Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

9. klasse på Harteværket

Syddanmark vil gerne være Science Region, hvilket bl.a. betyder, at naturfagsundervisningen skal styrkes på alle niveauer i det syddanske uddannelsessystem. Foto: Marie Hauberg.




Ny naturvidenskabelig linje hitter på gymnasierne

02-07-2012 | Af Marie Hauberg

De syddanske gymnasier har succes med en ny bioteknologisk linje, der kombinerer fagene biologi og kemi. Antallet af elever på linjen er mangedoblet, og gymnasierne vil fortsætte projektet, efter at regionsrådets bevilling netop er udløbet.

I 2008 bevilgede regionsrådet i Region Syddanmark 7,5 mio. kr. til projektet ”Udvikling af en biotekstudieretning i gymnasiet” fra uddannelsespuljen, og på sit seneste møde kunne regionsrådet gøre status over, hvordan projektet er gået. Og der må siges at være tale om en succes.

Mens der i 2009 var 30 elever, der begyndte på biotek-linjen, satte hele 472 elever sig på skolebænken til biotek-fagene i begyndelsen af 2012. Det vil sige over 15 gange så mange, som da projektet begyndte. Den bioteknologiske linje, der forsøger at kombinere fagene biologi og kemi på en ny måde, bliver nu udbudt på 21 gymnasier i hele Region Syddanmark.

- Projektet er et rigtig godt eksempel på, hvordan man ved at tænke anderledes og tværfagligt kan ramme en helt ny målgruppe af unge, som ikke vidste, at naturvidenskab var noget for dem. Konklusionerne viser, at projektet i høj grad bidrager til Region Syddanmarks målsætning om, at flere unge skal vælge en naturvidenskabelig karriere – fordi det er der, fremtidens arbejdspladser ligger, siger Lasse Krull (K), formand for Udvalget for Regional Udvikling.

Taler til pigerne

Linjen er et forsøg på at skabe et nyt naturvidenskabeligt fagområde, som kan tiltrække flere elever. Ved at koble et hårdt naturvidenskabeligt fag som kemi med det lidt blødere fag biolog har flere – især piger – fået lyst til at melde sig til fagene.

Det bekræfter Sofie Føns, der netop er blevet student fra den bioteknologiske linje på Rosborg Gymnasium i Vejle.

- Det tiltalte mig meget, at man ville inddrage biologi og bioteknologi i undervisningen, og vi er flere piger i min klasse end i de andre naturvidenskabelige klasser. Det helt fantastiske er, at man tydeligt kan se, hvad faget kan bruges til ude i virksomhederne og i forskningen. På de tre år er jeg blevet helt sikker på, at jeg vil studere videre inden for naturvidenskab, siger Sofie Føns.

Efteruddannelse af lærerne

Ud over at udvikle selve faget bioteknologi har det været en del af projektet at efteruddanne de lærere, som underviser i faget. Efteruddannelsen er sket i et samarbejde mellem Danske Science Gymnasier (DASG) og de største danske universiteter.

De gymnasier, der har oplevet stor succes med linjen, planlægger at fortsætte forløbene. Det møder stor opbakning fra parterne bag Syddansk Uddannelsesaftale, der har som målsætning, at 20 pct. flere unge skal vælge en naturvidenskabelig uddannelse i 2015. 


Siden er sidst opdateret 02-07-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |