter de nuværende planer blive afløst af en døgnåben skadestuefunktion med lægelig backup.

- Fra 2021 vil alle akutte fynske patienter komme ind på det nye universitetshospital i Odense. Alligevel lægger vi i regionsrådet vægt på, at der også efter den dato skal være adgang til en skadestue døgnet rundt i det sydfynske, siger Stephanie Lose.

Det forventes, at sygehuset i Svendborg i fremtiden vil have cirka det samme antal medarbejdere som i dag. Medarbejderne på de afdelinger, som flytter, følger som udgangspunkt med deres opgaver. Desuden gælder jobgarantien fortsat. Den betyder, at medarbejdere, der bliver berørt af strukturændringer, bliver tilbudt andet arbejde i regionen.

I løbet af efteråret inviterer sygehuset i Svendborg til et åbent hus-arrangement.

 


Siden er sidst opdateret 26-06-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |