Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2012pilAugust 2012pilHalvering af tryksår på Sygehus Lillebælt Kolding
Patientsikkerhed i Kolding

Både danske og internationale forbedringseksperter inden for patientsikkerhed besøgte Sygehus Lillebælt Kolding med en kampagnebus onsdag den 22. august. Eksperterne samler og formidler resultater af projekt ”Patientsikkert Sygehus”, som sygehuset i Kolding er en del af.




Halvering af tryksår på Sygehus Lillebælt Kolding

22-08-2012 | Af Astrid Westergaard

Halveringen af tryksår er blot et af de mange positive resultater, som Sygehus Lillebælt Kolding kan bidrage med, når sygehuset onsdag 22. august får besøg af danske og internationale forbedringseksperter inden for patientsikkerhed.

Eksperterne drager i denne uge landet rundt i en kampagnebus for at høste resultater af projekt ”Patientsikkert Sygehus”, som sygehuset i Kolding er en del af. Og Sygehus Lillebælt Kolding kan bidrage med mange gode resultater:

• På bare to år - fra august 2010 til i dag - er antallet af tryksår faldet til det halve.
• Sygehuset i Kolding kan også melde om fald i antallet af infektioner, og i foråret fik Anæstesiologisk Afdeling på sygehuset tildelt et diplom fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed, fordi det i 300 dage var lykkedes for afdelingen at undgå en livsfarlig hospitalsinfektion kaldet CVK.
• Færre fejl i medicinering er endnu et positivt resultat af indsatsen for patientsikkert sygehus, og det giver positive tilbagemeldinger til sygehuset fra hjemmesygeplejen i kommunerne. 

- Vi er meget tilfredse med de resultater, vi på dette tidspunkt i projektet kan levere til kampagnebussen, siger projektleder Maria Staun, Sygehus Lillebælt Kolding, og fortsætter: - Men vi er allermest glade for, at projektet gavner patienterne, og sygehuspersonalet giver da også udtryk for, at det er utrolig motiverende at se de positive resultater af indsatsen.

Bussen formidler viden

Når kampagnebussen kører rundt til de fem projektsygehuse i Thisted, Horsens, Kolding, Næstved og Hillerød, er det for at samle alle de gode eksempler og resultater og give sygehusene inspiration til at tage endnu en tørn.

De har nu 16 måneder tilbage til at opfylde projekt ”Patientsikkert Sygehus’” ambitiøse mål:

• At patientskader, dvs. hospitalsinfektioner, tryksår, uventede hjertestop ol., reduceres med 30 procent
• At hospitalsdødeligheden falder med 15 procent

Der arbejdes også målrettet med patientsikkerhed på landsplan. Regionerne har bl.a. sat helt konkrete mål, som skal være nået i 2014; at ingen patienter må udvikle tryksår under indlæggelse, og at Kirurgisk Tjekliste skal bruges systematisk ved operationer – det er en tjekliste, som bruges i forbindelse med operation og forbedrer patientsikkerheden.

Fakta om ”Patientsikkert Sygehus”

For to år siden startede fem danske sygehuse en fokuseret indsats for at forbedre patientsikkerheden. Projektet hedder ”Patientsikkert Sygehus” og er et samarbejde mellem Danske Regioner, Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden. Ud over Sygehus Lillebælt Kolding deltager sygehusene i Thisted, Horsens, Næstved og Hillerød i projektet.




Fakta

Læs mere om Patientsikkert Sygehus på www.sikkerpatient.dk


Siden er sidst opdateret 24-08-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |